Kunstforståelse…
Jeg sad i sofaen med min otte-årige niece Jenny i familiens stue i Stuttgart, omgivet af bogreoler fyldt til bristepunktet. Vi bladrede i en overdimensioneret illustreret bog, fyldt med 400 malerier fra flere århundreder. Som moster måtte jeg hellere agere levende kulturkanon og lade som om, jeg vidste alt om kunst. Ganske uden held.Vi var dybt uenige om, hvilke malerier der var pæne.
Især ét bestemt mesterværk skilte vandene mellem min niece og mig, nemlig Sandro Botticellis Venus fødsel fra 1400-tallet. Jeg udbrød begejstret med improviseret italiensk accent: Se, Botticelli! Botticelli!, hvortil min niece råbte med tysk accent: Videre! Videre!.
Til gengæld stoppede hun længe ved et maleri, som blot var én rød firkant, og hun snakkede og snakkede, som om nogen havde startet en masse nye tanker inde i hende. Men maleriet sagde mig lige så meget som bilvask på en onsdag.
Konklusionen må være, at hvad der af nogle kaldes et kunstnerisk mesterværk, er for andre ikke andet end en størknet klat maling. For hvem bestemmer, hvad der er et mesterværk? Jeg chokeres, når folk oplæres i, hvordan de skal opleve og fortolke kunst; det begrænser menneskesjælens medfødte evner. Jeg tænker, at kunst i al enkelhed bør bevæge følelserne og hverken være intelligent, snobbet eller historisk betinget.
At se på kunst fra et barns synspunkt kan varmt anbefales som et potentielt ekspertpanel.
Sidste måned besøgte jeg kunstmuseet National Gallery på Trafalgar Square i London. Jeg spadserede uberørt forbi originalmalerier af bl.a. Vincent van Gogh og Claude-Oscar Monet, som folk flokkedes om i bedste popstjernestil.
Jeg stoppede i stedet ubevidst ved andre typer malerier, som stod mennesketomme hen i pinlig ensomhed. Nogle malerier fik mig til at grine, mens andre gav mig en klump i halsen. Og til allersidst osede jeg rundt i kunstgalleriets kiosk, hvor jeg blev fascineret af forsiden på et tilfældigt modeblad. Dét er jo også kunst! Cirklen var sluttet.
Man behøver ikke forstå kunst; bare føle den.
