Riv muren ned!
Den mur der adskiller troen på videnskaben og troen på Gud i spørgsmålet om livets tilblivelse, burde være revet ned for længst, mener kronikøren – i anledning af, at det er 150 år siden, at Darwins Arternes Oprindelse udkom.Siden min ungdom har der eksisteret tre uigennemtrængelige mure i det almindelige verdensbillede: adskillelsen af Øst- og Vestjerusalem, Berlinmuren – og Darwin-muren. Og selvom ingen troede det muligt, faldt den første i 1966, den næste i 89 – og den sidste, ja, den er ikke faldet endnu!
Darwin-muren? Ja, man kunne også kalde den tro/viden-muren, den mur der adskiller troen på videnskaben og troen på Gud i spørgsmålet om livets tilblivelse.
Nu skulle det vel være muligt at tro på begge dele? – Er det? Hvis en stakkels elev på en kristen friskole for åben skærm kommer for skade at sige at han ikke tror på Darwin, så er det noget der rydder forsider. For en sådan gang tåbelig mangel på tro tolereres ikke i vores tolerante samfund. Troen på videnskaben som sidste og højeste autoritet i alle livsspørgsmål må stå uantastet. Også i forhold til den 1. trosartikel.
Men hvad har det med Darwin-muren at gøre? Paulus taler om tankebygninger (mure!) der rejser sig mod erkendelsen af Gud (2 Kor 10,4). – Vil det så sige at al forskning er forbuden frugt? At det skulle være et ugudeligt forehavende at trænge ned i tilværelsens dybeste spørgsmål? Nej, naturligvis ikke. Videnskabens pionerer så deres forskning som en slags gudstjeneste. Men hvad så hvis forskningen fører os bort fra Gud?
Her kunne vi lære af nogle tanker som går helt tilbage til Augustin, nemlig om de to åbenbaringer, den bibelske og naturens. Man mente at da Gud står bag begge disse vidnesbyrd om sig selv, må der være en form for overensstemmelse dem imellem. Så de gamle ville ikke synes om dagens tendens til at vi som kristne tager hovedet under armen når vi går i kirke, for derefter at skrue det på igen i det øjeblik vi har forladt våbenhuset.
De mente nemlig at uoverensstemmelser mellem de to åbenbaringer må bero på vores misforståelse af enten Den hellige Skrift eller Naturens store Bog. Har vi fx tolket Skriften rigtigt? Er vores forståelse af naturen så fuldkommen at den absolut skal modsige Skriften, fx Skabelsesberetningen?
For naturligvis taler Skriften i billedsprog. Husk blot på Jesu brug af lignelsen. – Hvorfor skulle det så være så mærkeligt om også Skabelsesberetningen taler i billeder? Billeder har jo den fordel at de kan forstås af alle folk til alle tider. Hvis Jordens tilblivelseshistorie var blevet fortalt i nutidssprog, ville ingen jo have forstået et kvæk før os; vi som tror vi véd alt.
Og derfor er det selvfølgelig også altid nødvendigt med en tolkning af dette billedsprog. I dag kan man fx sige at Bibelens fortælling om at Gud Herren formede Adam af jord, er en anden måde at sige på at vi mennesker består af nøjagtig de samme grundstoffer som Jorden.
Her behøver der ikke være konflikt mellem tro og viden. Men det springende punkt er naturligvis fortællingens fortsættelse:
og blæste livsånde i hans næsebor
Hvordan dét skal forstås, tør jeg ikke lægge mig fast på. Derimod vil jeg med temmelig stor overbevisning godt slå fast hvordan det ikke skal forstås: Nemlig at mennesket, med ånd, sjæl og legeme, skulle være blevet til af sig selv! Det er en ren ugudelig tanke, uanset hvor videnskabelig man så påstår den er.
Og her er vi kommet til anden del af de gamles råd: Har vi husket at spørge os selv om vi nu har forstået naturen ret?
Når man som lærer serverer vor kulturs herlige grundfortælling om Adam og Eva for mindre børn, kan man tit blive mødt med et: Men min far siger vi stammer fra aberne!
Det er selvfølgelig noget sludder den far har bildt sin unge ind. Noget temmelig udbredt sludder, endda. Det vil selv en moderne evolutionsbiolog ikke påstå. Han siger derimod, med Darwin i hånden, at mennesket (og aberne parallelt hermed) er blevet til af sig selv, lidt efter lidt over lange tidsrum, uden medvirken af noget overnaturligt. – Underet er med andre ord pillet ud af den moderne skabelsesfortælling. Den er uden formål eller mening. Man henholder sig til naturlovene og mener at det hele dermed er gået naturligt til.
