Provokerende roman om Islam?
Sherry Jones gør med denne historiske roman et forsøg på at skabe interesse for islam som religion og ligeledes danne grundlag for forsoning og forståelse på tværs af trosretninger. Læseren møder de to mest kendte og kontroversielle personer inden for islam.Profeten Muhammed dør uden at have udnævnt en efterfølger. Aisha bint Abu Bakr, Muhammeds yndlingshustru, slås for at videreføre Muhammeds vision for islam i en blodig kamp mod ærkerivalen Ali ibn Abi Talib. Han var Muhameds fætter, svigersøn og en af de nærmeste rådgivere. Aisha har mistet den, hun elsker, og samtidig er hun indblandet i magtkampen om, hvem der skal være profetens efterfølger. Ægteskabet var en politisk alliance mellem ham og hans bedste ven Abu Bekir, som er far til Aisha.
Aisha levede på en tid, hvor kvinder var mænds ejendom, men dette til trods blev hun en ret magtfuld kvinde. Hun prøver at gøre op med reglerne, blandt andet ved at blande sig i mænds diskussioner eller ved at deltage i kampene. Men samtidig er hun også svag og eftergivende over for Muhammeds argumenter, som da han beslutter sig for, at hans koner skal dække sig til.
Bogens Muhammed beskrives gennem Aishas øjne, og som sådan beskrives han som et venligt, forstående og kærligt menneske. En ældre mand gift med en meget yngre kvinde. Muhammed overvældes af sin egen position, og han vil gerne udbrede islam ved at skabe sig gode allierede. Han gifter sig med mange kvinder, som enten er døtre til klanlederne eller er prinsesser. Alle døtre af indflydelsesrige personer og islam, som var truet.
Sprogbrugen er ligefrem, direkte og farverig. Muhammeds interesse var at bevare og udbrede islam, og den kamp fører Aisha videre, og hun lærer vigtige ting som hævn og forsoning.
Fortællingen er spækket med mange kampscener, og handlingen er voldsom, men meget malende beskrevet. På mange måder vil denne roman blive opfattet som en politisk og provokerende roman, specielt efter de sidste års debat, trusler og politiske dagsordner verden over. Romanen er bygget på historiske kilder og virkelige personer indenfor islam – selvfølgelig fortolket af forfatteren.
Der fortælles skiftevis fra Aishas og Alis synspunkt, hvilket giver læseren rig mulighed for at følge begivenhederne, set fra begge sider, i den intense kamp, der til sidst ender med at splitte islam i to retninger, nemlig sunni og shia.
Bogen henvender sig til læseren, der foretrækker historiske romaner. Den kræver, at læseren ikke er forudindtaget over for islam, men læser den med nysgerrighed og netop som en roman, en spændende fortælling.
Sherry Jones: Arven efter Muhammed
252 sider 268 kr. Forlaget Pressto