Joanitas drøm om at synge

26-årige Joanita Lubega er lovsangsleder i migrantkirken Church On The Rock og deltager i DR’s konkurrence Talent 09.En ny sæson med talentshow er skudt i gang. Hundredvis har stået i kø flere steder i landet for at få mulighed for at vise, hvad de kan i Talent 09.

– Hvis jeg føler, at jeg er glad for at synge sangen, så giver jeg alt, jeg har i mig, siger Joanita Lubega.

Blandt dem finder vi Joanita Lubega, en 26-årig rengøringsinspektør fra Amager, der stiller op med sit sangtalent.
– Jeg havde faktisk slet ikke meldt mig til Talent 09, siger Joanita Lubega, der godt nok havde set annoncen i avisen, men:
– Sidste år stillede jeg op til X Factor. Jeg ville ikke skuffe mine venner, familie og kolleger, som sagde: ”Prøv det”. Men jeg havde det ikke godt med det. Da jeg kom ind til audition, var jeg forvirret og havde glemt, hvad jeg skulle synge, så jeg kom ikke med, fortæller hun.
I dag er hun ikke skuffet over det korte X Factor-bekendtskab, for det endte som en god oplevelse, da Joanitas veninde, Patricia fra Alien Beat Club (en af finalegrupperne i X Factor, red.), bad hende om at være med i en backing group i en af de direkte udsendelser.

Blev ringet op af DR

Alle tanker om talentshows var derfor lagt på hylden. Lige til en dag, hvor telefonen ringede.
– Det var fra Danmarks Radio. De sagde, at en af deres medarbejdere, som havde været med til en af mine koncerter, havde anbefalet mig til at være med i showet. Og nu spurgte de, om jeg ville være med.
Joanita kunne næsten ikke tro sine egne ører og funderede meget over, om hun skulle tage imod tilbuddet.
– Da jeg lagde røret på, sagde jeg : ”Gud, det her er løgn. Tager du gas på mig.” fortæller Joanita dramatisk.
Og hun mente sit ”Gud-udbrud” alvorligt. For hun er overbevist om, at Gud hjælper hende med at træffe vigtige beslutninger. Kunne dette være svaret på den drøm, hun så længe havde båret på?

Føler sig som dansker

– Jeg har altid elsket at synge, fortæller Joanita, der er født i Uganda. Hun husker, at hun i skolen mest gik op i sport, musik og dans. Men allerede som 11-årig kom hun med sin familie til Danmark og tænker i dag mest på sin opvækst som dansk.
– Jeg er opvokset i Næstved og Rødovre. Da jeg flyttede til Danmark, var der ikke så meget sport i skolen, så jeg valgte at synge, fortæller hun.
Senere blev det mere seriøst, og i dag er hun lovsangs- og korleder i migrantkirken Church On The Rock i København, ligesom hun også har sit eget band, Joanita & Band.
Med bandet kommer hun ud til festivaler og private arrangementer og spiller alle mulige numre – både egne numre og kopimusik.
Nogle gange bliver hun bedt om at synge sange, der ligger langt fra det, hun synger i kirken.
– Så lytter jeg først til budskabet, og hvis jeg føler, at mit hjerte ikke er med, og jeg ikke kan finde mig selv i det, så foreslår jeg nogle andre sange. Jeg elsker at synge sange med budskaber, og hvis jeg føler, at jeg er glad for at synge sangen, så giver jeg alt, jeg har i mig.

Så Jesus i en drøm

Det med Gud og Jesus har ikke altid været en selvfølge for Joanita, selvom hun er vokset op med to forældre, der begge er præster. Som 14-årig følte hun, at hun var nødt til at gøre oprør mod det forventningspres, der var knyttet til det at være præsternes datter.
Joanita husker det som en sørgelig og forvirret tid uden Gud, der varede, til hun som 18-årig blev alvorlig syg.
– Jeg fik tuberkulose, og lægen sagde, at hvis jeg ikke blev rask i løbet af seks måneder, så ville det kun gå den anden vej, fortæller Joanita, der følte sygdommen som et ”wake up call”.
– Jeg råbte til Jesus: ”Please, hvis du vil tage mig tilbage og helbrede mig, så lover jeg at hele mit liv tilhører dig.”
Hun husker, hvordan hun bad sin far om en bibel, læste lidt og faldt i søvn og drømte. I drømmen mødte hun Jesus, der viste hende en situation, hvor hun stod på en scene med en mikrofon i hånden og mange tilskuere omkring.
– ”Det er der, jeg gerne vil have, du skal være”, sagde Jesus til mig. Og da jeg vågnede, vidste jeg, at det var mere end bare en drøm. Jeg vidste, at jeg skulle bruge mit sangtalent og gå hele vejen.
Joanita fortalte sine forældre om drømmen, og de diskuterede det frem og tilbage.
– For sang er jo ikke noget, man får noget ud af rent økonomisk, med mindre man bliver rigtig stor, fortæller Joanita, der for en sikkerheds skyld valgte at tage en hf og en uddannelse som social- og sundhedshjælper.
Joanita udstråler målrettethed. Også når hun fortæller, at hun som en af de få nydanskere i sin branche har arbejdet sig op fra en almindelig rengøringsstilling til jobbet som rengøringsinspektør med kunde- og medarbejderansvar.

Migrantkirker fyldt med ressourcer

Hans Henrik Lund har i en årrække arbejdet sammen med Joanita gennem Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT), hvor han er daglig leder.
– Jeg møder mange musikalske ressourcer og talenter i migrantkirkerne, og Joanita er en af dem, jeg tror hun når langt, erklærer han.
Joanita har i samarbejde med KIT været med til at stå for sang og musik ved arrangementet ”Bøn for Nationen”, som de senere år sammenlagt har samlet tusinder til bøn store bededag.
Hans Henrik Lund tror, det er vigtigt, at de danske kirker får kendskab til de ressourcer, der findes i migrantkirkerne.
– Mange af nydanskerne i migrantkirkerne er stærke ressourcepersoner, som er med til at give et positivt billede af integration, siger han.

Tager Jesus med

Joanita Lubega oplever sin sceneoptræden som et kald fra Gud. Fotos: DR.

Det er Joanita et godt eksempel på. Og lige nu er al fokus rettet mod at komme videre i talentshowet og måske ad den vej få mulighed for at komme længere ud med sin sang og den opgave, hun føler, hun har fået fra Gud.
– Faktisk syntes jeg ikke, jeg har det, man kalder talent. Der er mange mennesker, der er meget bedre til at synge end mig, siger Joanita.
-Men jeg tror på, at det er Gud i mig, der gør en forskel.
Hun er godt klar over, at hvis drømmen om at vinde skal blive til virkelighed, så kræver det gunst hos både seere og dommere. Og hun håber, at de vil kunne se og mærke ”det der, der ikke kan forklares”.
– I talentshowet tager jeg mig selv og Jesus med, og så må han tage over. For når han tager over, så er det en helt anden oplevelse, fastslår hun.

KIT
Ifølge Kirkernes Integrationstjeneste (KIT) har Danmark over 213 migrantkirker. Mere end halvdelen af kirkegængerne i København er nydanskere, derfor ser KIT migrantkirkerne som en af de største kirkehistoriske begivenheder og udfordringer i Danmark de seneste 30 år. KIT møder mange ressourcepersoner i migrantkirkerne og ønsker at bygge bro mellem disse og danske kirker.
www.kit-danmark.dk