Uovertruffen Tolstoj-filmatisering

Tolstojs store klassiker Krig og Fred – en af de bedste romaner, der nogensinde er skrevet – blev i 1972 filmatiseret af BBC og sendt i 20 afsnit a 45 min.Det er denne produktionsmæssige bedrift, der nu foreligger på fire dvd’er, og som trods alt nok må betegnes som den hidtil bedste filmatisering af det russiske mesterværk. Historien, der starter i 1805, følger de aristokratiske familier Bezuchov, Rostov og Bolkonskij i perioder frem til 1820 – og med et klimaks i 1812, da Napoleon med sin hær indtager Moskva.
Skuespillerne med Anthony Hopkins som den tænksomme og kejtede Pierre Bezuchov i spidsen formår i de fleste tilfælde at gøre Tolstojs personer troværdige. Mindst troværdig virker Morag Hood i den kvindelige hovedrolle som den unge, kåde Natasja Rostova; denne rolle forløste Audrey Hepburn bedre i Vidors amerikanske filmatisering fra 1956. Billedkvaliteten i udendørsscenerne er ikke specielt god; og man kan også i de mange kampscener mellem de russiske og de franske hære se, at der er sket meget på filmfronten siden: De virker næsten amatøragtige sammenlignet med, hvad man har set i film fra dette årti. Og selvfølgelig mister filmatiseringen noget i den autencitet, som Bondar-tjuks russiske udgave fra 1968 har, i første omgang ved, at det er engelsksprogede skuespillere, der taler engelsk, og ikke russiske skuespillere, der taler originalsproget russisk, men især fordi den mangler den specielle russiske ”folkesjæl”, som Bondartjuks film har, end-og til overmål.

Mere og mere gribende

Men den relativt langsomt fortalte historie lever og griber – og griber mere og mere efterhånden som historien skrider frem. Vi føres ind i de tre familiers tanker og følelsesliv omkring krig og kærlighed og liv og død og gudstro, så de bliver til virkelige mennesker, og uden at det bliver melodramatisk eller sentimentalt – eller de filmiske virkemidler bliver misbrugt.
Det i den nyeste danske udgave næsten 1500 sider store værk er således med overvejende pæn succes overført til 15 timers levende billeder på en måde, som bliver svær at overgå. Som filmfortælling er den i alle fald uovertruffen.
Niels Jørgen Vase

Krig & Fred
(4 dvd’er)
900 min.
Kirkebutik.dk-pris: 350 kr.