Det interessante i den sammenhæng er så hvordan forskningen har flyttet sig siden man første gang smed Skabelsesberetningen på møddingen. Især i det nye årtusinde og især på mikrobiologiens område. Her bliver det mere og mere tydeligt at denne af sig selv-forklaring ikke dur. Og den dur ikke af den simple grund at den strider mod de naturlove den hævder den holder sig til.
Vores nu afdøde marsmand, astrofysikeren Jens Martin Knudsen, sagde at vi mennesker er børn af stjernestøv. Men samtidigt påpegede han at der er en afgørende forskel på jord og på Adam. Nok er vi børn af stjernestøv, altså at det stof der bl.a. kommer fra supernova-eksplosioner, er bygget ind i os. Men den viden giver ikke nogen forklaring på hvordan dette støv er sat sammen så mennesket er blevet et levende væsen. Lige så lidt som vand på Mars kan forklare hvor livet kommer fra!
Jamen, er det ikke netop dét vi i disse dage fejrer 150-året for? At Darwin har givet os denne forklaring? At han har løftet os op over enhver primitiv forestilling om indblæsning af livsånde!
Måtte det være mig tilladt her at servere en lille overraskelse. Hvad sagde Darwin om netop dette spørgsmål?
Der er en storhed i denne anskuelse at livet i al sin mangfoldige pragt oprindeligt er indblæst af Skaberen i nogle få former
Det løgn! Det skrev han vel ikke!
Måske ikke helt – i førsteudgaven af sit hovedværk Arternes Oprindelse som vi fejrer den 24. november. Der havde han nemlig ikke ordene af Skaberen med. De var til gengæld føjet ind allerede i 2. udgave. (Arternes Oprindelse findes nemlig i ikke mindre end seks ret så forskellige udgaver.)
Nå, men Darwin brugte vel bare det bibelske udtryk fordi han mente at vi intet aner om hvordan de første, primitive livsformer er blevet til. Måske nok; men det mærkelige er at han fastholder denne formulering selv om han af sine meningsfæller blev kritiseret for netop at bruge dette bibelske udtryk.
Men dermed er vi jo faldet i det logiske hul der siger at hvad vi endnu ikke kan forklare, kan vi lade Gud være forklaringen på.
Også dét er en misforståelse. Det er nemlig blevet sådan i dag at jo mere vi opdager vha. de nyeste teknikker om selv den mest primitive celle, indser vi at den er så propfuld af design at det bliver mere end meningsløst at tale om at den er blevet til af sig selv.
OG det er dem der vil hævde noget andet, der står med bevisbyrden:
For hvor i alverden har vi set design opstå uden intelligent medvirken? Ingen ved deres fulde fem ville vel påstå at en pc eller noget så simpelt som en papirclips kan opstå af sig selv – uanset hvor lang tid man giver dem.
Men her er det Darwin-muren bygges op. Man forlanger af os at vi i forbindelse med livets kompleksitet ikke er logiske, det som vi kan se med vores grangivelige øjne, gælder ikke. For evolutionen styres ikke af formål! Designet er kun tilsyneladende.
Det turde vist være klart for enhver at vi her står med et trosargument, uanset hvor videnskabeligt det er pakket ind. Så denne mur er altså lige så tåbelig som de to andre.
Jamen, kan Gud da ikke bare have brugt evolutionen? Altså sat det hele i gang og så overladt udviklingen til sig selv? Hvor besnærende den end lyder, er denne tanke ganske ulogisk. For moderne evolutionslære har brug for en række undere som siger spar-2 til de bibelske dittoer. Livets første molekyler skal på trods af kemiens love blive til, af sig selv, i en ursuppe. En celle, propfuld af IT-teknologi i nanoformat, skal opstå af processer der kører den forkerte vej. Celler skal finde sammen i flercellede organismer på trods af at det ville være mere fordelagtigt for dem at forblive på det stade de er. (Bakterier har nu engang større fitness end bjørne.) Og således videre i en absurd uendelighed.
Det eneste fornuftige alternativ til den darwinistiske evolution er skabelsestanken, hvordan den så end skal forstås. Dvs. Darwin-muren burde være revet ned for længst. Vi véd ganske enkelt for meget i dag til at have den stående. Nej, det mest logiske ville være at gå ud fra Skabelsen som et givet faktum, som videnskabens pionerer gjorde. På samme måde som naturlovene tages for givet. Og det gør ikke forskningen overflødig, tværtimod, det vil gøre den mere spændende. For der er ingen risiko for at vi nogensinde kommer til vejs ende med den.
Knud Aage Back er redaktør på Origo, tidsskriftet om videnskab, skabelse og etik.
