Hotellet hvor palæstinensere og israelere mødes

”The American Colony Hotel” blev oprettet af ”kristne zionister” for mere end 100 år siden. I dag er det et bindeled ved fredsdrøftelser.Nær den usynlige grænse mellem Øst- og Vest-Jerusalem ligger en pragtbygning, ”The American Colony Hotel”, som meget vel kan blive stedet for videre israelsk-palæstinensiske fredsdrøftelser.- Vores hotel har i årevis været et mere eller mindre hemmeligt mødested for israelere og palæstinensere, siger hotellets direktør, schweizeren Paolo Fetz.
– Vores neutralitet får dem nok til at føle sig velkomne til at føre fredsforhandlinger netop her.
Og så henviser Paolo Fetz til, hvad ikke mange ved, at hotellets værelse nr. 16 var mødested for de to ledere – israelernes Yitzhak Rabin og palæstinensernes Yasser Arafat – som optakt til Oslo-aftalerne.
– Det kan jo være, at hotellet på ny laver historie, siger han.
”American Colony” er ikke noget vanligt hotel, men et helt specielt, attraktivt sted, der kombinerer fem-stjernet service med Orientens farverige atmosfære. Bag navnet gemmer sig en amerikansk-skandinavisk indsats, der går over 100 år tilbage.
De første beboere var en gruppe amerikanske og svenske ”kristne zionister” – og en norsk-født kvinde, Anna Tobine Larsen Øglende, født i Stavanger i 1842.
Annas historie er bevægende og dramatisk. Som fire-årig kom hun med sin familie til Chicago i USA. Hun blev senere gift med Horatio Spafford, en ung advokat og religiøs leder. De fik fire døtre og levede i en forstad til Chicago ved navn Lake View.
En dag i 1871 ramte katastrofen Chicago, hvis hele centrum blev ødelagt af en storbrand.

I kølvandet på branden hjalp ægteparret Spafford mange nødstedte familier. Men de var fysisk og emotionelt udmattede af dette og besluttede i 1873 at tage på ferie til Europa, først Anna med de fire døtre, derefter skulle Horatio følge.
Så indtraf den næste katastrofe. Anna var med sine børn ombord på skibet ”Ville de Havre”, men det gik ned efter et sammenstød med et andet fartøj, og alle fire døtre druknede. Hun blev reddet og kunne fortsætte til Paris, hvorfra hun telegraferede til sin mand: ”Reddet alene”.
Efter denne ufattelige tragedie vendte hun hjem til Chicago, hvor det unge ægtepar prøvede at genopbygge deres tilværelse. De fik to nye døtre, Bertha og Grace.
Familietragedien inspirerede Spaffords til fornyet religiøsitet og velgørenhed. Men de besluttede at udvandre til den hellige stad Jerusalem i 1881 for at finde fred og fortsætte deres virke med at hjælpe mennesker i nød. Mange troede dengang, at jorden skulle gå under i løbet af ganske kort tid, og de havde tiltro til Messias’ snarlige komme.
Sammen med dem var en gruppe på 16 ligesindede amerikanere og to svenske grupper – en fra Chicago og en anden fra Nås i Sverige.
Storbranden havde ikke blot påvirket religiøse amerikanere i byen, men tillige mange af områdets indvandrere fra Sverige. De ville også slå sig ned i Jerusalem og indlede en ny, gudhengiven tilværelse. De kaldte sig ”Overvinderne”.
Deres næstekærlighed gjaldt alle. Da en større gruppe yemenitiske jøder kom til Jerusalem i 1882 og ikke straks blev anerkendt af det jødiske samfund, blev den hjulpet af ”American Colony”.
Nogle år senere under et besøg i Chicago inspirerede Anna Spafford medlemmer af den svenske evangeliske kirke til at slutte sig til Spafford-gruppen i Jerusalem. I alt 70 personer, omfattende 25 børn, sejlede til det daværende Palæstina i 1896. Den svenske gruppe omfattede 38 voksne og 17 børn.

Den svenske forfatterinde Selma Lagerløf, der var fascineret af disse svenskeres religiøse vækkelse og oprettelsen af den svenske menighed i Jerusalem, fik Nobelprisen i litteratur i 1909, ikke mindst for sit værk om Jerusalem, som hun besøgte for at indleve sig i historien om de svenske udvandrere.
Filmen ”Jerusalem”, baseret på hendes bog og iscenesat af den danske instruktør Bille August, har skandinaviske skuespillere i forskellige roller og har vundet international anerkendelse.
I den kristne verden var der for over 100 år siden en religiøs vækkelse og messiansk glød.

