Må Jesus godt lave om på tingene?
De største forhindringer for evangeliet er ofte os – de religiøse… Hvis vi bare læser beretningen her som en historie om nogle formørkede jøder, som levede for 2.000 år siden, så får vi ingenting ud af teksten. Det er først, når vi lader teksten ramme os – at vi får gavn af den.
Lad os derfor spørge os selv, om vi med vores holdninger og idéer er blevet så religiøse, at vi på samme måde som farisæerne næsten forhindrer, at Jesus kan komme til at helbrede dem, der har behov?
I forrige uge skrev jeg en uhøjtidelig Bagsmæk om at udstille sin religiøsitet udenpå. Udgangspunktet var nogle ortodokse jøder, der udenpå klæder sig gammeldags – som i 1700-tallet – i den tro, at de derved lever mere religiøst korrekt, end hvis de gik i almindeligt tøj.
Det kan vi jo så næsten more os over – hvis det ikke var så trist.
Men jeg tillod mig så at nævne nogle eksempler fra vores egne liv – i dag. Områder, hvor vi måske er religiøse udenpå i stedet for indeni?
Jeg kom for skade at nævne de moderne lysglober. Og det faldt nogle kristne for brystet. For de oplevede noget ægte, følte de, ved at tænde et lys for en afdød eller for fred i verden. – Og de synes vist, at jeg var en værre farisæer, når jeg dømte dem ud fra min egen religiøsitet… Ups!
Så nemt er det at snuble, når troen bliver til faste regler og idéer om, hvad der er den rigtige form for åndelighed.
Som Jesus siger senere i beretningen, så gælder det virkelig om ikke at hovmode sig. At tro, man selv er bedre.
Vi må tiltro de andre, at de er ægte, selv om vi selv kan have svært ved at være det – når andre kigger på.
(Men det problem kunne måske løses, hvis man ikke udstillede folks fromhed oppe foran i kirken – men nede bagved. Så handlede det kun om mig og Gud. Ikke de andre.)
I søndagens tekst støder Jesus igen ind i de religiøse menneskers idéer og regler.
Så i stedet for blot at helbrede den stakkels mand, der kommer til Jesus, spørger han de religiøse: Må man godt helbrede – på en sabbat?
Jesus sagde ikke, at de skulle holde op med holde hviledag, eller at det var lige meget.
Han satte bare dét at gøre noget godt over reglerne.
Faktisk kan vores teologiske idéer blive en bremse for, at Gud kan hjælpe os.
Da jeg for nogle år siden fulgte Charles Ndifon på hans helbredelsesmøder rundt i landet for at skrive bogen Åndens Magt, opdagede jeg, at det oftest var de troende kristne, der var de mest betænkelige ved helbredelserne.
Folk udefra jublede jo bare over, at de blev raske. Men mange troende kristne havde så mange idéer om, at det bør kun foregå privat eller kun i menigheden. Og måske var det Guds vilje osv. – Og det viste sig da også tydeligt, at de troende var de sværeste at helbrede, fordi de havde hovedet fyldt med teologi – og så lidt tro i praksis.
Det er tankevækkende, at Jesus måtte bruge så meget af sin tid på at undervise og irettesætte netop de seriøse troende. Ville han også være nødt til det, hvis han kom til os i dag?
Vi ville nok ikke gå for meget op i helligdage og regler. Måske tværtimod…
Men Jesus ville helt sikkert støde an mod den moderne form for religiøsitet, den danske kristendom, hvor vi også har vores idéer om, hvad man må gøre og sige, og hvordan man må gøre det.
Og selv om Jesus ikke kommer synligt på besøg i vores Danmark, så kommer han jo usynligt, når vi hører evangeliet, eller når vi beder ham om at komme og skabe vækkelse og fornyelse.
Måske venter Jesus også lidt med at helbrede og spørger så os i Folkekirken, Indre Mission, frikirkerne, Oase, osv.
– Må jeg godt helbrede?
– Må jeg godt frelse mennesker på en anden måde, end jeres bedsteforældre har fortalt om?
– Må jeg godt ændre på gudstjenesten og formerne?
Eller forbyder jeres lære og holdninger det?
Kunstneren Peer Laigaard vil fra dette nr. af Udfordringen hver uge illustrere søndagens tekst med et maleri. Originalerne er i stort format og vil senere blive udgivet i en bog.
