Hvad kom der ud af Gaza-krigen?

Et år efter den 22 dage lange krig i Gaza præger selvransagelse og magtesløshed stadig den israelske befolkning.I disse dage er det et år siden, Israels krig mod Hamas i Gaza-striben brød ud.Den varede fra den 27. december 2008 og 22 dage frem til den 18. januar, da både Israel og Hamas ensidigt erklærede våbenhvile. Den blev en af de korteste af Israels ni krige. Seksdageskrigen i 1967 har stadig bundrekorden.
Krigen blev indledt, da Olmert-regeringen ikke længere kunne ignorere, at der var afskudt en ny, vældig salve af Kassam-raketter og mortergranater mod det sydlige Israel fra Gaza. Regeringen besluttede, at nu måtte militæret prøve at nedkæmpe afskydningsramperne, først fra luften, senere med landstyrker.
Et år efter spørger mange: Hvad førte Gaza-Krigen til?
Krigen standsede ikke Hamas’ krigeriskhed over for Israel. Men den bremsede Hamas’ raketangreb mod Sydisrael.

Mange ved ikke, at der siden krigens afslutning er affyret 242 raketter og granater mod Israel fra Gaza. Sammenlignet med året før er dette imidlertid en nedgang på 90 pct.
Mens situationen er blevet væsentligt bedre for indbyggerne i det sydlige Israel, først og fremmest for den hårdt ramte by Sderot, medførte krigen en uhyre vanskelig situation for Gazas civilbefolkning.
Ifølge Amnesty International blev 1.400 palæstinensere dræbt i Gaza, inklusiv cirka 300 børn, og hundredvis af andre, ubevæbnede civilpersoner. Store dele af Gaza blev nærmest jævnet med jorden, og mange tusinder blev hjemløse. Den økonomiske situation blev endnu værre.
Israels militær sætter det palæstinensiske tabstal lavere: 1.166 – men tilføjer, at størstedelen af dem var krigere.Kun 13 israelere blev dræbt i krigen.
Årsagen til krigen var, at indbyggerne i israelske byer, landsbyer og kibbutzer nær Gaza-striben var skræmte, terroriserede og traumatiserede af den otte år lange og fortsatte raketbeskydning fra Gaza. I denne periode blev Sderot ramt af tusinder af raketter. Indbyggerne havde blot 15 sekunder til at prøve at redde deres liv, når alarmen ”rød farve” havde lydt som signal til en indflyvende raket. Især for børnene i Sderot var det en svær tid. De kunne ikke passe deres skolegang, kunne ikke sove om natten, men lå på spring, hvis alarmen skulle lyde. De levede ikke en normal tilværelse som andre børn.
Der var ingen absolutte vindere i denne krig. Blot tabere. Og de største tabere var civilbefolkningen på begge sider, der led traumatisk, psykisk, fysisk og økonomisk ved krigens hærgen.
En anden taber var Israel, hvis omdømme blev skadet af (en del af) dets krigsførelse.

Om dette skriver en af Israels største kritikere, den politiske analytiker Gideon Levy, i morgenavisen ”Ha’aretz” om ”Skammens år”:
– Det forløbne år var et skammens år for Israel, en større skam end nogensinde. Det er skamfuldt at være israeler i dag, endnu værre end for et år siden. I det endelige regnskab over krigen – som ikke var en krig, men et brutalt angreb – blev Israels internationale status tildelt et voldsomt slag, hvortil kommer israelsk ligegladhed og offentlig blindhed over for, hvad der skete i Gaza. Israels image i verden – ikke i dets borgeres øjne – er værre end for et år siden.
Gideon Levy fortsætter med at svinge svøben over Israel med disse ord:
– Verden vidste, at i dette tilfælde slog et demokrati til mod en region, som ikke nyder selvbestemmelse, hvis indbyggere mangler grundlæggende menneskerettigheder – flygtninge og børn af flygtninge, der lever under belejring. Så verden reagerede med berettiget strenghed over for os. Den nægtede at tilgive og være tavs. På den første årsdag for dette angreb, stillet over for en så negativ politisk og moralsk balance, må israelerne i det mindste spørge sig selv, om det var alt dette værd. Skam eller ikke skam – det afgørende er, at vi har det godt med os selv.
Så vidt revseren Gideon Levy. Hans tanker deles af ikke få israelere. Men ikke af alle.
Mange israelere er i dyb selvransagelse over det skete.

