Spørgsmål til evigt liv
Benedikte Brisson er teolog og underviser på
Niels Steensens Gymnasium på Østerbro.
Det er jo nemt nok at svare rigtigt på et nemt spørgsmål. Når vi sidder hjemme i sofaen og følger med i, hvem der skal være millionær, er det rigtige svar så indlysende enkelt. Det koster ikke noget at gætte med.
Hvis det, vi skal svare på eller forholde os til, kommer os selv ved, stiller sagen sig ganske anderledes. Så er det, vi overvejer for eller imod, for så er det meget vigtigere for os at få givet det rigtige svar.
I jødisk filosofi er det meget almindeligt med den slags spørgsmål, som farisæerne stiller Jesus: Hvad er det største bud i loven?
Et teoretisk spørgsmål, der forventer et teoretisk svar, og begge dele kan så derefter blive diskuteret og debatteret i alle detaljer.
Hvad det største bud i loven er, ja, det er indlysende budet om at elske Gud og næsten. Det er sidste del af den jødiske trosbekendelse, hvor den første del lyder: Hør, Israel, Herren din Gud, Herren er én.
Den jødiske trosbekendelse hørte og hører stadig med til de bønner, en jødisk mand skal sige hver dag.
Alle de, der hørte spørgsmålet var helt sikre på det rigtige svar. Men der forlyder ikke noget om, at nogen af dem var interesseret i at vide, hvad det i grunden ville sige at elske Herren deres Gud af hjerte, sjæl og sind og deres næste som sig selv. Det store bud var skrumpet til død, udenadlært viden.
Det er helt i den rabbinske tradition, at Jesus derefter stiller dem et modspørgsmål: Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han? Så man på nogle af de gammeltestamentlige forjættelser, var det klart, at Messias skulle være en efterkommer af kong David. Andre steder pegede på skikkelser som Elias eller Enok.
Se, det her lyder også som en højtravende teologisk diskussion uden forbindelse til virkeligheden. Men der sker åbenbart alligevel noget med diskussionen her. For farisæerne har ikke noget færdigt svar.
Og sådan går det, når spørgsmålene eller udfordringen, om man vil, bliver personligt og vedkommende. Når det er en selv, der skal svare, og man ikke kan skjule sig i en mængde, der kan råbe det rigtige svar på sikker afstand.
Det har altid været sådan i kirkens historie, at det var lige præcis svaret på det spørgsmål, der betød noget. For jøderne sagde én ting: han var besat eller forbryder, i hvert fald ikke den, han selv sagde, han var.
I den kristne kirke bekender vi, at vi tror, at Jesus Kristus er Guds søn, Guds eneste søn, og samtidig – som vi også siger det i trosbekendelsen – undfanget af jomfru Maria. Vi forklarer sådan set ikke, hvordan det kan gå til, at Jesus Kristus både kan være Guds Søn og Marias søn – vi bekender blot, at sådan er det.
Og en gang imellem spørger vi også mennesker enkeltvis om, hvad de mener om Kristus. Inden dåben spørger vi barnet: tror du, og vil du døbes på denne tro. Ikke som et oplæg til diskussion eller som et spørgsmål i en quiz, men som det spørgsmål, alt videre liv afhænger af.
Hvad er svaret så på spørgsmålet, ikke til en million, men til et evigt liv? Hvad mener vi om Kristus, hvad er det, vi tror, hver især og i kirkens fællesskab?
At tro er at sige ja tak til Guds gave. Ikke at finde på et godt svar, ikke at snakke udenom, men simpelthen at sige ja tak. Gud har givet os mange gaver – den største gave var, at han sendte sin Søn til vores verden for at besejre synden og døden for vores skyld.
Den gave får dåbsbarnet tilbudt med ordene tror du. Og når trosbekendelsen lyder ved hver eneste gudstjeneste i Folkekirken, uanset om der er nogen, der skal døbes, så er det for at minde os, der allerede er døbt, om, at vi må sige ja tak til den gave hver eneste dag.
For det er ikke Gud, der spørger forkert eller underligt eller afsporer diskussionen. Det, der mangler, er bare vores svar.
Guds kærlighed bliver rakt til os. Han spørger, om vi vil ha den. Hvad skal vi da svare andet end: Tak.
Ugens prædiken er udsendt af Kristeligt Pressebureau.
