Nu underviser danske lærere i Flensborg i faget ”Holocaust”

170 danske lærere er i de sidste 12 år blevet undervist i faget “Holocaust” på Jerusalems Yad Vashem mindeinstitution for de seks millioner jøder, der blev ombragt under nazismen.Men i år har denne undervisning fået en hel ny vinkel, idet der nu for første gang har været deltagelse af lærere fra det danske mindretal syd for den dansk-tyske grænse.Duborgskolen i Flensborg havde to lærere med på det netop afholdte Holocaust-seminar i Jerusalem, hvor 23 lærere fra hele Danmark deltog i det 10 dage lange kursus.
De to lærere var Susanne Pedersen og Kristian Bøgebjerg Arentsen, der begge underviser i historie og engelsk, og som nu – efter at have gjort studier i Jerusalem om holocaust – vil kunne udvide deres elevers kundskab til de nazistiske bestræbelser på at udrydde Europas jøder.
Det er noget helt særligt for disse to lærere nu at skulle undervise om holocaust for elever, hvis bedsteforældre selvklart ikke deltog i redningen af de danske jøder til Sverige i oktober 1943. Men med bedstefædre som, på grund af deres tyske nationalitet, blev soldater i Værnemagten – eller flygtede fra Tyskland til Danmark for at undgå dette.

Duborgskolens to danske lærere

Om Duborgskolen vides, at den har 800 elever, at den har dansk og tysk eksamensret og opretholdes med dansk og tysk statsstøtte samt private tilskud.
I en samtale i et frikvarter mellem undervisningstimerne på Yad Vashem siger Susanne og Kristian, at deres elever går i 2. G., og at der er 25 i klassen. De to lærere siger, at de med seminaret i Jerusalem har fået “fyldt et hul” i deres viden om holocaust.
Kristian pointerer, at det altid er de enkeltes skæbne, der berører, og som bedst forklarer, hvad der skete under holocaust.
– Det er den menneskelige tragedie, der er udgangspunktet for vores forståelse, og som levendegør teksten, siger Kristian.
Susanne er enig.
– Det gælder om at få ansigt på, hvad der skete, siger hun.
De to lærere fortæller, at de ved hjemkomsten til Flensborg skal bearbejde de mange indtryk, de har fået på kurset i Jerusalem, og at de vil udarbejde et undervisningsprojekt om holocaust.
– Vi ser frem til at få en diskussion i klassen om dette emne, siger de.
De beretter, at der ud over Duborgskolen nu er endnu et dansk gymnasium syd for grænsen, i byen Slesvig, og at begge skoler støttes af A.P. Møller.

Kommentar

Fra Yad Vashems side foreligger en kommentar til, hvordan man fra israelsk side opfatter det særegne for danske lærere i at skulle undervise danske elever i holocaust, vel vidende at nogle af disse elever havde en bedstefar, der var tysk soldat eller flygtede til Danmark for at slippe for dette.
Lederen af Yad Vashems europæiske afdeling for holocaust-studier, dr. Rochelle Budd-Kaplan, siger, at der er andre eksempler på dette i Europa, og at man fra Yad Vashems side bestræber sig på at give de pågældende lærere mulighed for at tackle dette komplicerede emne ved at drøfte facts i en historisk sammenhæng og hjælpe lærerne med ansvaret for at forklare problematikken over for deres elever.
– Vi må også se i øjnene, at vore dages klasser er multinationale og multikulturelle, siger hun.
Gruppen af danske gymnasielærere, der var på seminar Jerusalem, bestod af jyder, fynboere, sjællændere og københavnere – fra Vesthimmerland til Nykøbing Falster. De omfattede 11 mandlige og omkring lige så mange kvindelige lærere. Deres fag er historie, religion, tysk og dansk (sidstnævnte fordi meget af holocaust-literaturen er på dansk).

Ambassadør på besøg

Ved kursets begyndelse fik den danske lærergruppe besøg af Danmarks ambassadør, Liselotte Plesner, der var så interesseret i projektet, at hun sad med i klassen under et foredrag. Senere fortalte hun deltagerne om sit virke som dansk ambassadør i Israel.
Initiativtager til den danske deltagelse i holocaust-lærerkurset er lektor Otto Ruehl, Helsingør Gymnasium, formand for foreningen Dansk-Israelsk Selskab. Dette var hans 34. besøg i Israel.
Han er tillige initiativtager til udvekslingen af gymnasieelever fra Helsingør Gymnasium med elever fra et israelsk gymnasium. Dette projekt begyndte for en halv snes år siden, og i den forløbne tid har 150 danske gymnasieelever været i Israel, udvekslet med 100 israelske gymnasiaster på besøg i Danmark.