Den smukkeste solopgang
Lissy Grarup er lægesekretær og kasserer i Brande Baptistkirke.
En solopgang er lige storslået, hver gang man er vidne til den. En tidlig morgen kan man glæde sig over at se en solopgang.
Maleri af Peer Laigaard.
Først det skiftende farvespil på himlen – fra minut til minut forandres skæret. Så dukker den røde kugle op. Alt forandres, en ny dag er på vej solen lyser og varmer, og fuglene synger deres morgensang.
Hvorfor nu tale om solopgang midt i december? Det er mørkt, når vi vågner, solen står sent op, og midt på eftermiddagen går den ned igen. De, der tager på arbejde, tager af sted i mørke og kommer hjem i mørke.
Jo, vi skal tale om solopgang, fordi det netop er temaet i den takkesang, som Zakarias, Johannes Døberens far, synger den næstsidste søndag før jul.
Præsten Zakarias og hans kone Elisabeth var barnløse. Da de var unge, havde de bedt Gud om et barn, men de havde ikke fået det. Og nu var de begge gamle og troede ikke mere på den mulighed.
Men en dag viste engel sig for Zakarias og sagde: Frygt ikke Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn.
Zakarias kunne ikke tro det. Det var jo umuligt i deres høje alder. Men fordi han ikke troede englen, blev han stum. Lige indtil drengen Johannes blev født ni måneder senere. Da fik han stemmen tilbage, og forståeligt nok brød han som det første ud i glæde og lovsang.
Og der var virkelig grund til at glæde sig, for Johannes var noget særligt eller rettere sagt: Han skulle noget særligt. Han skulle bane vej for Jesus og vende folks tanker og hjerter til Gud.
Det egentlige var ikke Johannes, men ham der kom bagefter. Gamle Zakarias ser det for sig, allerede da drengen blev født. Selv om det var fremtid, så han det som nutid. Han så Guds Søn, der blev født til verden. Han så, at Himlen havde besøgt jorden, og at jorden aldrig ville blive den samme igen.
Zakarias bruger et fantastisk billede i sin lovsang: Solopgangen fra det høje besøger os, som sidder i mørke og dødens skygge.
Midt i december får vi mørket at føle. I overført betydning ved vi også godt, hvad mørke er. Dødens skygge er et passende udtryk for de livsvilkår, som vi lever under. Vi dør eller vi mister. Men selv når vi ikke bliver ramt af døden direkte og hårdt så er der alligevel altid en påmindelse om den.
Når vi fejrer jul, er det fordi solen engang for alvor gik op. Når solen står op, bliver skyggerne først lange. Men et øjeblik efter er alt anderledes. Skyggerne er blevet gennemlyst. De er kun dér, hvor der er mangel på lys.
Jesus er den solopgang, som gennemlyser dødens skygger og får dem til at blegne. I hans lys ser alting anderledes ud. Det er ikke sådan, at solens lys som et trylleslag fjerner frygten og alle de ting, som kan bekymre os. De er der stadigvæk. Men de bliver gennemlyst og vi ser dem i et nyt lys.
Hvordan finder vi så ind i lyset? Man kunne sammenligne det med at trække skodderne til side og lade solen skinne ind i stuen. Når vi ofte går i mørke, er det fordi skodderne ikke er trukket fra. Har vi ikke opdaget, at solen er stået op, kan det opleves, som om vi kun har tomhed og håbløshed, og vi ser fremad med angst, fordi vi kun forventer mørket og intetheden. Men det skal være omvendt. For solen er på vej op og ikke på vej ned. Det er julens budskab.
Zakarias siger i sin takkesang, at Johannes skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed. Altså, ikke ved vore gerninger, ikke ved vor indsats, ikke ved vor tro, ikke ved noget som helst af vort, men ved at tage imod ordet om Guds tilgivelse. At gøre det, er at finde en plads i solen. Luk lyset ind og tag imod Guds tilgivelse: det er vejen.
Hvis vi søger lyset, skal vi finde sand befrielse midt i vore bekymringer. For Jesus sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.
Ugens prædiken er udsendt af Kristeligt Pressebureau.
