Fra hævn til forsoning

I 1943 udsatte de allierede Dresden for et to dages tæppebombardement. Det var en hævnaktion,
som gik ud over tusinder af uskyldige. Nu er de tidligere fjender blevet forsonet.”Det slog mig, at dernede på ildlagenet findes kvinder og børn, og jeg sagde højt til mandskabet: ”Åh, Gud, alle disse stakkels mennesker!” (Roy Akehurst, RAF radio-operatør)Af Jørn Nielsen,
Næstved

Den 13. februar 1945 startede et 2 dages tæppebombardement af den smukke, barokke kulturby Dresden, af nogle kaldt for ”Elbens Firenze”, udført af Royal Air Force´s og USA´s Eight Air Force´s i alt 1.300 bombefly. Den benyttede og i al sin gru effektive taktik var de såkaldte brandstorme (firestorms), hvor fosforbomber udløste orkanagtige ildstorme, der rasede flere timer efter et angreb var forbi og sugede en masse mennesker ind i en grusom død. Disse brandstorme ødelagde og dræbte mere end selve bomberne og havde tidligere med ”succes” hærget fx Hamborg.
Et overlevende øjenvidne i Dresden, Margaret Freyer, beretter: ”Brandstormene var ufattelige og eet stort inferno. På min venstre side ser jeg pludselig en kvinde med en bylt i sine arme. Det er en baby. Hun løber, falder og barnet flyver i en bue ind i ilden.” Skæret fra brandstormene kunne ses 350 km væk, og man regner i dag med, at op mod 40.000 omkom, men ingen kender i virkeligheden det nøjagtige tal. Nogle mener, det er væsentligt højere. ”Hvor mange døde? Hvem kender svaret?” står der på mindestenen på kirkegården i Dresden.

I dag er Dresden – ”Elbens Firenze” – atter en turistattraktion.

Og således nærmest udslettedes for 65 år siden Sachsens historiske hovedstad, som ringe eller ingen militær betydning havde for Tysklands videre kampformåen. Dette var luftmarskal Arthur Harris dog ikke enig i. Han mente, at Dresden som kommunikationscenter havde stor betydning. Men under alle omstændigheder var krigen jo så godt som tabt på det tidspunkt, men den tyske moral skulle eftertrykkeligt knækkes, var argumentet. Forinden, på krigens sidste topmøde i Jalta d. 4.-10. februar 1945, havde Churchill, Roosevelt og Stalin med høj cigarføring og solide drinks diskuteret situationen efter krigens afslutning, dvs. udseendet af det nye, europæiske landkort, herunder hvad Stalin skulle have som sin bid af kagen, dvs. hele Østeuropa.
For bl.a. at imponere Stalin besluttede de vestlige krigsledere at nådesløst smadre Dresden og andre storbyer med morderiske bombardementer ned over civilbefolkningen og de tilstrømmende flygtninge fra øst. Dresden, som på det tidspunkt husede ca. 1,2 million mennesker inkl. en massiv, hjemløs menneskemasse på ca. 600.000 i flugt for den røde hær, var et godt og egnet mål og lå ubeskyttet af både jagerfly og antiluftskyts af nogen betydning.
Flygtningene dertil kunne berette om grusomme sovjetiske overgreb mod civilbefolkningen overalt, hvor den røde hær trængte frem, men flugten til Dresden, som ellers under hele krigen havde været en beskyttende oase midt i krigshelvedet og en hospitalsby for de sårede, var bogstaveligt som at komme fra asken til ilden. Churchill vidste god besked med dette flygtningekaos, der kynisk indgik i det, han sanktionerede som ”civile angrebsmål” og som måske en ekstra tak for Luftwaffes terrorbombninger af den engelske industriby Coventry, som i alt dog ”kun” kostede godt 1.200 mennesker livet samt både V-1 raketflyene og de tusindvis af V-2 raketter (de såkaldte ”Vergeltungswaffen”), tyskerne tilfældigt havde ladet regne ned over England, men hævnen med renters rente var ikke mere sød, end at han efter sigende fik alvorlige samvittighedskvaler, efter at Arthur Harris (”Bomber Harris”) havde gjort det beskidte arbejde.
Jeg husker et radiointerview med afdøde borgmester Erhard Jacobsen for over 40 år siden, hvor han fortalte om nogle af sine oplevelser under 2. verdenskrig.
”Da jeg hørte om bombardementet af Dresden, jublede jeg højt”, husker jeg ham sige. Jeg hørte ham ved andre lejligheder gentage denne jubelerklæring. Jeg undredes dengang over, at Dresden-tragedien kunne være årsag til en så euforisk jubel. Men sådan var vel de hævntørstige følelser overfor en forhadt fjende.

Den genopbyggede Frauenkirche med ”forsoningskorset” på toppen.

I dag er det genopbyggede Dresden med sine over 500.000 indbyggere atter en turistattraktion. Byens kendteste mesterværk fra 1700-tallet, die Frauenkirche med det knapt 100 m høje tårn, som også styrtede sammen for 65 år siden, er med gamle og nye sten blevet genopbygget og står, som den stod dengang i al sin barokke pragt. Den restaurerede kirke, som også er blevet kaldt ”protestanternes Skt. Peters Kirke”, blev indviet så sent som d. 30. 10. 2005 med en minde- og festgudstjeneste, hvor det gennemgående tema var forsoning.
Englænderne havde til lejligheden foræret kirken et flere meter højt kors til tårnet belagt med 24 karat guld, og dets guldsmed Alan Smith, hvis far havde været besætningsmedlem på en af bombeflyene over Dresden, var selv til stede ved indvielsen sammen med i øvrigt mange andre udenlandske honoratiores. Det fortælles, at Alan Smith var meget taknemmelig og lykkelig for at have fået betroet opgaven med fremstillingen af dette gyldne kors.
Frauenkirche indbyder i dag til 2 gudstjenester hver søndag og løbende til andagter, koncerter, kirkemusik, foredrag og litteraturaftener. På dens gæstfrie hjemmeside læser man bl.a., at ”enhver er hjertelig velkommen til at bygge broer, praktisere forsoning og blive styrket i troen.”
Da USA´s præsident Barack Obama mødtes med Angela Merkel i Dresden i juni 2009, var hans besøg i Frauenkirche et af de absolutte højdepunkter for ham. Til ære for ham spillede organisten og en trompetist ”The Prince of Denmark´s March”, også kendt som ”Prins Jørgens march”, mens de to statsoverhoveder tændte hvert deres ”fredslys”. Spontant skrev Obama denne smukke hilsen i kirkens gæstebog: ”My best wishes to the congregation and the people of Dresden for symbolizing the possibility of reconciliation, reconstruction and peace. God bless.”
Englændernes smukke indvielsesgave fik navnet ”forsoningskorset”, et godt ord, for det er jo det, korset i bredeste forstand handler om, men især meningsfyldt på Frauenkirche, som gennem årene har været symbolet på det uforsonlige bombardement af Dresden, men som nu er blevet Tysklands måske stærkeste symbol for forsoning, fred og håb, hvor al fjendskab og had for bestandig er gravlagt.