Slå koldt vand – i maven

Ja, lad os indføre en CO2-kvote pr. antal mad pr. dag. Så er vi sikre på, at hr. og fru Jensen ikke udleder for meget CO2. Vi må nok også hellere lige indføre en CO2 -begrænsning for, hvad der ryger den anden vej…Man skulle tro, at det meget nemt kunne blive en realitet inden for de næste 5-10 år. For i Sverige har en burgerkæde nemlig indført CO2-mærker på deres burgere. Så kan forbrugere med god samvittighed nemlig vælge en kyllingeburger frem for en stor en af slagsen med en saftig bøf indeni. For kyllingeburgeren leder nemlig tre fjerdedele mindre drivhusgasser ud i atmosfæren, end dens fætter ”bøffen”.
Man kunne nu ellers fristes til at tænke, at burgerkædens nuværende forbrugere måske ikke umiddelbart var dem, som var mest optaget af at gøre en klima-forskel. Men det kan de selvfølgelig komme til fremover. Burgerkæden kan nok også se frem til at få besøg af de tunge klimaministre og andet godt-folk, som jo nok vil vise, at de altså går op i hvad de spiser – og udleder…
Men vi kan vel alle blive enige om, at det må være køerne, som er de store syndebukke. Et dansk forskerhold har jo fundet ud af, at netop køerne udlever en masse drivhusgasser med alt deres prutteri – de har selvfølgelig også fire maver, så det er noget af et maskineri. Det er nok derfor, det lugter så slemt ude på landet. Sikke et udeklima.
Verdensnaturfonden siger dog, at CO2-mærkerne er fuldstændig uberegnelige. Desuden vækker det nok ikke den store genklang hos forbrugeren – burgernyder eller ej – om man udleder 1,7 kg eller blot 0,4 kg drivhusgasser. Enhver kan naturligvis gennemskue, at den ene er lavere end den anden, men ud over det fortæller det jo ikke én meget.
De gæve svenskere har også fundet ud af, at gulerødder udleder mindre CO2 end agurker og tomater, og anbefaler derfor svenskerne at hakke nogle gulerødder til salaten, i stedet for klimasynderne agurk og tomat.
Dem har jeg nu også altid næret en vis mistanke til. Tænk, at tomaterne og agurkerne har narret os i alle disse år!