En far og hans børn

Kristentroen handler ikke om religion, men om relation.Det forekommer næsten banalt. Vi skal modtage Guds rige som et barn. Hvis vi vil ind i det.

”Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem.”
Akvarel af Peer Laigaard.

Samtidig har det ofte slået mig, at det er det ”banale” i Jesu budskab, der er det mest kraftfulde. Det er evangeliets enkle sandheder, der forvandler os.
Naturligvis kan vi høste stort udbytte af indsigt og kundskab i åndelige ting. Men foruden kundskab er Jesus ærinde i dagens tekst især, at vi bør øge kendskabet. Til ham, der giver os barnekår. Et forhold, hvor vi omgås Gud med familiære termer. Et forhold, hvor vi som børn må kalde Gud for far.
”Se hvor stor kærlighed faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn, og vi er det”, kan man læse i Jakobs brev (kap. 3,1).

Det stærkeste udtryk for kærlighed

Det er den Gud, Jesus åbenbarer for os i dagens tekst. Den Gud, der favner os og forener os med sig selv.
Det er det stærkeste udtryk for kærlighed. At vi må kalde Gud for far, forblive hans børn og ikke vokse fra det forhold.
At vokse i åndelig modenhed forudsætter, at vi vokser i ydmyghed og bliver som børn. Et banalt, men også befriende budskab til en verden, der i sin selvopfattelse er ”voksen”.
Der findes mange tilgange til at forstå verden. En der jævnligt gør forsøget, er historikeren Henrik Jensen, bl.a. i bogen ”Det faderløse samfund”. En titel, der kunne være inspireret af Jesu løfte i Johannes evangeliet (kap. 14), hvor han siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse. Jeg kommer til jer.”
Det er dog ikke tilfældet. Alligevel henter bogen inspiration fra bibelen, idet forfatteren påpeger, at meget af den selvtilstrækkelighed og selviskhed vi ser i dagens samfund, skyldes, at vi har forladt nogle værdier.
Et par løsrevne citater fra bogen: ”Tomme kirker er blot ét af mange symptomer på vor kulturs svækkede autoritet”, en svækkelse, der ifølge forfatteren har ført til ”et skred i forankringen af, hvad det var, vi havde gang i, i forhold til Gud, til hinanden og de andre.”
Det vi har mistet, beskriver han som ”faderlige værdier”, der i bogen også kaldes ”gammeltestamentlige” (såsom skyld, pligt og straf) til fordel for såkaldte ”nytestamentlige værdier” (såsom tilgivelse, rettigheder og omsorg).
Forfatteren lægger med sin sondring ikke op til et valg. Hans pointe er blot, at vi som samfund ikke kan tåle at blive faderløse.

I Jesus ser vi faderen

Det er indiskutabelt, at mange børn i dag savner ordentlig voksenkontakt. Især kontakt til deres fortravlede forældre. Men alle kan vi rette et opmærksomt blik på den opvoksende slægt, hvoraf de fleste er fremmede for Guds rige. Som kristne stilles vi overfor en stor udfordring, men også et godt eksempel i Jesus i dagens tekst. Hvor Jesus tilegner Guds rige til de børn, han tog i favn, lagde hænderne på og velsignede.
Samme fokus har Paulus, når han i Efeserbrevet (kap. 3,15) skriver om ”faderen, efter hvem ethvert faderforhold i himmel og på jord har navn.” En betoning af vor himmelske far som den ultimative rollemodel for enhver faderskikkelse. En betoning med klart afsæt i Jesu banale, men kraftfulde pointe: At kristentroen ikke primært handler om religion, men om relation. Om en far og hans børn.
I indledningen til Johannes-evangeliet læser vi (kap. 1,18), at ”ingen har nogensinde set Gud. Men den enbårne (Jesus), der er i faderens favn, er blevet hans tolk. Han forklarer Gud for os og taler til os så vi kan forstå. Med sit liv og eksempel. Og med sin lidelse, død og opstandelse.
”Den, der har set mig, har se faderen”, lyder hans ord efter opstandelsen med indbydelse til et forhold, vi aldrig skal vokse ud af.