Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Min mand og jeg har et vennepar, som vi ses med af og til. Det er et bekendtskab, som går lang tid tilbage og er foranlediget af min mands arbejde. De har to døtre på hhv. 16 og 11 år. De er ikke kristne, men vi har altid følt os godt tilpas sammen med dem og også oplevet at have samme værdi-grundlag langt hen ad vejen. Der er dog en ting, der har gået mig på igennem det sidste stykke tid, som jeg ikke kan få ud af hovedet, og det plager mig. Bare at skrive dette til dig gør mig urolig, og jeg fortryder det næsten i samme stund, men omvendt er jeg nødt til at dele mine tanker med nogen. Sagen er den, at jeg igennem længere tid har bemærket, at manden i vores vennepar er helt utrolig tæt med deres ældste datter, de er både fortrolige i tale, men sidder også ofte sammen, og datteren holder sig i det hele taget meget til ham i stort set alle situationer. Min bekymring går på, om der måske kunne foregå noget imellem de to, som der ikke burde gøre og i samme sekund jeg tænker det, skammer jeg mig samtidig, fordi jeg overhovedet ikke ellers har grund til at mistænke denne venlige mand for noget så stygt. Der er ikke nogen anden direkte anledning til mine tanker, og alligevel dukker det op igen og igen. Jeg har ikke talt med min mand om det, da jeg frygter hans reaktion. Jeg vil være glad, hvis du kunne skrive noget om, hvordan man gennemskuer sådan noget, og hvordan man ellers håndterer sådan en situation.
N.N.
Kære N.N.
Jeg synes ikke, der er grund til, at du skal skamme dig over din reaktion du reagerer jo blot på nogle indtryk omkring dig, og som du nu er i gang med at bearbejde. Jeg har heller ikke indtryk af, at du er ivrig efter at få nogen hængt ud, men snarere efter at kunne gøre en forskel, hvis det værst tænkelige skulle være tilfældet. Og når vi kigger os omkring i verden, er det desværre et faktum, at mennesker ind imellem viser sig at være nogen andre end dem, vi troede, de var.
Incest og seksuelle overgreb er en meget alvorlig ting, med alvorlige konsekvenser for både offer og overgrebspersonen, så det er på sin plads at tage det seriøst, hvis man bliver opmærksom på noget, der tyder på noget sådant. I første omgang synes jeg, du skal fortælle din mand om dine tanker, så I sammen kan tale og tænke tingene igennem. Måske han har gjort sig de samme tanker, eller måske hans oplevelse af situationen får dig til at se lidt anderledes på det hele?
Som regel er der flere ting, der får alarmklokkerne til at ringe, når der er tale om incest, bl.a. at barnet/den unge er påfaldende indadvendt, tillukket, isoleret eller meget seksualiseret i sin adfærd generelt og vulgær i sit sprog. Kontakten mellem barnet og den pågældende voksne kan også være atypisk med f.eks. påfaldende meget fysisk kontakt eller upassende berøring, f.eks. på brysterne eller kønsdelene som tilsyneladende er tilfældig eller bare for sjov.
Umiddelbart synes jeg ikke, der er noget helt alarmerende i din beskrivelse af situationen. Måske er det, du oplever, blot en far, der har formået at opbygge et nært og fortroligt forhold til sin datter? Prøv at skærpe din opmærksomhed omkring datterens signaler til faren tyder de på utryghed eller modvilje og læg også mærke til, hvordan hun lader til at have det generelt, idet det overordnede bør være barnets mistrivsel, som er udgangspunktet for bekymringen. Fysisk og følelsesmæssig nærhed er som sådan en god og sund ting og burde ikke i sig selv give anledning til uro, snarere tvært imod, men måske er vi alle påvirkede af de desværre forfærdelige ting, vi hører om alt for ofte. Vi skal ikke være blåøjede naive, men vi skal også passe på med at lade frygten forplumre vores sanser. Lad os prøve at bevare troen på det gode i mennesket uden at miste vores sunde fornuft.
Hilsen Suh
Kære Suh
Vi har en dreng på 4 ½ år, som i en længere periode har været bange, når han skal sove. Det er som regel helt konkrete ting, han er bange for, f.eks. et spøgelse, en krabbe, en drage under sengen eller lignende. Nogle gange vågner han også om natten og er bange og græder. Vi har forsøgt at snakke meget med ham om det, at det kun eksisterer i hans hoved, og også kigget under både seng, bag ved reol, dør osv. sammen med ham, men det har ligesom ikke den helt store effekt. Har du nogle gode råd til det?
V.h. K.
Kære K.
For børn i den alder er der stadig en flydende grænse mellem fantasi og virkelighed. Hvis de først har fået ind i hovedet, at der ligger et monster under sengen ja, så eksisterer det faktisk for dem. Dette medfører nogle følelser og tanker, og efter min mening bør vi som forældre altid tage disse seriøse. De er trods alt virkelige for barnet. Når vi kigger under sengen kan det for nogle børn give en ro, om ikke andet så ved at blive taget alvorligt, men for andre er den ro kun kortvarig indtil mor eller far er gået og så dukker angsten op igen. Deres kreative fantasi fortæller dem måske, at monsteret naturligvis bare havde gjort sig usynlig, mens der blev kigget, eller at det har teleporteret sig et nyt sted hen. Så for det meste kan vi godt pakke vores sunde voksen-fornuft sammen. I stedet kan vi prøve at bevæge os ind i barnets fantasi-verden: prøv at få din dreng til at fortælle om spøgelset/krabben/dragen hvordan den ser ud, hvor den kommer fra, hvad den mon vil – og hvad der vil få den til at blive mindre farlig eller måske endda til helt at forsvinde. Når angsten bliver undersøgt, bliver den ofte automatisk mindre, og således hjælper du din dreng til at forholde sig til sin angst på det udviklingstrin, han er på. Igennem snakken kan du/I måske også kreativt skabe en ny historie og dermed en ny forståelse af den frygtede figur. Prøv f.eks. at finde et navn til spøgelset, eller tal om, hvordan krabben har svært ved at klø sig på næsen, eller at dragen har lidt ondt i halsen og derfor har svært ved at spy ild. Alle disse input vil sandsynligvis give jeres dreng et nyt forhold til det frygtede, og han lærer samtidig, hvordan han kan bruge netop sin fantasi til at skabe tryghed.Prøv også at tænke over, om der kan være noget særligt i jeres drengs hverdag, som kunne give anledning til større utryghed i øjeblikket snak evt. med børnehaven om det, måske I kan afdække en evt. ydre årsag til det. Vær også opmærksom på, hvad jeres dreng ser i fjernsynet, særligt lige før sengetid. Nyere undersøgelser har vist, at der er en markant sammenhæng mellem børns fjernsynsvaner før sengetid og deres kvalitet af søvn/mareridt. Hvis jeres søn på trods af alle jeres tiltag stadig virker meget bange eller utryg, så vil jeg foreslå jer at skabe ydre rammer for ham, som giver ham den tryghed, som han har brug for, enten ved at sidde lidt hos ham eller lade ham komme ind og sove hos jer, når han vågner med mareridt, f.eks. på en madras på gulvet. Mange forældre frygter, at barnet dermed bliver afhængigt af at sove hos dem, men erfaringen viser, at man sagtens kan vænne barnet til at sove i egen seng igen, når perioden med utryghed aftager.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk
