Gud, kejseren og mig
Maria Legarth er cand. mag. i historie og religion og arbejder som konsulent for Danmarks Folkekirkelige
Søndagsskoler i Nordsjælland.Jeg er ikke særlig autoritetstro og kan ikke lade være med at være kritisk og analytisk over for den verden, jeg lever i. Jeg er typen, der ikke handler blindt efter, hvad jeg får besked på, men har brug for at se en mening med de krav, der stilles til mig.
Og jeg bryder mig slet ikke om at lade andre mennesker have magten over mig.
Derfor har jeg også mest lyst til at hoppe let og elegant over søndagens tekst.
Men jeg er også lidt nysgerrig efter at finde ud af, om teksten rummer noget, jeg har overset.
På Jesu tid var det ikke særlig populært at betale skat til kejseren. Kejseren var overhoved for det romerske imperium, som havde besat Israel. Og når man betalte skat til ham, var det en form for anerkendelse af hans myndighed i Israel. Men israelerne var nødt til at underordne sig, ellers risikerede de anklager for oprørsvirksomhed.
Farisæerne var de fromme mellemklassejøder, der gik op i, hvordan moseloven blev overholdt. Skriften var for dem Guds vilje og skulle overholdes til punkt og prikke. For at aktualisere loven blev den hele tiden fortolket, og disse fortolkninger var for farisæerne lige så hellige som selve Skriften. Derfor var farisæerne konstant efter Jesus. De mente ikke, han overholdt loven, og derfor stiller de ham et smart spørgsmål: Skal vi betale skat til kejseren, eller hva?
Uanset svaret ville Jesus ryge i en fælde: Svarede han nej, ville han fremstå som en oprører mod romerne. Og svarede han ja, ville det blive tolket som oprør mod Gud.
Jesus går dog ikke i fælden, og hans svar trækker benene væk under farisæerne: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.
Svaret efterlader farisæerne med et dilemma – og for den sags skyld også mig i dag. For hvad mener Jesus egentlig med sit svar? Betyder det, at jeg skal give kejseren mest? Eller er det Gud, der skal have mest? Eller mente Jesus en eller anden form for mellemting? Eller handler det mon slet ikke om mængden af, hvad jeg giver, men nærmere om, hvad jeg giver til hvem?
Jeg tror, rækkefølgen af sætningerne Giv kejseren, hvad kejseren er, og Guds, hvad Guds er er vigtig for at forstå, hvordan det hænger sammen. Den sidste del af sætningen tømmer den første del for reelt herredømme.
I sidste ende kommer al magt fra Gud og er givet til mennesker af Gud. Gud kan altså annullere kejserens magt. Myndighederne er indsat af Gud til at beskytte mennesker mod det, der er ondt. Det betyder, at jeg som kristen må anerkende landets ledere, så længe de ikke går Gud imod.
Umiddelbart ser det ud til, at det er kejseren og myndighederne, der har magten, men bag den magt, de har, står Gud. Magten er kun kejserens, så længe Gud vil, og i sidste ende er det ikke andre end Gud, jeg skal stå til regnskab overfor.
At give Gud, hvad Guds er, er til gengæld uomgængeligt. Alle mennesker er skabt af Gud og skal så at sige gives tilbage til ham. Det kan vi ikke selv gøre. Det kan kun Gud. Vi kan blot stille os til rådighed for Gud og ikke lade vore hjerter stritte imod.
Det udvider for mig begrebet at give hvad kejserens er. Jesus opfordrer faktisk farisæerne til omvendelse. Ja, ikke alene dem, men også alle os andre – hele verden. Jesus vil, at vi skal være Guds ejendom.
Jeg skal leve i verden, hvor myndighederne har den umiddelbart synlige magt. Jeg skal betale skat og rette mig efter landets love. Men mest af alt skal jeg overgive mit liv til Gud. Det er hans billede, der skal præge mig, som kejseren prægede den mønt, farisæerne viste Jesus. Og så betyder det mindre, end jeg først troede, at give kejseren, hvad han tilkommer. Det er jo lommepenge i forhold til den overflod af rigdom, jeg får ved at tilhøre Gud.
