Er du tankpasser eller gartner?
Lederstil afhænger af menneskesyn. Et kristent menneskesyn giver tillidsskabende ledelse, ifølge en gammel bog, der dog stadig er aktuel.Der er bøger, man læser og smider væk. Der er bøger, man anbefaler andre, låner ud og ærgrer sig gul og grøn over aldrig bliver afleveret igen. Og så er der bøger, man aldrig, aldrig, aldrig låner ud. Bøger, man tager ned fra hylden igen og igen og bruger til citat i prædikener, artikler og ja, klummer som denne.
For mig er Bent Jakobsens Tillidsskabende ledelse fra Lohses Forlag i sidste kategori. Nåde være med den, der napper den fra min boghylde!
Bent Jakobsens tese er, at lederstil udspringer af menneskesyn. Og har man et kristent menneskesyn, vil ens lederstil være tillidsskabende. For som kristne anser vi ethvert menneske for at være unikt, værdifuldt og fuldt af ressourcer og kompetencer.
Med andre ord: betragter vi mennesker som beholdere, der skal fyldes op, eller frø, der skal spire? Vort menneskesyn gør, at vi enten bliver tankpassere eller gartnere! Tankpasseren er som den, der giver den fattige en fisk. Gartneren er som den, der lærer den fattige at fiske.
Verden er fuld af eksempler på ledere, som ikke rigtig tror på, at andre end de selv kan klare skærene. Og derfor får de enten en flok nikkedukker eller en flok brokkehoveder til medarbejdere. Tankpasseren siger til medarbejderen: Sådan gør du! Gartneren spørger: Hvad vil du gøre?
Fordelen ved gartnere er, at de får selvstændige og ja, ansvarlige, medarbejdere. Medarbejderne arbejder med i stedet for arbejde imod eller blot bevidstløst arbejde derudaf.
For at for få ansvarlige medarbejdere, skal de ansvarliggøres, dvs. de skal have så meget myndighed med opgaven, som deres modenhed tillader.
Tro staves R-I-S-I-K-O! Her er kristne på hjemmebane, eller er vi? Det viser vores lederstil, der bygger på vores menneskesyn, der i sin tur viser, hvor meget vi tør satse på de gudgivne ressourcer i hver enkelt.
Så, hvad er du? Tankpasser eller gartner?