Pias vej til Gud begyndte som pilgrim

Hun var deprimeret, følte sig forkastet, plaget af dødsangst og troede på det okkulte. Men jo nærmere hun kom på Gud, des mere fri blev hun. Nu har hun udgivet en bog om sin forvandling.I 2005 gik Pia Hinderfelt Jensen med på en pilgrimsvandring, og det blev begyndelsen til et helt forandret liv.– Jeg var lærer i Hejls og trivedes bestemt ikke med jobbet. Ved en fest mødte jeg Jette Dahl, som var gift med en af mine gode kolleger.
Jette havde været sognepræst, men var i stedet begyndt at arbejde som privat åndelig rådgiver, og hun inviterede mig med på en pilgrimsvandring.
Det var jeg ikke meget for. Jeg var selv meget negativ over for det religiøse, indrømmer Pia og nævner som eksempel, at hun kom i konflikt med domprovsten i Haderslev, da hun skulle have sin søn Andreas døbt.
– Jeg fortalte domprovsten, at Brian og jeg først skulle giftes – på rådhuset. Brian havde taget meget afstand fra sin katolske opdragelse. Han ville derfor ikke giftes i kirken.
– Men hvem skal så bære barnet og svare på spørgsmålene om trosbekendelsen, spurgte den grundtvigske domprovst.
– Det skal Brian selvfølgelig, svarede Pia kækt. Hun fattede ikke på det tidspunkt, at dåben var mere end en ceremoni, som kirken bare havde at præstere.

Pia er ikke typen, der finder sig i noget, så hun gik straks til biskoppen og protesterede – men han bakkede sin domprovst op! Det blev så i stedet Pia, der bar Andreas. Hun var medlem af Folkekirken – men ikke spor troende dengang.
– Jeg havde ganske vist som helt ung oplevet noget overnaturligt i en kirke i Ikast, og sammen med en kammerat havde jeg stillet præsten nogle spørgsmål. Men det blev ligesom ikke til mere.

I 1990 tog Pia på naturhøjskolen Rødkilde på Møn, hvor hun mødte sin mand Brian, der var 13 år ældre.
Han kunne med overlegen erfaring fortælle den benovede 19-årige pige om sine oplevelser i den okkulte verden.
De blev forelskede – og Pia blev gravid som 19-årig.
– Selv om vi var enige om, at abort var den eneste løsning, var jeg dybt ulykkelig. Specielt fordi jeg kunne mærke i min krop, at der var et levende barn i mig. Aborten foregik på Herning Sygehus, og det var en meget ubehagelig oplevelse. Senere stødte der komplikationer til, så jeg måtte indlægges på Stege Sygehus.
I alle de år, der fulgte, gjorde Pia sig hård og fornægtede enhver skyld over aborten.
”Vi havde ingenting at byde det barn” var hendes standardsvar, når tankerne om hendes ufødte barn trængte sig på.

– Jeg så Åndernes Magt i tv, og jeg gik til helsemesser og snusede til alt muligt.
Jeg troede fx på, at sten kunne udstråle en kraft, fortæller Pia, som samtidig tog sin lærereksamen i Haderslev.
Kristendomstimerne interesserede hende, men hun følte også trods imod Gud, og snart drejede Pias åndelige interesser i retning af spiritisme.
– Min svigerfar og bror døde, og jeg har ofte følt, at deres ånder vandrede rundt. Jeg kunne ligefrem lugte dem.
– Var det indbildning?
– Nej, det tror jeg bestemt ikke. Der var skygger og vandhaner, der blev åbnet… Vi var også til en seance engang, hvor et medie kom i kontakt med afdøde ånder, som åbenbart havde budskaber til os.
– Var det ikke skræmmende med den slags spøgelser?
– Joh, men samtidig savnede jeg jo min svigerfar og bror. Jeg følte ikke, at jeg havde fået sagt rigtigt farvel til dem.

