Livets løb
På Alle helgens dag står vi ligesom ved målstregen i et løb.Ved målstregen kan man se i to retninger. Man kan både se dem, der stadig bruger al deres energi og løber for at nå målet. Nogle af dem ser friske ud, mens andre synes trætte og mærkede af løbet.
Der er også løbere, som er snublet undervejs. Måske humper de i mål eller bruger deres sidste kræfter på en slutspurt.
Ved målstregen kan man også se den anden vej og betragte dem, som ikke længere løber, fordi de er kommet i mål. Nogle har rakt hænderne i vejret som tegn på, at de har fuldført, og at det i sig selv er en sejr. Andre er så trætte, at de ikke orker mere. Nogle har travlt med at omfavne venner, som tager imod dem. Andre har bare lyst til at ligge i græsset og puste ud.
På alle helgens dag sættes vi ved målstregen og kan se i begge retninger og følge livets løb. Herfra kan vi se, at der er nogle, som ikke løber længere. De har afsluttet løbet. Det er dem, vi mindes på alle helgens dag.
Det kan godt gøre ondt at mindes, fordi det kan føles, som om der igen bliver rippet op i såret. Det er ikke, fordi det ikke er gode minder, men det gør bare for ondt at tage dem frem. Men samtidig kan det også føles godt, fordi det at mindes giver lejlighed til igen at tage glade erindringer frem.
Både når det føles godt, og når det gør ondt at mindes, så er det med til at placere sorgen og få den anbragt rigtigt i vores liv. Sorg er nemlig ikke det samme som fortvivlelse. Den fornemmelse kan man nemt stå med, når man lige har mistet et menneske, man holdt af. Men sorgen er noget andet end fortvivlelse. Sorgen er nærmere forbundet med savn.
Sorgen og savnet fortæller, at vi er skilt fra hinanden og længes efter at være sammen. Derfor hører sorg også ofte sammen med tårer. Tårer er ingen skam – tårer er bare det tavse sprog, som giver sorgen afløb.
På alle helgens dag mindes vi, og vi ser på dem, som blev færdige med løbet før os. Nogle af dem fordi de havde løbet sig trætte, andre fordi de ikke skulle løbe så lang en distance.
Men vi ser også den anden vej. På dem som stadigvæk løber, fordi vi er nogle, som ikke er kommet i mål endnu, og som stadig er undervejs.
Og så er det sådan, at Jesus på alle helgens dag trøster os på en særlig måde i savnet over dem, som ikke løber sammen med os mere. Han gør det ved at pege på håbet og vise os frem mod målet. Han gør det for at sige til os: Hold øjnene fast rettede mod målet. Se frem mod himlen!
Vi er sat til at leve livet her på jorden. Det betyder, at vi skal være optaget af det liv, vi lever her, men det betyder ikke, at vi skal blive så optaget af det, at vi glemmer det overordnede mål.
Vi kan nemlig blive så optaget af livet, at vi helt taber målet af syne. Så vi helt glemmer, at Gud i dåben har sat os ind i sit rige og gjort os til sine børn. At Gud har givet os syndernes forladelse for Jesu skyld.
Den, som tager imod det og lever i tro på det, får det for intet. Det er derfor, Jesus i søndagens tekst taler om, hvem der er salig.
Salig betyder lykkelig, og det er ikke de unge, de rige og smukke, som Jesus siger er lykkelige. Nej, lykkelig eller salig, det er den, som hører til hos Jesus. Og så er det faktisk sådan, at man bliver ikke først salig, når løbet her på jorden er afsluttet. Salig kan man være allerede nu, mens man stadig løber på vej mod målet. På vej mod himlen og gensynet med dem, som er kommet foran.
