Se lyset midt i mørket
Anders Chr. Enevoldsen er pædagog og forfatter og bor på Nørrebro i København.Jesus sagde: »Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« (Johannesevangeliet 3,3).
Der blæste en kraftig og regnfuld forårsvind over landet et par dage før bededag i år. I København fik vinden tragiske følger, da et stort bøgetræ væltede ned over en bilist og dræbte ham.
En mørk dag var det – om end nyudsprungne, lysegrønne blade prydede tusinder af træer og vidnede om liv – inklusive det træ, som var usynligt skrøbeligt på grund af svamp. Det træ ramte. Og tog liv.
I bibelteksten til trinitatis søndag hører vi om en vind, som er anderledes ved det, at den aldrig ødelægger.
Vinden, som vi kender den fra naturen, kan ødelægge, og den blæser, hvorhen den vil. Vi hører dens susen – ser dens virkning. Jesus sammenligner Ånden med vinden.
Midt om natten opsøger et menneske Jesus. Et kulturmøde mellem en farisæer fra jødernes råd, Nikodemus, og den jævne jøde, Jesus. Men Nikodemus vidste allerede, at Jesus ikke var helt jævn og almindelig. Måske havde Nikodemus tidligere hørt Jesus tale til mennesker om, at han var kommet fra Gud?
Via diverse spørgerunder indrømmer mange danskere, at de opsøger Gud. Jo, de beder til ham, men det er ikke noget, de taler højt om til venner og kolleger. Der er ikke mange tabuer tilbage i Danmark, men bøn siges at være ét af de tabuer, som ikke er faldet.
Vi vælger at komme til Gud, så det ikke ses af andre. Vi kommer i mørket som Nikodemus. Han havde farisæerkollegaer, som helst ikke skulle vide, at han opsøgte Jesus. Derfor valgte han mørket. Alligevel fik han et klart svar: Du må fødes på ny.
Vi må alle fødes på ny. Over for Gud, som er hellig og hel, kan vi ikke stå, som vi er. Vi er svampebefængte og kan kun slå ihjel med vores egne fromme floskler. Død spreder vi omkring os – og gang på gang falder vi farisæisk over vores næste ved højlys dag og slår ihjel med vore ord. Men Guds Ånd skaber. Ånden gør levende!
Har jeg set lyset fra Jesus Kristus og erfaret, at han gik i det dybeste mørke for min skyld ved sin død på korset? Har jeg set lyset fra påskemorgen, hvor Kristus brænder igennem; hvor Mesteren udmanøvrerer Satan og gør fødselsvejen klar til mig?
Når jeg fødes på ny, er det noget, Gud gør i mig. Hans Ånds vind blæser det blakkede bort og lader en lys klædning lande omkring mig og dække mig totalt. Når jeg hives ud af mørket, er det noget, som han gør. Jeg ser lyset for første gang – fødes igen.
Måske mærkes det ikke. Måske føles det ikke. Og det ses vel slet ikke? Ikke desto mindre er dåben det sted, hvor Gud bøjer sig ned i mørket til mig lille menneske og giver mig sin Ånd. Han tænder sit lys i et menneske og siger samtidig, at han vil være i det menneske og virke ved højlys dag.
Han sætter mennesket ind i et nådeforhold – som er selve genfødslen. Nu er jeg en tilgivet synder. Nu er jeg retfærdig over for Gud – kun fordi der er én, som selv blev ramt på et træ, som var forbandet, kun fordi Jesus Kristus sejrede i døden og vandt evigt liv til mig, da han ikke længere kunne fastholdes af døden.
Et genfødt menneske tror på Jesus Kristus som frelser. En tro, som er en gave fra Helligånden. Frelseren sagde til Nikodemus midt om natten: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige!
Den jævne Jesus mødte mennesker i den tids kultur. Som Guds søn mødte han mange – og de så lyset i mørket. De så liv – lysegrønne blade, som bevægede sig i en sagte susen.
Det er også i dag muligt for mennesker at få et møde med ham, som er Guds kærlighed, der kom til mørket.
Vi er alle i mørket og døden, hvis ikke vi møder lyset og livet, åbner os og tager imod. Jesus sagde om sig selv: Jeg er verdens lys!
