Per vil ikke være skrivebords-general

Soldatermissionsgeneralen rejser nu selv til Afganistan.Generalsekretæren i KFUMs Soldatermission tager nu selv til Afghanistan i tre måneder.

Per Møller Henriksen

Her vil Per Møller Henriksen sammen med sin kone Merete drive KFUMs soldaterhjem i Camp Bastion fra 10. februar og tre måneder frem.
Og de glæder sig til det.
– Vi vil meget gerne igen have hænderne nede i det praktiske arbejde. Nu har jeg været ”skrivebordsgeneral” i snart mange år, siger den 53-årige generalsekretær og tilføjer om den nye tjans:
– Jeg har det som en fisk i vandet som soldaterhjems-leder.
Per Møller Henriksen ser det som en stor fordel, at han, som ansætter lederne på de udenlandske soldaterhjem, selv oplever den konkrete hverdag ude i marken.
Per har i tidens løb haft mange funktioner, siden han begyndte som ung medarbejder i 1976. Han har sammen med sin kone Merete været ansvarlig for opstarten af KFUMs Soldaterhjem i Varde i 1980 og i Høvelte ved Birkerød i 1990.
Per Møller Henriksen har været generalsekretær siden 2000 og har sit normale arbejdssted på landskontoret i Fredericia, hvor han også bor med Merete. Parret har tre voksne døtre.

Ikke bange for krigen

Merete ser også frem til den nye opgave i Afghanistan:
– Jeg synes, det er en stor udfordring, vi skal ned til, men jeg har en forventning om, at vi sammen kan løse opgaven.
Men det er jo farligt at arbejde i det krigshærgede Afghanistan…
– Hvis jeg var bange for at tage af sted, burde jeg blive hjemme, men jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg havde behov for, at vores tre piger sagde god for det.
Merete arbejder som annoncekonsulent. Hun er uddannet diakon i Dianalund og fungerer som deltids sekretær for diakonforbundet Filadelfia.
Og nu altså soldaterhjemsleder:
– For mig er et soldaterhjem et sted, hvor der er plads til at være sig selv, og hvor der er nogen at snakke med. Dertil kommer hygge, kaffe og kage, og hvad der ellers hører til i et hjem.

Taler frit om Gud

Per glæder sig især til at tale om Gud med soldaterne, der har døden tæt inde på livet hele tiden:
– På soldaterhjemmet er det legitimt at tale om Gud – om tro og tvivl. Der er god tilslutning til den daglige aftensang og andagt. Det ser vi også frem til at videreføre.
Soldaterhjemmet i Afghanistan er kendt af alle danskere i Camp Bastion, og den tidligere leder på stedet, Ruth Brik Christensen, har netop vundet titlen ”Årets Helt” i en konkurrence, arrangeret af Jyllandsposten og TrygFonden.
KFUMs Soldatermission har soldaterhjem i Afghanistan, Kosovo og ved 15 kaserner i Danmark. I 2009 var der på soldaterhjemmene over 650.000 besøg.
KFUMs Soldatermission har 12.000 medlemmer og 70 fuldtidsansatte. Budgettet er på 21 mio. kr.
/sl