Minister svigter abortsøgende kvinder
Abortsøgende kvinder får ingen eller kun ringe information om deres ret til støttesamtaler. Sundhedsministeren giver regionerne ansvaret.Onsdag i sidste uge var sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) kaldt i åbent samråd af sundhedsudvalget for at forklare, hvordan han vil sikre abortsøgende kvinders ret til en støttesamtale.
De frivillige og private organisationer, der før har tilbudt abort-støttesamtaler, har nemlig mistet deres økonomiske tilskud til at udføre dem. Det gælder blandt andet Mødrehjælpen.
Alle abortsøgende kvinder skal ifølge gældende vejledning om fosterreduktion modtage skriftlig orientering om muligheden for abort-støttesamtaler.
Hensigten med disse samtaler er, trods det misvisende navn, ikke at presse kvinden hverken til den ene eller anden beslutning, men at hjælpe hende til afklaring.
Orienteringen om mulighederne for abort-støttesamtale skal blandt andet ske ved, at kvindens læge udleverer pjecen Hvis du overvejer abort. Men der trykkes alt for få pjecer i forhold til antallet af provokerede aborter.
Ifølge Komiteen for Sundhedsoplysning, der trykker pjecen, er det årlige oplag kun på 5.000-6.000 pjecer, mens der foretages cirka 15.000 provokerede aborter om året.
Det betyder, at to tredjedele af alle kvinder, der overvejer abort, er overladt til selv at finde nogen at tale med i denne vanskelige situation.
Sundhedsministeren afviste at hjælpe de frivillige og private organisationer, der tilbyder støttesamtalerne. Han henviste til, at deres tilbud blot er et supplement til den samtale, kvindens læge kan tilbyde.
Han understregede, at det er lægens pligt at oplyse om muligheden for en støttesamtale, og at det er regionernes ansvar at leve op til sundhedsloven.
Meget få læger kender dog til reglerne om støttesamtaler, og det har vist sig vanskeligt at inddrage de praktiserende læger i den forbindelse.
Det fremgår af en evaluering fra 2006 af den første aborthandlingsplan. Dermed ser det ud til, at de kvinder, der overvejer abort, fortsat står alene med deres svære overvejelser, hvis ikke regionspolitikerne tager affære.
Spidskandidat til regionsrådet i Region Midtjylland, Jens Ove Kjeldsen (KD), vil sætte problemet på den politiske dagsorden.
– Det er et alvorligt problem, at abortsøgende kvinder ikke får den rådgivning, de har ret til. Ifølge bekendtgørelsen har kvinden ret til at få oplyst, hvilke muligheder der er for støtte til at gennemføre svangerskabet samt støtte efter barnets fødsel.
– I Region Midtjylland findes der ingen deciderede tilbud om støttesamtaler. Man nøjes med at svare på eventuelle spørgsmål ved forundersøgelsen, påpeger han.