Fiskeri forbudt i Genesaret Sø

Fiskeri i Genezaret Sø er blevet forbudt i to år for at forhindre en ”økologisk katastrofe”, forårsaget af ”over-fiskeri”.Forbudet, der er bestemt af landbrugsminister Shalom Simhon, træder i kraft den 1. marts. Det omfatter en ordre til ejere af 70 registrerede fiskerbåde om at forlade søen.
Genezaret er søen med de mange navne: ”Vorherres egen sø”, Tiberias-søen, Galilæa-søen eller – som den hedder på hebraisk – Kinneret, d.v.s. ”den harpeformede”.
I det første århundrede, da Jesus levede i Nedre Galilæa ikke langt fra søen, var området velstående og godt befolket. Fra Bibelen kendes flere historier om fiskere på søen – og at Jesus gik på vandet.

”Jesus-båden”

I kibbutz Ginossar ved søens vestbred udstilles en 2000 år gammel båd, der kom til syne, da vandstanden i søen var sunket på grund af tørke, og båden er siden blevet restaureret og nu udstillet. Den går populært under navnet ”Jesus-båden”, fordi den er fra hans samtid.
Søen er 21 km lang og 11 km bred og har et areal af 160 kvadratkilometer. Den ligger 212 meter under havets overflade. Den er Israels vigtigste vandreservoir, og vand pumpes op fra søen og føres i kanaler til tørstige egne af landet.

Populært turiststed

Den er et populært udflugtssted for inden- og udenlandske turister, og ikke mindst for pilgrimme, der kan gå i Jesu fodspor og besøge kristne hellige steder.
Det er et idyllisk sted med en storslået natur. I nogle af bebyggelserne ved søens bred vandrer påfugle omkring og viser deres fjerpragt. Et af hotellerne ved søens nordlige bred tilbyder rideture i det spændende terræn.
Der er bådture på søen, masse-svømning tværs over den med deltagelse af hundreder af unge og ældre, og marathon-løb omkring den.

Slut med Skt. Peter-fisk

Fiskeri på søen er en vigtig næringsvej for mange, men nu er det altså foreløbig slut med dette, og på restauranter må man undvære en af stedets specialiteter – Skt. Peter-fisken.
Landbrugsminister Simhon forklarer sit fiskeriforbud med at sige:
– Vi kan ikke bare se passivt til, mens landets vigtigste vandkilde er ved at bryde sammen. Nationalt ansvar kræver betydningsfulde handlinger for at sikre en stabil situation.
Landbrugsministeriets fiskeriafdeling har foretaget en undersøgelse, der viser, at antallet af fisk er gået brat ned og nu er på et kritisk niveau.

Ulovligt fiskeri

Situationen forværres ved ulovlige fiskerimetoder som forgiftning, fiskeri uden for sæsonen og på gydesteder, samt ved brug af net med finere masker end tiladt for at fange fisk, inden de har en chance for at forplante sig.
En talsmand for landbrugsministeriet siger, at det er vanskeligt at rejse tiltale mod dem, der forgifter vandet og så samler døde fisk op, fordi disse lovovertrædere må gribes på fersk gerning. Den første domfældelse for en sådan forbrydelse fandt sted i slutningen af 2009.

Fiskerne imod forbudet

Søens fiskere er selvklart imod fiskeriforbudet. En af dem, Eitan Abo, der har været fisker i 35 år, og hvis far og bedstefar havde samme profession, siger:
– Det er rigtigt, at der ikke er lige så mange fisk som tidligere, men vi får – hvad vi får. Dette forbud vil dræbe os. Vil de lave søen om til et naturreservat? Vi må have et udkomme. Hele landet vil se til, hvordan vores familier, der er afhængige af fiskeriet, vil miste alt. Jeg lever af søen. Jeg kan ikke andet.