Guds velsignelse koster ingenting
For et stykke tid siden gik jeg en velfortjent slentretur på et marked i downtown Hannover i underfulde Tyskland.Jeg bed mærke i, at der lå syv-otte forskellige McDonalds-restauranter i løbet af de første fem minutters gang i gågaden. I ren protest over disse lysende gule måger overalt, spiste jeg frokost på Burger King.
Og det skal i sandhed siges, at jeg også gik på toilettet på Burger King. I rendyrket hopla-humør lagde jeg på vejen ud af dametoilettet lidt drikkepenge til toiletdamen. Faktisk en god slat.
Tak, frue! Farvel! Gud velsigne dig! råbte toiletdamen mens jeg gik forbi, så mindst 20 spisende gæster hørte, at hun var glad for, at jeg lagde penge.
Hun havde da ikke behøvet takke mig så højlydt, tænkte jeg, men jeg havde da fået Guds velsignelse med i købet. Jeg blev faktisk så pinligt berørt, at jeg aldrig kiggede på hende i løbet af hendes tak, lov og pris-seance.
Og det havde jeg heller ikke behøvet – fandt jeg ud af et øjeblik senere. Hun gav nemlig den næste tissetrængende kvinde – som ikke gav drikkepenge – samme bombastiske hilsen.
Jeg blev derefter endnu mere pinligt berørt. Men på en ganske anden måde. Jeg blev mindet om, at Guds velsignelse ikke koster noget.
Mine tanker fløj et par år tilbage, da jeg besøgte en noget pengeglad kristen menighed i udlandet. Kirkegængere, som ønskede at give over 1.000 kroner til kirken, blev opfordret til at komme op på scenen og få en personlig forbøn med håndspålæggelse af præsten selv.
Chokeret rejste jeg mig op – men gik den anden vej, ud af kirken.
Glædeligvis vil livet altid indeholde et uendeligt lager af gratis glæder og værdier, som aldrig kan købes for penge.
