Kristne piloter på vingerne for at hjælpe Haiti

Det flyvende missionsselskab MAF har stor erfaring med lufttransport i uvejsomme områder. De bistår hjælpeorganisationer i Haiti.Selvom nødhjælpen er strømmet til Haiti siden jordskælvet forrige uge, har den mangelfulde infrastruktur gjort det svært at få hjælpen frem til de nødstedte.

MAF har ydet lufttranssport i Haiti siden 1986, og gør det stadig.

Det kristne flyselskab Mission Aviation Fellowship (MAF) har specialiseret sig i at bistå nødhjælps- og missionsselskaber i lande, hvor veje og broer ikke er en selvfølge.
Af samme grund har MAF opereret på Haiti de sidste 24 år og er også selv blevet berørt af den seneste katastrofe.
Via e-mail rapporterede MAF-pilot John Munsell således, mens rystelserne lagde store områder i ruiner:
– Vi har lige haft et større jordskælv her. To vægge i vores hus er styrtet sammen. Luften er tyk af støv. Der er ingen strøm, og mobiltelefonen virker ikke.
– Vi er chokerede, og jorden ryster, mens jeg skriver dette. Vi er bekymrede for vores sikkerhed. Jeg er sikker på, at der er utallige tusinder døde. Bed for os. Livet her vil ikke være normalt i meget lang tid fremover, lød meldingen i minutterne umiddelbart efter den værste katastrofe i Haiti i 200 år.

Haiti ligger i ruiner. Det gør det svært af hjælpe de nødstedte.
Hjælper hjælperne

Formand for MAF Danmark Arne Puggaard oplyser, at MAF’s team på 21 medarbejdere i Haiti fortsat er stærkt påvirkede af hændelserne, ligesom en lokalt ansat frygtes omkommet, og to savnes.
Trods de personlige omkostninger er MAF’s team stærkt involveret i hjælpearbejdet og sender sine tre fly på vingerne fra Gonaives-basen på Haitis vestkyst, cirka 100 km nordvest for hovedstaden, Port-au-Prince.
– Vi har stor erfaring i at agere i sådanne situationer. Når den indledende vurdering af behovene er klar, koordinerer vi logistik og yder lufttransport til hjælpeorganisationer, melder MAF’s katastrofe-koordinator Ron Wismer fra Haiti og opfordrer samtidig til forbøn for de tre millioner mennesker, der anslås at være berørt af jordskælvet.

Læs mere her