Lovsang i bedste Hillsong stil
Navnet Miriam Webster er måske nyt, men stilen og sangene kan meget vel være velkendte. For australske Miriam Webster har siden 1997 været en del af produktionerne fra Hillsong. Nu er hun aktuel med sit nye album Made me glad.Man er ikke i tvivl om, at dette er den ægte vare. Det er en ung og talentfuld kunstner, men mere end noget andet er det Miriams personlige lovsang til Jesus. Stemmen er smuk og fyldig, og fra første nummer drages man ind i en stemning af hellig og fokuseret tilbedelse.
Det er Miriam selv, der har skrevet tekst og musik. Teksterne er forholdsvise korte og enkle. De tager udgangspunkt i Guds ord, for det er Miriams overbevisning, at når vi proklamerer og tror på Guds løfter, så forløser vi Gud til at arbejde på vores vegne.
Albummet består mest af forholdsvise rolige numre og minder i stil og opsætning om de lidt mere stille numre fra Hillsong. I sang nummer tre får Miriam følgeskab af Darlene Zschech, og det er som altid et glædeligt genhør.
Selv er Miriam vokset op i et miljø med vækkelsesmøder og har helt tilbage fra 4-5 års alderen minder om lange lovsangsaftner i kirken, hvor hun bare ønskede at blive ved at danse og synge i Guds nærvær. Lovsang og tilbedelse har med andre ord altid været en del af hendes liv.
Efter mange års samarbejde med Hillsong-teamet står Miriam nu på egen ben og er flyttet til USA, hvorfra hun skriver og producerer sin musik. Hendes sange bliver allerede sunget i mange kirker verden over. Albummet made me glad understreger hendes talent og gave til at lede mennesker ind i Guds nærvær.
Mange mennesker oplever at blive sat fri og helbredt gennem lovsang, og det er der også potentiale til her. For dette album er langt mere end bare god musik.