Salvet til både kors og kroning
Redaktør af Frelsens Hærs månedsmagasin, Krigsråbet.
Der er ikke noget, som kan afbryde en hyggelig middagssamtale som snak om døden, eller hvis en gæst sættes i en pinlig situation. Både det ubegribelige og det utidige gør os forlegne.
Begge dele skete imidlertid, da Jesus før påske var indbudt til middag i Betania.
Mens Markus og Mattæus oplyser, at han var gæst i Simon den Spedalske hus, fortæller Johannes, at husets øvrige beboere var Martha, Maria og deres bror Lazarus. Det er således oplagt, at Simon har været deres far, og – må man formode – ikke længere var spedalsk.
Dermed var der tale om en familie, som havde oplevet Guds godhed på mange måder. Foruden Simons helbredelse og Lazarus’ opvækkelse havde også søstrene nydt godt af hans selskab.
Hvorvidt kvinden med krukken var Maria, som det lyder hos Johannes, eller synonym med synderinden, der i Lukas’ udgave var blevet tilgivet meget og derfor elskede meget (Luk. 7,47-50), melder historien her ikke noget om.
Symbolmættet gestus
Det fremgår heller ikke, om hun selv var klar over, hvordan Jesus ville opfatte hendes handling. Eller hvad hun præcist ønskede at udtrykke med sit ordløse offer.
Foruden det åbenlyse, at hun satte pris på ham og var rede til at lade sin overbevisning få personlige omkostninger, må man antage, at såvel hun selv som de øvrige i selskabet var bevidst om det symbolmættede i hendes gestus. Salvede man nogen, var det enten til konge eller til begravelse.
Som optoget palmesøndag få dage forinden havde tydeliggjort, var der en udbredt forhåbning om at se Jesus som konge. Mange ventede Messias, der netop betyder ”Den salvede”. En forhåbning, som imidlertid allerede langfredag skulle afløses af forbitrelse.
Reaktionen fra gæsterne i Betania røbede en tilsvarende blindhed for Guds riges gennembrud. En blindhed, der næppe blev mindre af, at Jesus tilskrev salvingen sin snarlige begravelse.
Han mødte deres, om ikke forbitrelse, så forargelse over at spilde så dyre dråber på hans person, med ordene:
”Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”
Kors og kroning
Jesus gav kvindens handling evighedsperspektiv og udfordrede samtidig de øvriges gæsters snæversyn.
For mens de så en kvinde uden forstand på penge, så han en kvinde på forkant med det, Gud gjorde. Mens de så forspildte muligheder, så han en forsmag på evangeliets sejrrige udbredelse til hele verden. Mens de så ødselhed, så han hengivenhed og tro.
Mens deres ordrige bebrejdelse faldt til jorden mod hendes ordløse bekendelse, fyldtes huset med en duft, der, ligesom det tabuiserede emne, ikke kunne ignoreres.
For Jesus var ikke bange for at tale om døden. Heller ikke sin egen. Han havde gjort det før og gjorde det nu igen. At disciplene kan have overhørt det, kan man ikke fortænke dem i. For taler man om død og begravelse, taler man også om afsked og tab, om at sige farvel og give slip.
Det ønskede ingen af dem. Slet ikke her, hvor Jesu kongevælde syntes så tæt på.
Hvad de først senere skulle indse, var, at den konge de havde hyldet palmesøndag, var både sagtmodig og sejrrig. At den sorg, de måtte føle ved hans bortgang, skulle afløses af glæden ved hans opstandelse. At den salvning, de netop havde overværet, gjaldt både hans kors og kroning.
Mark. 14:3-9
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
Salvningen i Betania
3Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania. Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. 4Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: »Sikken et spild af kostbar olie. 5Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!« De skældte hende ud, 6men Jesus afbrød dem: »Lad hende være i fred! Hvorfor skælder I hende ud? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 7De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. 8Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. 9Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.«
