Israel blev født i Haiti
Flere børn er bragt til verden på et israelsk feltlazaret i Haiti. Den første fik navnet Israel.Det israelske militærs redningstjeneste i Haiti meddeler fra sit feltlazaret, at et drengebarn er kommet til verden, og at barnets mor, Gubilande Jeanne-Michelle, omgående sagde, at han skal have navnet Israel.Israel blev født en måned for tidligt, men har det – som sin mor – godt, siger de israelske læger, efter fødslen af det første barn på dette sted.
Moderen, Gubilande, der er 24 år, ankom til feltlazarettet i ambulance ledsaget af en kusine. Hun havde efterladt sine tre andre børn hos sine forældre. Hendes mand har været savnet siden jordskælvet og menes at være dræbt.
Gubilande sidder eftertænksomt efter den vellykkede fødsel, men når hun siger sit nyfødte barns navn, Israel, breder et stort smil sig over hendes ansigt. Hun vil blive udskrevet om få dage for at skaffe plads til andre.
– Det er meget symbolsk, siger en af de israelske fødselslæger, Dar Shir. Selv uden naturkatastrofer er Haiti stedet med en af de højeste børnedødelighedsrater i verden. De færreste kvinder her føder på et hospital. Nu er Israel kommet til verden ved hjælp af nogle af Israels bedste læger.
– Det er meget bevægende. Det er det, der holder den menneskelige race i gang. Det er selvfølgelig et problem at udskrive mor og barn under disse omstændigheder. Vi må være glade over, at fødslen forløb godt, og at de begge har det udmærket.
Det israelske feltlazaret har behandlet mere end 100 patienter, størstedelen børn, hvoraf mange er forældreløse. De går en svær fremtid i møde. De har intet hjem. Mange af dem er henvist til gaden lige efter et hospitalsophold, eller en teltlejr.
Israels Radio oplyser, at man på israelsk hold overvejer at lade 50 forældreløse børn tage til Israel.
En israelsk oversygeplejerske ved navn Gali Wiest har taget sig særligt af en et-årig dreng, der havde ligget i ruindyngerne i fem dage uden mad og drikke, og så var blevet bragt til det israelske feltlazaret.
Han havde åbne sår på begge ben. Hans situation er stabil og relativ god, når man tænker på, hvad han har gennemgået. Da han ankom, var hans liv i fare. Hans forældre er formentlig dræbte.
Ifølge en af feltlazarettets ledere, oberst Itzik Kreis, er hans team fokuseret på at redde liv, mens andre udsendte lægegrupper tager sigte på førstehjælp.
Feltlazarettets stab omfatter 40 læger, 40 sygeplejersker og andre sygepassere. Der er to operationsrum, laboratorier, en røntgenafdeling m.m.
En anden af feltlazarettets ledere, oberst Carmi Bar-Tal, siger:
– Vi ved, hvad vi kan yde dem. Men vi ved ikke, hvad der venter dem senere. I det mindste har vi givet dem en chance for at leve.
Læs mere om hjælp til Haiti her