Langsommere og højere
Bodil F. Skjøtt er generalsekretær i Den Danske Israelsmission og bor i Ølsted ved Horsens.
Ulykker er noget, vi forsøger at undgå, og når de kommer, overraskes vi som oftest.
Det lignede en ulykke, da Jesus var på vej til Jerusalem for sidste gang. Men det var det ikke. Han vidste i detaljer, hvad der ventede ham, men alligevel fortsatte han turen.
I søndagens tekst fortæller han sine nærmeste, hvad der venter ham i Jerusalem. Han taler om at blive forrådt, hånet, spottet og spyttet på, slået ihjel. Men også om en tredje dag med opstandelse fra de døde.
Det lyder som en ulykke. Men det var det ikke. Det var planlagt.
Men hans disciple, der havde satset alt for at gå med ham, fattede det ikke. Det var skjult for dem. Havde de sovet i timen? Måske, men så er det også muligt for os i dag at gå med Jesus og stadig sove i timen.
Vi er fra og med denne fastelavns søndag på vej mod fastetiden og på vej mod Jerusalem. På vej til at mindes det, som hele kristendommen og vores forhold til Gud drejer sig om.
Vi, der kender hele påskens beretning godt, er tilbøjelige til at læse den baglæns og derfor alt for ofte for hurtigt. Vi er allerede nået hen til på den tredje dag opstanden fra de døde og står i fare for at læse alt for let hen over forrådt, pisket og slået ihjel.
Beretningen om Jesus, korset og lidelsen vil altid forarge og forundre. Gør den ikke det, er det en god ide at sætte farten lidt ned. Læse lidt langsommere, gå lidt langsommere op mod Jerusalem og spørge sig selv, om vi er blevet lige så blinde som disciplene. For dem var det skjult, hvad turen til Jerusalem drejede sig om.
De var endnu mere blinde end tiggeren, de mødte ved vejen. Han forstod næppe bedre end de tungnemme disciple, men han kendte sin egen nød, og derfor forstod han at råbe: Jesus, David søn, forbarm dig over mig!
Da disciplene truede ad ham, råbte han bare endnu højere: Jesus, forbarm dig over mig!
Han så måske ikke så meget. Han var sikkert også vant til selv at blive overset. Men så meget så han, at han råbte: Herre, forbarm dig over mig.
Mere behøver man ikke at se for at få sit syn. Men har man ikke set så meget, forbliver man blind for, hvorfor Jesus var på vej til Jerusalem. Uanset hvad man i øvrigt havde set på turen sammen med Jesus. Og disciplene havde set meget.
Men blinde kan råbe, som tiggeren gjorde: Herre, forbarm dig over min synd og min blindhed. Giv mig syn, så jeg ser mine mangler og min skyld. Men lad mig se det i lyset fra dit kors og kærligheden, som bragte dig der. Det lys, som afslører ikke bare mig og mit, men også dig, du som forbarmer dig.
Og historien om Jesus på vej til Jerusalem viser os, at Jesus gør holdt undervejs ved små, blinde mennesker, der råber efter ham. Det var for sådannes skyld, han var på vej til Jerusalem.
Fastetiden siger til os blinde tiggere: Råb bare endnu højere; Jesus lader sig standse. Ellers var han aldrig gået til Jerusalem.
Og til os, der kender historien godt, siger fastetiden: Gå langsomt, lad være med at læse historien baglæns, men stil dig foran korset.
Og gå så for Jesu Kristi skyld så langsomt, at du ikke går forbi tiggeren. Eller den ensomme, eller den fremmede, men ser ham med kærlighedens øje og rækker ud mod ham med kærlighedens hænder.