Nyheden om svensk-amerikanernes rejse fra Chicago til Jerusalem nåede til Sverige og overbeviste landsbyboere i Nås i Dalarne om at skulle følge efter. Blandt disse var Ingmar-sønnerne, de velanskrevne ejere af Ingmargården, der havde tilhørte slægten i generationer.
Efter at en religiøs vækkelsesbølge var gået gennem sognet, besluttede en kreds af beboerne at drage til den hellige stad, Jerusalem. De ville leve som en stor familie og arbejde gratis for de fattige og syge. I Jerusalem sluttede disse Dalar-bønder sig til den amerikanske koloni. De levede sammen som i en kibbutz, flere år før den første jødiske kibbutz blev oprettet.
Ikke alene svenske bønder ankom. Der var tillige svenske håndværkere som snedkere, der var slagtere, bagere, smede og mejerister. De skoede det tyrkiske kavaleris heste. Svenskerne blev et økonomisk aktiv, og svensk brød, svensk-slagtet kød og svenske mejeriprodukter blev store varer i Jerusalem. Svenskernes over 100 år gamle værktøj er stadig udstillet i en montre på ”American Colony Hotel”.
I de amerikanske og svenske udflytteres koloni fik man at vide, at man skulle arbejde hårdt og opføre sig ordentligt. Så ville Jesus ankomme. Filmen ”Jerusalem” viser de barske forhold, beboerne havde. Halvdelen af svenskerne døde efter et år, af sygdom og væsketab – nogle måske af skuffelse.

Historien om Anna Spafford – Anna fra Norge – er beskrevet udførligt i den norske journalist Odd Karsten Tveits bog, ”Annas Hus”, og om hende hedder det i en anmeldelse af redaktør Harald Stanghelle, at hun var ”stærk, stejl og kompromisløs, fanatisk og dominerende, men også varm og fuld af kærlighed”.
Videre hedder det i denne anmeldelse:
– Modsætningsfyldt som Jerusalem selv vakte Anna Spaf-ford stærke reaktioner allerede i samtiden. Omverdenen vaklede mellem at føle afsky og tiltrækning. I Jerusalem gik Anna Spafford under navnet ”Mor Spafford”. Hun døde i 1923, som den legendariske Anna fra Norge.

Der var efterhånden så mange i den amerikansk-svenske koloni i deres oprindelige hus i Den gamle By, at det var blevet for lille, og gruppen erhvervede derfor en større ejendom, hvor det nuværende ”American Colony Hotel” ligger.
Ejendommen, som amerikanerne og svenskerne først lejede og siden købte, tilhørte en rig arabisk jordbesidder, pashaen Rabbah Daoud Amin Effendi el Husseini.
Han levede der med sine fire hustruer, men ingen af dem gav ham en søn, og han døde i 1895 uden en mandlig arving. Huset stod tomt, da amerikanerne og svenskerne overtog det. Da kolonien var størst, omfattende den cirka 150 medlemmer.
Til trods for deres hårde arbejde havde amerikanerne og svenskerne svært ved at få det til at løbe rundt økonomisk. Deres bønner blev dog hørt, da en officer i den russiske zars hær, baron Platov von Ustinov – bedstefar til Peter Ustinov – slog sig ned i Jaffa, hvor han oprettede et hotel.
Det kunne imidlertid ikke klare den store efterspørgsel fra pilgrimme. Han henvendte sig til gruppen i Jerusalem for at få plads til de europæiske pilgrimme under deres færd til den hellige stad. Beboerne besluttede at udleje værelser til baronens gæster.
Således blev ”American Colony Hotellet” født. Oprindelig var det et pilgrimshostel, men det udviklede sig siden til et hotel på et højt niveau. Det har i dag 86 moderne værelser og et stort orientalsk-præget mødelokale, kaldet ”Pasha-salen”. Hertil kommer en charmerende gårdhave og flere nye haveanlæg.
– Belægningsprocenten er på 86 pct. på årsbasis, men var helt oppe på 95 pct. i november, siger hoteldirektør Paolo Fetz, der stammer fra Lugano i Schweiz og har været hoteldirektør forskellige steder i Afrika og Asien og på Maldiverne.
Han understreger, at hotellet nok er særlig kendt som den internationale presses tilholdssted og siger, at det glæder ham, at ”det tiltrækker disse ofte højtuddannede og kulturelle mediefolk, der kommer fra hele verden og giver hotellet et internationalt ry”.
– Under krigen i Gaza-striben sidste vinter var 80 procent af alle hotellets gæster journalister, siger han.