En alt andet end tør katekismus
Der skulle gå knap et år, før jeg fik åbnet Thorkil Sohns Katekismus for unge. Bogen så simpelthen umådelig tør og kedelig ud, og titlen vækkede slet ikke min læseappetit.Men da jeg (endelig) fik sat mig til rette med kaffe og bog, var det en alt andet end kedelig og tør tekst, der mødte mig.
Thorkil Sohn er en dygtig formidler. Han har givet bogen en god struktur og suppleret med humorfyldte tegninger. Så mit gæt er, at teenagere, der interesserer sig for stoffet, vil sluge bogen – i hvert tilfælde hvis de får den anbefalet af et menneske, de ser op til og har tillid til.
Forfatteren er tidligere efterskoleforstander, og han trækker derfor på et mangeårigt erfaringsgrundlag som historiefortæller. Måske derfor er bogen et kvalificeret forsøg på at formidle viden om kristendom til unge mennesker. Forankret i en grundtvigiansk fortolkningstradition giver Sohn ikke bare svar, men ser også ærligt og alvorligt problemerne i øjnene: Bogen har kapitler om meningen med livet, om tro og tvivl, om kristendommens paradokser og om livet som sådan. Bogen er således ikke en senmoderne nyfortolkning, men en genkendelig reformulering af den grundtvigianske vækkelsesbevægelses kongstanker.
Jeg har hørt nogle formulere, at det eneste, der kræves i kristendommen, er at tage imod i tro. Sohn skriver i stedet, at det, der kræves, er at komme i kirke – Den Danske Folkekirke vel at mærke. Det er måske bogens svageste punkt: At Sohn fejer alle andre trospraksisser end sin egen af banen som forkerte. Det kan både læses som et surt opstød eller som en konsekvens af genrens tendens til grøftegravning og unuancerede postulater om andre – eller måske en kombination?
Jeg vil gætte på, at nogle er uenige med Sohn i forståelsen af dåb, Helligånd, og hvorledes kirke og tro kan praktiseres. Ligesom jeg selv heller ikke bruger samme metaforer, fortolkningstradition og sprog som Sohn, når jeg taler om livet og troen. Men det betyder ikke, at jeg finder hans formidling fordummende. Hans ønske om at give unge mennesker et kristent blik på livet er rosværdig. Sagt på anden vis: Var jeg enig med Sohn, ville jeg give teksten – trods indpakning, slåfejl og manglende nytænkning – min anbefaling.
Thorkil Sohn:
Katekismus for unge
183 sider
200 kr.
(Eget forlag)