Skarpt modangreb på den nye ateisme
Ny bog fra Informations Forlag retter et tiltrængt angreb på nyateistiske bevægelser og forfattere. Argumenterne er gode, men spydigheden kunne undværes.Kristne skal vende den anden kind til. Og det har givet boltreplads i debatten for nyateistisk forfattere som Richard Dawkins, Christopher Hitchens, Sam Harris og Lone Frank.
Men ikke længere.
Bogen Gudløse hjerner er netop udkommet på Informations Forlag, og her får ovennævnte forfattere sammen med fortalere for Humanistisk Samfund og Ateistisk Selskab en ordentlig omgang med grovfilen af de to forfattere, historikeren Lars Christiansen og teologen Lars Sandbeck.
– Denne bog er ikke et forsvar for kristendommen, men et angreb på nyateismen!, siger de rent ud i indledningen.
Og deres anke er ikke ateismen som sådan, for folk må naturligvis tro som de vil eller lade helt være. Deres indignation går på, at nyateisme er drevet af et regulært had til religion og især kristendommen. Samtidig ligner nyateismen selv en nyreligiøs bevægelse.
– De nye ateister vil ikke høre tale om Gud, men vil gerne nasse på den funktion, gudsbegrebet kan varetage, og de følelser, gudstroen kan vække hos de troende, siger de to gange Lars.
Og endnu værre: Nyateismen har fællestræk med religiøse fundamentalister: modvilje mod dialog, dæmonisering af modstanderne, uforsonlighed, snæversyn, uimodtagelighed overfor modargumenter, skriver de.
Mennesket er gud, naturvidenskaben er religionen, og præsteskabet er hjerneforskerne. Men hvor almindelige naturforskere er åbne og fordomsfri og hurtigt indretter deres teorier efter forskningsresultaterne, er nyateismen en ideologi, hvor mennesket skal frelse sig selv fra alle onders rod, religionen.
– I deres selvtilfredshed falder det dem ikke ind, at der er blinde pletter i deres erkendelse af verden, og at de uafladeligt smugler metafysik, fordomme og dogmer ind ad bagdøren, skriver forfatterne.
Nyateismen ignorerer desuden konsekvent det faktum, at gudløse ideologier som kommunismen og nazismen har været skruppelløse, og at kristendommen trods kirkens fejl og mangler har leveret værdier, etik og sociale ansvarlighed op igennem Europas historie.
Gudløse hjerner er særdeles veloplagt og velskrevet. Læserens øjne suser hen over siderne, som er spækket med informationer. Underholdende er den også, hvis man er til satire. Nyateisterne får mange spydige bemærkninger med på vejen, fx Argumentet fejler intet, bortset fra at det lader sig gendrive på et halvt sekund!
I forbindelse med at Humanistisk Samfunds og Ateistisk Selskabs nydefinering af begrebet religionsfrihed til at blive fri for religion i det offentlige rum, skriver forfatterne:
– Hvis vi accepterer at krænkede følelser på den måde ophøjes til maksime for, hvad man i det offentlige rum ikke behøver finde sig i, kan landet jo ende med at blive ramt af en sand epidemi af forurettethed, hvor nudister kan føle sig krænket over folk med tøj, farveblinde føle sig krænket over lyssignaler og alle andre bare føle sig krænket blot for en sikkerheds skyld.
Og direkte spydige bliver forfatterne, når de ironiserer over ateisternes ønske om gudløse ritualer og ceremonier ved livets overgange.
– Vi forestiller os den ateistiske ceremonimester som en mellemting af en klovn og en tryllekunstner, et kikset indslag til en komisk lejlighed.
Og når ateister ønsker egne begravelsespladser:
– Selv i døden er de nye ateisters følelser i stand til at blive krænket.
Spydigheden kunne undværes. For når argumenterne er så gode som Christensens og Sandbecks, er det overflødigt at hovere. Faktisk ville argumenterne stå endnu stærkere, hvis ikke Lars og Lars absolut skulle godte sig over de stakkels nyateisters usammenhængende udsagn og utopiske drømme.
Alligevel må man klukle undervejs i læsningen, for det er da utroligt, at de nyateistiske forfattere kan slippe af sted med udsagn som
både næstekærlighed og bistandsarbejde
har rod i modernismen og oplysningstiden (Christopher Hitchens). Hvor blev urkirkens almisser og sygepleje af? Har han aldrig hørt om kristne hjælpeorganisationer?
Helt galt går det, når argumenterne er så tynde, at de lige så godt kan bevise det modsatte af hensigten. Som når Lone Frank et sted skriver: Gud vil ikke forsvinde, fordi vores hjerner ikke tillader Gud at forsvinde. Det lyder som et godt argument for kreationister!
Med Gudløse hjerner er der leveret et gedigent, velformuleret modargument mod det vås, der til overflod har fyldt bog- og avissider de senere år.
Religion har sin plads som værdileverandør til samfundet. Faktisk, siger Larserne:
– Moral kan kun begrundes ud fra et standpunkt udenfor evolutionslæren.
Modsat tegner sig uhyggelige konsekvenser af det såkaldte biologistiske menneskesyn, hvor mennesket blot er en sæk gener og neuroner,
– Hvis mennesket er et dyr, hvad skal så forhindre os i at behandle hinanden som dyr?
Med det menneskesyn er der ikke stor forskel på nyateismen og nazismen:
– Nazisterne gjorde jo ikke andet, end hvad enhver forstandig landmand vil gøre, hvis der opstår sygdom i kvægbestanden: slå det ihjel og brænde det!
For det handler for begges vedkommende om menneskets forædling. Og i den proces må man luge ud i de mennesketyper der ikke passer ind i psykodesignernes model.
Bogens sidste kapitel er uhyggelig læsning ikke mindst for dem, der kan huske den nazistiske propaganda og har Anden Verdenskrig frisk i erindring.
Det ironiske er, at det naturalistiske og biologistiske menneskesyn i sin menneskedyrkelse ender med at blive dyrisk.
Sam Harris skriver bl.a. om den nødvendige udrensning for at få dyrket den ideelle mennesketype:
– Tro repræsenterer så kompromisløst et misbrug af vores mentale og åndelige kraft
Nogle standpunkter er så farlige, at det kan være etisk forsvarligt at dræbe folk, fordi de tror på dem.
Vi lader den lige stå et øjeblik. For ironisk er det, at det naturalistiske og biologistiske menneskesyn i sin menneskedyrkelse ender med at blive dyrisk.
Og så er det vel passende at slutte med følgende citat af den engelske krimiforfatter G. K.Chesteton:
– Når mennesker holder op med at tro på Gud, tror de ikke på ingenting, men på hvad som helst.
Christiansen og Sandbeck:
Gudløse hjerner et opgør med de nye ateister
Informations Forlag 2009
