Kirke med ægthed
Hvis forkyndelse, helbredelse og omsorg ikke leves, er radikaliteten et flop, mener Jørgens Mortensen fra Apostolsk kirke.- Man kan prædike udfordrende om helbredelse, omsorg eller ydmyghed, men hvis det ikke leves, hvis man ikke har omsorg for den syge, der er blevet bedt for ti gange, så er radikaliteten kun et flop, fortæller Jørgen Mortensen, Apostolsk kirke, København.
Vil frikirkerne fortsat eksistere i det kirkelige landskab om 50 år – og hvordan vil de i så fald se ud til den tid?
– Jeg tror, frikirkeprincippet vil vinde yderligere frem de næste mange år. Vi kan se tendensen inden for mange lutherske bevægelser til, at de danner frikirker og valgmenigheder.
– Den stærke tendens til individualisering og kravet om mangfoldighed vil give yderligere mange varianter af kirkedannelser både organisatorisk, i udtryksform, etnisk, musikalsk og så videre.
– Der vil sikkert udvikle sig mange forskellige typer kirker. Nogle prøver at være søgervenlige, andre mere radikale vækkelses-orienterede, nogle taler om selvudvikling, andre om inderlighed, for nogle vil musikken være det afgørende og for andre fællesskab eller socialt engagement.
Hvordan vil I tilpasse jer det moderne samfund?
– Jeg tror, jeg har det som en del andre, når det kommer på tale at tilpasse sig det moderne samfund. Det moderne er i sin oprindelse Gudsfjendsk, så en tilpasning til det duer ikke.
– Mit hovedfokus i mere end tredive års tjeneste har været at forkynde evangeliet. Og min hovedanstrengelse har været at gøre det forståeligt og modtageligt for dem, der ikke kender det.
– Vi skal bevare budskabet i evangeliet, det skal der selvfølgelig ikke laves om på, men formidlingen af evangeliet skal forkyndes i et sprog, folk kan forstå og relatere sig til, alt andet er tidsspilde. Kristendommens evangelium bliver først levende, når det omsættes til den tid, vi lever i. Det er derfor, vi med jævne mellemrum har brug for en ny bibeloversættelse.
Hvordan synes du, at en moderne frikirke skal se ud?
– En moderne frikirke skal bruge den frihed, man har til at gøre hvad som helst, der kan tjene evangeliets sag. Vi skal være frie i forhold til liturgi og det højkirkelige. Vi kan gøre det hele. Vi kan låne af alle traditioner.
– I supermarkedet er der 14 forskellige slags te, det nyder vi jo, så hvorfor ikke have det samme udvalg med hensyn til gudstjenester: Stillegudstjenester, jazzgudstjenester, nat-gudstjenester, gudstjenester for hjemløse, debat-gudstjenester, mor-barn-gudstjenester.
Der skal slagkraft til for i dag at bryde igennem til folk, og ikke kun være én af ud af de mange. Hvordan og med hvilke moderne virkemidler har I tænkt jer at åbne folks øjne og udbrede kendskabet til evangeliet?
– Jeg tror, det er en store fare for frikirker og frikirkeledere, hvis man har et mål om at være speciel, det afspejler kun selvoptagethed. Det specielle vi er sat i verden for, er at dele evangeliet, det er rigeligt specielt og kraftfuldt til enhver af os.
– Der har været en tendens til, at hvis bare man brugte film, Powerpoints og upbeatlovsang, helst fra Australien, så var man moderne og fremme i skoene. Men lovsang som sådan er jo slet ikke verdens musik, det er mest for kristne, og Powerpoints, som jeg selv har benyttet i mange år, kan rent faktisk være dræbende kedsommeligt, hvis det kun er tekster og heading.
– Det vigtigste for frikirken nu og i fremtiden er ægthed. Det næste er fællesskab og relationer. En gammel ukristelig filosof sagde engang om evangeliet: Jeg vil ikke tro på det budskab om frihed, før jeg har set de mennesker, det har sat fri.
– Evangeliet må leve i fællesskabet lige så stærkt, som det prædikes. Man kan prædike udfordrende om helbredelse, omsorg eller ydmyghed, men hvis det ikke leves, hvis man ikke har omsorg for den syge, der er blevet bedt for ti gange, så er radikaliteten kun et flop.
– Fællesskabet er den nøgle, der skal forklare vore ord. I vores menighed har vi i mere end 50 år serveret mad for hjemløse en gang om ugen. Det har været et kæmpe slid og en mægtig velsignelse, som har givet legitimitet til vore ord.
– Et menighedsfælleskab må også kunne rumme dem der ikke ved, om de tror, dem der gerne vil, men endnu ikke har fundet melodien, dem der tvivler, og alle os der er herligt frelste. Det er en god metafor om at vandre sammen, som Jesus gjorde med de fortvivlede og forvirrede disciple på vejen til Emaus.
– Dertil kan man lave alle de gimmiks, man kan finde på, fra børnefestivaller til kristne meditationskurser – bare man er ægte og ikke gør sig bedre end andre, der endnu ikke har set lyset. Vi er jo ikke bedre, men vi har mødt en, der er bedre.
Hvad er den vigtigste opgave for frikirken i fremtiden?
– At vi blander os mere i samfundet. At blive synlig og opføre sig normalt i de ting, vi indgår i. Vi har de sidste tre år lavet lejr for børn, der ikke kommer på ferie. Det har for det første være meget meningsfyldt og velsignende at gøre, for det andet har det været fantastisk dejligt at opleve forskellige institutioners accept af vores arbejde.
– Slut med at sætte os selv i en modposition til samfundet og folk omkring os. Det er en rest fra usunde radikaliserede tendenser i frikirkerne. Vi definerede os selv som outsidere, underdogs i en verden, der ikke ville os, for de ville jo ikke Jesus. Så vi blev en offerklike, der stort set kun ventede på, at Jesus skulle komme tilbage og hente os.
Har frikirken overhovedet en fremtid?
– Ja, det har den i hvert fald, og jeg tror oven i købet, at stat og kirke bliver adskilt. Jeg kan slet ikke se, hvad de har haft med hinanden at gøre fra begyndelsen. Statskirke-modellen ser jeg ingen fordel i, tværtimod oplever jeg mange skønne kristne, der lider i det stille i Folkekirken.
– Jeg kan godt lide udsagnet: Kirken er verdens håb. Vi er ikke vant til at tænke så store tanker her i Danmark om kristenheden, men når jeg ser, hvad kirken bidrog med i firserne op til murens og jerntæppets fald, så var det i kirkerne, frihedsbudskabet og menneskeværdigheden levede. Når jeg ser, hvad kirken har bidraget med i Sydafrika i genopbyggelsen med sandheds- og forsoningskomiteen, så er det sand kristendom.
– I frikirkerne har vi for det meste holdt os langt fra politik. Men evangeliet er politisk, det er handling i samfundet. Det er ikke partipolitisk, men det er konkrete handlinger, der udspringer af den frelse og tilgivelse, vi har fået, og det håb, vi har.
