Naturens egen medicin
Tur til Eva Spångberg i SverigeBibelens skabelsesberetning har altid fascineret mig. Gud skabte hver dag og så, at det var såre godt. Gud glædede sig over sit skaberværk.
Kender du til at have kreeret noget og glædet dig over det bagefter? Været en lille smule stolt? Hvor meget mere må Gud så ikke glæde sig over sit skaberværk?
Gud skabte og bad menneskene om at være forvaltere. Lige siden Gud skabte, har mennesker været forvaltere, men vi har ikke altid været gode forvaltere, og efterhånden som vi blev flere og flere mennesker, sendte vi naturen på tilbagetog. Mange planter og dyr er forsvundet fra Guds skaberværk, og vi har i dag store, meget store problemer omkring klima, miljø og energi. Det er ikke Guds skyld, det er vores skyld. Og en gang imellem må vi standse op og tænke efter. Ja, vi bør tænke rigtigt dybt, når vi tænker på, hvordan vi har forvaltet Guds skaberværk og beskæmmes.
Ind imellem bliver vi mødt med noget, der får os til at standse op. Det gjorde jeg forleden dag, en lørdag, da vi var en gruppe fra vores menighed, der var i Vrigstad i Småland for at besøge en spændende kristen kunstner, Eva Spångberg. På vej ud til Eva mødte vi et skilt i skovkanten, hvor der står: Vi er naturens egen medicin mod klimaforandringen. Skoven. Skiltet var en taleboble, hvor man lod skoven tale til trafikanterne, der kører forbi og spyr CO2 ud. Her fik vi en påmindelse fra skoven selv, der fik mig til at standse op og tænke påny over den måde, vi forvalter på og det ansvar, vi som kristne har for at være forvaltere, så der forvaltes på en sådan måde, at der også bliver noget for kommende generationer at forvalte.
Om søndagen var jeg til gudstjeneste hjemme i Frederiksværk. Her sang vi bl.a. salmen Gud, som var og er og bliver af Søren P. Grarup. Det er en af vore nye, spændende salmer, skrevet i 1996 og ny i Missionsforbundets nye Salmebog, der udkom sidste år. Da vi kom til vers 3, måtte jeg igen standse op og tænke efter, tænke på vores forvalteransvar. I vers 3 synger vi:
Gud, som ejer ophavsretten
til vor jord, til hvert atom,
du lod os forvalte skatten
men vi stjal din ejendom.
Jesus Kristus, jordens frelser,
fyld os med din tjenerånd.
Igen blev jeg mindet om vores forvalteransvar og det ved en gudstjeneste. Gud forventer af os, at vi forvalter hans skaberværk og giver det videre til de næste generationer, så også de kan forvalte.
Lever vi op til Guds forventninger til vores forvalteransvar? Gør jeg? Gør du? Og hvad gør vi ved det?