– Men så tog du på pilgrimsvandring?
– Ja, jeg har altid godt kunnet li’ at vandre i naturen, og Jette Dahl havde hjulpet mig med mine personlige problemer. Så jeg tog med.
Vi gik fra Haderslev Domkirke til Ørby Hage, og DR2 optog faktisk pilgrimsvandringen til et program ”Helle for Lykken” med Helle Lyster.
I Domkirken havde vi en meditation, hvor vi skulle forestille os, at vi stod ved en port. Jeg var stadig meget skeptisk. Men her oplevede jeg Guds nærvær. Jeg så foran mig den store træport, og da den åbnede, var der en fantastisk have bagved. Jeg tror, det må have været Edens Have. Der var et varmt, gult lys, og jeg følte Guds kærlighed strømme imod mig.
Jeg var nu med til at arrangere andre pilgrimsvandringer, og jeg gik meget op i det.
På en tur følte jeg, at Gud sagde, at jeg skulle finde en bestemt ”byrdesten” ved Hjerndrup Kirke, og da jeg kom hen til muren, lå den der. Det var en stor oplevelse – for mig selv i hvert fald.

Pia begyndte nu at interessere sig for den kristne verden. Hun tog til et helbredelsesmøde i Pinsekirken.
– Jeg troede helt bestemt, at det var fup og svindel. At de mennesker, der blev helbredt, var betalt for at spille skuespil. Men da jeg selv nåede frem til forbederen, blev jeg selv helbredt i min nakke, skulder og lænd. Det undrede mig.
Noget senere så jeg et møde annonceret med Orla Lindskov, som har en brevkasse i Udfordringen. Det var i det lokale sportscenter.
Jeg var ret kritisk, og jeg skrev bagefter et langt brev til Lindskov og stillede en masse spørgsmål.

– Ved mødet kom jeg til at tale med én fra Udfordringen, som fortalte om et Alpha-kristendomskursus, som den lokale folkekirke stod for.
Det skulle begynde ugen efter, og først syntes jeg ikke, at jeg havde tid. Men da aftenen kom, følte jeg bare, at jeg måtte af sted. Så jeg smed pludselig alt, hvad jeg havde i hænderne – midt i en godnatsang med børnene – og drønede ud af døren.
Alpha viste sig at være lige noget for mig. Jeg følte mig accepteret, og for første gang i mit liv turde jeg bare sige, hvad jeg tænkte. Undervejs voksede min tro, og jeg blev stadig mere glad for at være kristen, selv om jeg stadig slæbte rundt på en hel del fra min okkulte fortid.
Året efter var jeg igen med til Alpha, og sådan er det fortsat i fire år.
Jeg fik en helt ny vennekreds, som jeg kunne besøge og spørge til råds.
Min indstilling blev også ændret. Hvor jeg før var sur, tvær og negativ, fik jeg nu mod på livet. Jeg blev meget mere udadvendt og fik det også bedre med min mand og mine børn. I starten syntes de vist, at jeg var blevet skør, men det synes de ikke mere!
Da jeg opdagede, at kristendommen var noget helt andet, end jeg hidtil havde troet, kunne jeg bare ikke få nok.
Jeg tog til karismatiske møder og på nådegave-kursus. Jeg oplevede at blive fyldt med Helligånden, og der åbnede sig en fantastisk ny verden, hvor jeg nu kommunikerer med Gud på en personlig måde og mærker hans omsorg. Han svarer på mine bønner, og jeg er ikke i tvivl om, at han er der, når jeg har det skidt. Ånderne forsvandt også fra mit hus.
Jeg opdagede Guds kraft. Jeg blev klar over, at jeg også selv havde nådegaver, og at jeg kunne hjælpe andre. Jeg fik lyst til at fortælle det videre, som jeg selv havde oplevet.
Jeg er fortsat meget taknemlig for pilgrimsvandringerne, fordi det var den måde, jeg selv kom i kontakt med Gud.
Men jeg er også glad for, at jeg kom videre – ellers er jeg bange for, at jeg havde tabt interessen igen efter en tid.
I 2008 begyndte Pia at skrive en bog om sit liv, som for nylig udkom: Byrdestenen.
Her fortæller hun om sin opvækst, mobningen, en voldsom dødsangst, aborten, osv.
I dag er hun ikke længere bange for døden. Tværtimod. Hun har fået job som graver!