Tro og musik hører sammen
Organist Niels Kjølhede mener ikke, verdslig musik hører til i kirken.Kirken skal turde være kirke. Der må gerne være højt til loftet, men der skal være et stærkt fokus på det åndelige.
Det mener organisten i Mosede Kirke, Niels Kjølhede, som står i spidsen for kirkens lønnede pigekor med 18 sangere, børnekor og gospelkor.
Han vil gerne have verdslig musik og foredrag uden religiøst indhold ud af kirkerne.
– Jeg synes, der i forvejen er en alt for stor berøringsangst omkring det religiøse i Folkekirken. Den katolske kirke har på nogle måder holdt bedre fast i det åndelige end den protestantiske.
– Det giver ingen mening for mig, hvis dem, der optræder og arbejder i kirkerne ikke er troende. En populær visesanger uden kristent tilhørsforhold eller religiøst indhold i sin optræden synes jeg for eksempel ikke hører til.
– Herhjemme er der en tendens til, at man opfatter det anti-religiøse som objektivt. At man ser lidt ned på dem med et fast religiøst tilhørsforhold. Mennesker, der ikke tror på Gud, som lægger distance til budskabet og laver vittigheder ud af det, synes jeg ikke behøver blive fremhævet i kirken, siger Niels Kjølhede, for hvem troen er en naturlig del af tilværelsen.
– Det har altid virket helt rigtigt for mig. Jeg har altid bedt. Især når det brænder på for andre eller mig selv. Ofte føler jeg, at det hjælper.
– Det giver mig en bedre ro, at jeg føler, jeg bliver hjulpet. Også i musikken, hvor jeg nogle gange først i sidste øjeblik ved, præcist hvad eller hvordan jeg vil spille. Jeg elsker at improvisere på orglet. Følge min intuition.
For ham er det åndelige uundværligt i kirkemusikken.
– Hvis jeg er forkølet, og det har sat sig på ørerne, så jeg har svært ved at høre koret, når vi øver, så kan jeg godt arbejde alligevel. For jeg fornemmer intuitivt, hvad der er rigtigt, fortæller Niels Kjølhede.
– Der hvor musikken bliver åndelig, er også der, hvor den berører dybest. Musik er ikke kun et spørgsmål om teknik og perfektion. Som kirkemusiker gælder det om at blive ét med det, man spiller – med budskabet. Der skal være en naturlig åbenhed og tro på det, musikken og teksterne rummer. For nogle klassiske musikere er der fare for, at det forsvinder i en akademisk, klassisk fortolkning. Så griber musikken ikke, siger Niels Kjølhede.
Da han i sin tid studerede på Musikkonservatoriet, var han i opposition til firkantet opførelsesprakis. Dengang foretrak han romantisk musik, fordi han følte, at den lå tættere på det åndelige.
I 2001 blev han inviteret 10 dage til et kloster i Tyskland, for at medvirke ved et kammermusik-kursus med cellisten og dirigenten Hans Erik Deckert. Der var kammermusik og musikalsk fordybelse på programmet. Med fokus på at forstå musikken, intervallerne og åndeligheden.
Han blev meget inspireret og har besøgt klostret syv år i træk. Det har i høj grad præget hans udvikling som musiker.
– Når jeg spiller og dirigerer, går jeg nogle gange udover kanten af det, man vil kalde god smag eller rent og smukt. Det gør jeg, når jeg fornemmer, at musikken skal have lov til at være lidt grim og karakterfuld, fordi den skal udtrykke noget. Så den virker.
– Man skal have lov til at tage nogle chancer engang imellem. Det gør jeg for eksempel med sopranerne i pigekoret – når jeg lader dem strække sig så langt, de overhovedet kan. Det kan godt være, at det derfor ikke bliver helt perfekt hver eneste gang. Det hører med, hvis man tør prøve det sværeste. Man skal turde, for det bliver kedeligt, hvis alting hele tiden skal være perfekt og man ikke tør satse spor – af frygt for at lave fejl. Når det optimale lykkes, berører det så dybt, siger han.
Troen har været en naturlig del af Niels Kjølhedes liv siden barndommen.
Hans mor var hjemmegående og hans far var revisor med en kunstnerisk åre – han spillede klaver, violin, malede og var filosofisk interesseret. Forældrene var begge troende, og der blev bedt og sunget mange salmer i barndomshjemmet i Karlslunde.
Den nu 35-årige musiker kom ofte med sine forældre og sin storebror i både landsbykirken og Strandkirken fra seks-årsalderen, hvor han også begyndte at spille klaver.
Efter gymnasietiden blev han bedt om at vikariere som organist – blandt andet i Karlslunde Strandkirke hos den nu afgåede præst Helge Pahus.
Forbøn, at bede sammen og lovsang har derfor også været helt naturligt for ham, siden drengeårene. Han har oplevet mere grænseoverskridende tros-manifestationer i kirken – som for eksempel tungetale.
– Jeg kan godt forstå, at det kan virke overvældende på mennesker, som ikke er vant til den slags, siger han. Men ser i øvrigt en klar forbindelse mellem tungetale og den frie orgel-improvisation.
Selv oplever han, at de fleste finder det i orden, hvis han siger: Jeg har bedt for dig og håber det bedste for dig, så det holder han sig til.
Niels Kjølhede var i øvrigt med egne ord en lidt temperamentsfuld teenager, der godt kunne lide at få sin vilje. Han fik en teenage-relateret, tiltrængt pause fra forældrene, da han selv valgte at gå i gymnasiet på Sorø Akademi.
I den periode blev kirkelivet sat på lavt blus. Selvom Sorø Klosterkirke var flot, fandt han præsten lidt gammeldags, og han havde i de år mere fokus på ungdomslivet med fester og på musikken.
På Sorø Akademi fik han virkelig god respons på og udviklede sin musikalitet. Han nød påskønnelsen, for i folkeskolen var det langt mere populært at være god til sport. Der var ikke prestige i at spille klaver og tro på Gud – musikalsk talent og det at være religiøs var ikke populært.
I konfirmationsalderen blev forskellene lidt tydeligere. Der var dog et par stykker i klassen, der var troende – de gik sammen i kirkens ungdomsforening og sang lovsange.
Da studenterhuen var på plads, flyttede han tilbage til forældrene i Karlslunde og søgte ind på Musikkonservatoriet som pianist, men fik i første omgang afslag.
Derfor uddannede han sig først på Kirkemusikskolen i Roskilde og var i nogle år organist-vikar i sit lokalområde. Inden han startede i Mosede Kirke i 2004, var han tilknyttet kirkerne i Borup og Ølby.
Efter Kirkemusikskolen kom han ind på Musikkonservatoriet og tog diplom-uddannelse for organister. Efter to år på skolen havde han både orgel og klaver som hovedfag. Gav undervejs koncert med klassisk romantisk musik, han selv havde komponeret.
– Jeg vil gerne komponere mere, men har svært ved at finde tid til det, siger han.
Når Niels Kjølhede holder fri, foretrækker han gamle science fiction film og gysere fra 70´erne. Stereo-anlægget er til gengæld for det meste slukket hjemme. Han bryder sig ikke om baggrundsmusik. Men kan godt lide at gå i byen og høre musik. Eller tage på café med venner eller med sin storebror Anders, som han har et nært venskab med og dirigerer musikalsk hver tirsdag aften, når Mosede Kirkes gospelkor øver.
