At være tak-løs er ikke bare takt-løst

– det er også ødelæggende for din tro…!Denne uges tekst er en af dem, der med mellemrum render efter mig og dunker mig i hovedet. Venligt og blidt, ganske vist, men alligevel.Leif Andersen
er lektor ved Menighedsfakultetet i Århus og bor i Hvidovre.

For det er så langt lettere at være en selvmedlidende jammerkommode, end det er at få øje på de mange gode gaver, Gud har fyldt livet med. Det er så langt lettere at trygle end at takke.
Det kommer sikkert meget an på, hvordan man er skruet sammen. For nogle er glasset halvt fuldt, for nogle er det halvt tomt – og så er vi nogle, for hvem glasset nærmest er snart tomt, uanset hvor meget der så er i det. Nogle skal simpelt hen stramme sig mere an end andre, når det drejer sig om at ”tælle Guds gode gaver”.
For mig er det lidt ligesom med blomster. Jeg får simpelthen ikke øje på dem. Næh: vis mig et stykke flot arkitektur, en god roman eller en helleristning, så kan jeg få klumper i halsen. Men skal jeg få øje på blomster, skal min kære kone nærmest tage mig i nakken, stikke min næse ned i dem og forklare mig: ”Dette er en blomst! Den er pæn!”
Men så kan jeg skam også godt se det …
Sådan er det også med taknemmelighed. At opdage glæde. At få øje på skønhed. At se grunde til tak. Det er noget, man skal øve sig på. Og måske nogle mere end andre.
Der er nogle, som denne tekst ikke dunker ”venligt og blidt”. De synes mere, den rammer dem som et kølleslag. For uanset hvor meget de leder, kan de vanskeligt få øje på den store grund til at takke. Hvorfor skulle de ”give Gud ære”, som Jesus siger det? For han har ikke gjort dem raske. De er lige så syge og ulykkelige som før.
Så først lover han at give dem det, de beder om i hans navn.
Derefter siger han alligevel ”Nej!”
Og bagefter forlanger han endda, at de stadigvæk skal ”takke for alle ting” og ”sige tak under alle forhold” …
Så hvorfor i alverden skulle de give Gud ære?
Det er ikke et spørgsmål, der sådan lige kan fejes til side. For det er en misforståelse, at Skriften skulle opfordre os til at lade, som om vi er taknemmelige, hvis vi vitterligt ikke er det.
Én ting er at øve sig i taknemmelighed – noget ganske andet er at hykle den! Og nogle kristne er blevet endnu mere ulykkelige af det, de har opfattet som Bibelens krav eller måske som præstens krav: Der skal bare takkes, uanset hvor ulykkelig man er!
Og så bliver det til ren vold og overgreb, alle de gode formaninger om ”at tælle de lyse timer” osv.
Men Skriften lærer anderledes. Jesus sagde jo ikke til de ti spedalske, at de skulle begynde med at takke, så kunne de bagefter kigge på det der med helbredelsen …
Så det gælder at kende sig selv her: Hvor langt kan jeg gå i at øve mig i at takke, uden det bliver til uærlighed og hykleri? Men hvis der så virkelig er grund til at takke, og det alligevel aldrig bliver til noget – hvad så?
Det er jo ikke så grotesk, som det lyder. De ni spedalske, der også blev helbredt – de ni, der ligesom Jesus selv endda hørte til Guds folk – men som ikke tænkte på at takke eller på at give Gud ære, de findes jo faktisk. Utaknemmelighed findes også i Guds børn.
Og her er det ganske alvorligt, at Jesus ikke bare siger rosende til den taknemmelige samaritaner, at det var da pænt af ham – han siger: Din tro har frelst dig.
De ni utaknemmelige er ikke bare uhøflige. De er i åndelig fare. At være tak-løs er ikke bare takt-løst. Det er ødelæggende.
Er det i virkeligheden sådan, at hvis man i det lange løb forholder Gud den ære og taknemmelighed, som man faktisk har grund til, og som han har fortjent, så kan ens tro være i fare? Kan ens tro dø af permanent, stædig utaknemmelighed? Det er jeg bange for, den kan.
Tro på Gud, kærlighed til Gud og taknemmelighed til Gud er så tæt forbundne, at den ene ikke kan trives uden den anden.