Debat
Kære Svend Løbner! Jeg læste din leder angående musik i kirken. Jeg har en ung mand på 29 år, som ikke har det godt med visse hårde typer musik med kristen tekst. Lad os ikke tage det hele over en kam.
At vi siger nej til heavy rock og hårde pop-former, betyder ikke, at vi siger nej til rytmisk musik, for det er vi mange anti-rock-troende, der ikke gør. Jeg elsker livlig, blæsende og medrivende kristen musik, men tror ikke, Gud har behag i den hårde musik. Desuden bliver undersøgelser ved med at vise, at der er musik, som er psykisk nedbrydende, selvom teksterne er gode. Jeg tror ikke, debatten er slut, men jeg tror, Gud kærligt viser en endnu bedre vej til sin musik og sit væsen.
Jeg prøver ikke at åbne for en diskussion som sådan, men vil bare sige, at jeg tror andet, end det du skriver, men at dette ikke betyder, at jeg ikke er fortaler for herlig kraftig medrivende rytmisk musik.
Se eventuelt adressen: www.bricksite.com/rockmusik.
Jacob Pedersen
Birthesvej 20
9800 Hjørring
Slå et slag for kirkerytmerne – gospel, rock med videre – skriver Svend Løbner i Udfordringens leder i uge 33.
Du mener, at rock med videre er kulturelle fænomener, som ikke kan betegnes som kødelige – de er kun en form, et sprog.
Det har du ikke ret i. Paulus siger jo, at den, der vandrer efter kødet, attrår det kødelige – hvis det er rock, så er rock kødeligt! Når folk stimler sammen til festival, er det vist ikke så meget indholdet, man går efter, men snarere indpakningen, den ydre form, selve musikken (det kødelige).
Du tager Paulus til indtægt for dit synspunkt – at man med fordel kan målrette budskabet med gospel og rock. Hvordan kan du det? Havde Paulus så ikke været et stort navn i sin samtid? Det var han ikke, tværtimod var han et skuespil for verden, en dåre for Kristi skyld, svag og foragtet.
Med kødelighed forsvinder gudsfrygten. Klap, bifald og tiljubling bliver naturligt. Nye ord og udtryk, som ikke før blev forbundet med kristendom, dukker op: Populær, berømt, et stort navn, gospeldiva, kristne artister, slår igennem, i verdensklasse, gospel tilsat komik og entertainment, svinefed rock, et show af høj kvalitet med videre.
Betragtes ovenstående som frugten, er dommen ikke svær at fælde: Træet er ikke godt.
Kære Svend. Tro ikke, at jeg dømmer dig. Du har udtrykt, hvad der i vide kredse og i mange år har været gængs teologi.
Ole Sørensen
Elmevej 10
8600 Tarm
I avisen den. 6. august omtalte Udfordringen Indre Missionsforbundet i Norge, der danner kirkesamfund.
For god ordens skyld skal det præciseres, at Norge siden 1898 har haft to indremissioner. Det er den mindste af disse, nemlig Indremissonsforbundet, som har taget den omtalte beslutning. Den anden, Indremissionsselskabet, har ikke truffet en tilsvarende beslutning.
levi
Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens. Obs! Max 200 ord. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.