Fra sygdom Til sundhed
Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5.50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
Spørgsmål 1:
Kære Orla Lindskov
Mange tak for dit svar til mig i Udfordringen vedrørende bekymring og tvivl. Det var en stor hjælp, og jeg kunne ligefrem mærke, hvordan det lettede rent fysisk at læse dit svar.
Der har de sidste måneder været bedring i min sygdom. Men nu har jeg fået et slemt tilbagefald, fordi jeg ikke har passet ordentligt på mig selv. Jeg har udsat mig selv for mere, end jeg har kunnet tåle. Måske fordi jeg i kraft af den bedring, jeg havde oplevet, troede, at jeg kunne mere, end jeg faktisk kunne.
Jeg vil gerne bede om din forbøn endnu engang, så jeg forhåbentlig kan genvinde den bedring, som jeg havde opnået.
Jeg vil gerne være
helt anonym
Spørgsmål 2:
Et spørgsmål stillet ved mit seminar i Kvaglund kirke, Esbjerg: Nogle mennesker bliver helbredt ved bøn, men oplever, at sygdommen kommer tilbage på et senere tidspunkt. Hvad kan årsagen være til det?
Svar på spørgsmål 1 og 2:
Du får selvfølgelig lov til at være helt anonym. Men jeg vil prøve på at besvare dit brev og spørgsmålet fra Kvaglund kirke på en gang, da dit brev faktisk indeholder en del af svaret på, hvorfor sygdom, der er helbredt ved bøn, kan vende tilbage.
Selvfølgelig rummer det ikke hele svaret på spørgsmålet. Men jeg vil koncentrere mit svar om det, du skriver.
Som det første vil jeg sige, at mange syge, der er blevet helbredt, føler, at de er kommet meget bagefter på grund af deres sygdomsperiode.
De føler, at de har forsømt så mange ting under deres sygdomsperiode, som så nu efter helbredelsen skal indhentes. Så farer de ofte ud for fuld kraft og overvurderer deres kræfter.
At gøre det, lukker faktisk op for sygdommens tilbagevenden. Det handler faktisk, som du skriver, om at man ikke er så god til at passe på sig selv og på sit helbred.
Tidligere var det sådan, at efter sygdommens helbredelse kom der en rekonvalescens-periode, hvilket var en periode, hvor en patient kom til kræfter efter sin sygdom.
Det er man vist nok i en vis grad gået væk fra nu inden for sygeplejen. Men vi skal nok alligevel huske på, at Gud pisker os ikke, han stresser os ikke.
Nej, der står om ham i Salmerne, at han leder os til hvilens vande. Han er god ved os, og derfor skal vi også være gode ved os selv.
Der findes, som jeg antydede før, mange årsager til at sygdom, som er helbredt af Gud og af Jesus Kristus, kan komme tilbage. Det vil jeg komme ind på senere, når der bliver anledning til det.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Spørgsmål 3:
Kære Orla Lindskov!
I Brevkassen d. 29. august taler du om Den ondes brændende pile.
Jeg har 3 spørgsmål til dig:
Spørgsmål 1.
Jeg vil gerne være rask! Bliver alle raske, hvis de har tro nok? Mange kristne mener, at Jesus altid, mens han levede på Jorden, helbredte alle. Er det sandt?
Det leder til spørgsmål 2.
Jeg er en kristen kvinde i den tredje alder. Jeg lever i tæt forbindelse med Herren hver dag. Han er min styrke og kraftkilde; min glæde, ja, mit liv. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle kunne leve uden ham. Men jeg har en meget, meget dårlig ryg, så jeg lever med smerter altid, i ryg og ben.
Spørgsmålet er: Bliver jeg ikke rask, fordi jeg ikke løfter troens skjold? så den Onde derfor kan angribe mig?
Jeg må erkende, at jeg nok er lidt stolt og gerne vil have kontrol over alt i mit liv. Jeg har altid haft svært ved at give slip og lade andre tage over. Men det er jeg jo tvunget til nu. Jeg har en hård kamp mellem min vilje og min krop.
Her kommer så
spørgsmål 3.
Kan denne kontrol være årsagen til, at jeg ikke bliver rask?
Gud er jo den almægtige. Den, der har al magt i Himlen og på Jorden. Han kan gøre det, helbrede mig. Det er jeg ikke i tvivl om.
Tak, hvis du vil svare mig. Jeg anser dig for at være et menneske, som Gud har givet megen visdom. Må han velsigne dit virke fortsat.
Venlig hilsen
Sønderjyden
Svar 3 :
Kære Sønderjyde
Svar på spørgsmål 1:
Med hensyn til forbøn for syge vil jeg gerne sige, at det er forbederens tro, der skal helbrede. Den syges tro er ofte svækket på grund af sygdommen. Derfor beder den syge en anden om at bede for sig. Selvfølgelig skal der også være tro hos den syge. Men den syges tro viser sig jo ved, at han eller hun beder om forbøn.
I Kapernaum, står der, helbredte Jesus alle de syge. Men ved Bethesdas dam, hvor mange syge opholdt sig, helbredte han ikke alle, men kun én.
Svar på spørgsmål 2:
Det er svært for mig at svare på, hvorfor du ikke bliver rask. Jeg kender dig jo ikke. Men det behøver ikke at have noget at gøre med, at du ikke løfter troens skjold.
Sygdom og svaghed er i landet på grund af syndefaldet, og nogle gange ser det ud til at ramme os mennesker næsten tilfældigt. Men Bibelen siger, at vi skal bære hinandens byrder.
Derfor kom til forbøn og bliv gerne ved med at søge Herren på den måde for helbredelse, så kan du og jeg løfte troens skjold i fællesskab.
Troens skjold kan sommetider være tungt at løfte, hvis man er alene om det.
Svar på spørgsmål 3:
Jeg tror, at Guds kærlighed og Guds helbredelse rækker ud over vores menneskelige fejl og svagheder. Heldigvis da. Men den kontrol, du skriver om, må være enormt anstrengende for både din krop og din psyke, så den livsstil fremmer bestemt ikke helbredelse.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Min lille datter var meget plaget af mellem-ørebetændelse og i sammenhæng hermed høreproblemer. Efter at du har bedt for hende, er hun blevet helbredt og har ikke døjet med sine ører siden. Det er vi meget taknemmelige for.
Hilsen fra
En taknemmelig mor.
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Min søster har fortalt hvor stor hjælp og styrke, du har givet min mor, som vi mistede sidste sommer. Det er jeg evigt taknemmelig for. Jeg bor selv i udlandet. Mor døde i fuld fred og tro på Gud.
Med venlig hilsen
En taknemmelig datter.
Min oplevelse:
Kære Orla
Tusind tak for salvedugen og din forbøn for min familie og mig. Jeg har gået med salvedugen og lagt den under min hovedpude om aftenen. Efter få dage forsvandt min svimmelhed fuldstændigt, og den er ikke vendt tilbage. Svimmelheden var så voldsom, at jeg havde svært ved at holde balancen.
Kærlig hilsen L.