Tal og facts i Gaza taler deres eget sprog. Det internationale Røde Kors har i en udtalelse fra Schweiz omkring årsdagen for krigsudbruddet oplyst, at størstedelen af Gazas 1,5 mio. indbyggere stadig kæmper for at genopbygge deres liv og økonomi. Arbejdsløshed og fattigdom er udbredt, hedder det i rapporten. Der er utilstrækkelig lægehjælp, og befolkningen lever under en konstant trussel om sammenbrud af vand- og elektricitets -forsyning og af sanitetstjenesten.
Lederen af Røde Kors’ delegation i Israel og de besatte områder, Pierre Wettach, siger:
– Der har næppe været nogen forbedring i situationen siden krigens afslutning, hovedsagelig på grund af den tætte lukning (af grænserne. red.), der har forhindret en genopbygning. Mange indbyggere i Gaza er fortvivlede over, at de ikke har udsigt til at leve en anstændig tilværelse i nær fremtid.
Gazas indbyggere har brug for bl.a. cement og stål for at genopbygge deres hjem, fabrikker, værksteder og offentlige bygninger, men israelerne tillader ikke en sådan import af frygt for, at det vil blive brugt af Hamas til genoprustningsformål.

Videre hedder det i udtalelsen fra Røde Kors:
– Der er intet tegn på, at de 4,5 mia. dollars, der blev tilsagt af donorlande i marts 2009 for at hjælpe den palæstinensiske økonomi og genopbygge Gaza, er blevet brugt. I juni anmodede Røde Kors flere lande, politiske myndigheder og organiserede bevæbnede grupper om at gøre, hvad der er nødvendigt for at genåbne Gaza-striben og sikre civilbefolkningens liv og værdighed, men hidtil har vi ikke set nogen betydningsfuld handling. Den manglende efterkommelse af Røde Kors’ gentagne opfordringer til at afslutte Gazas isolering afspejler manglen på politisk vilje til at tillade en genopbygning.
I en beretning fra nyhedsbureauet Associated Press (AP) fra Gaza by den 24. december hedder det blandt andet:
– Israelerne insisterer på, at de handlede i selvforsvar efter otte års raket-ild, og de fleste israelere støttede krigen. For Gazas indbyggere er udsigten til et bedre liv forringet. De eneste, der synes at have fremgang, er Hamas-politikere og smuglere i tunneller under lukkede grænser. Et bykvarter jævnet med jorden ser stadig ud, som om krigen sluttede i går.
En Hamas-leder, Khalil al-Hayeh, siger ifølge AP:
– Israel tabte krigen. Israelerne sagde, at de ville ødelægge Hamas, men i dag er vi stærkere.
Videre skriver AP:
– Hamas anser krigen for en sejr over Israel og har strammet sit greb med arrestationer, trusler mod politiske rivaler og lejlighedsvise ”dydskampagner” for at fremme islamisk moral.
Ifølge israelske efterretningsoplysninger har Hamas mere end genopbygget sit våbenarsenal siden krigen. Det anslås, at Hamas har omkring 3.000 Kassam-raketter, nogle hundrede Grad-missiler med en rækkevidde af 40 km og snesevis af iransk-producerede Fajr-raketter med en rækkevidde af 50 km, som vil kunne ramme Tel Aviv – og tilmed Vest-Jerusalem.
Situationen i Sderot og andre Kassam-ramte steder i det sydlige Israel er dog blevet forbedret, så boligbyggeriet nu har taget fat, ejendomsmæglerne har travlt, det er svært at finde en ledig lejlighed, og der er tilmed er tale om et ”baby-boom” – mange nyfødte børn – som der plejer at være efter en krig.
Danny Barzilai, der er sekretær i kibbutz Magen, lige over for Khan Yunis i Gaza, siger, at kibbutzmedlemmerne er glade over, at rakettruslen ikke længere hænger over deres hoveder, men at de synes, at skaden hos palæstinenserne er ”utålelig”.
– Situationen medførte megen sjæleransagelse, siger Barzilai. Vi er glade, men græder samtidig. Alt er ikke rosenrødt. Alle taler om den næste runde af fjendtligheder.