Ny menighed i Midtjylland
Luthersk Mission har startet en ny frimenighed i Silkeborg. Deles om missionshus med den traditionelle LM-kreds og har fælles aktiviteter.Kirken ved Søerne hedder en ny midtjysk frimenighed. Den er startet af en gruppe fra Luthersk Mission i Silkeborg.Lidt over 100 mennesker deltog i den første gudstjeneste. Kirken har 38 medlemmer.
Luthersk Mission har traditionelt mødepladser og LM-kredse landet over. Men mange steder er man gået skridtet videre og har startet en decideret frimenighed.
Men hvorfor nu det?
– Nogle har behov for at sige tydeligt fra over for den teologiske profil i Folkekirken som institution. Andre har behov for en hel menighed, fordi de ikke kan få familieliv og arbejdsliv til at fungere i den klassiske missionshusstruktur. Og nogle har behov for noget nyt – et LM-update, forklarer formand for Kirken ved Søerne, Kaj G. Kristensen til avisen Tro & Mission.
Det har været vigtigt for frimenighedsfolkene ikke at slå LM-kredsen til atomer. Derfor har man gjort et grundigt forarbejde, så man nu endda kan dele missionshus med den traditionelle LM-kreds, som ikke flytter over i den ny frimenighed.
– De har møder om tirsdagen, og vi bruger det til gudstjenester om søndagen, siger Kaj G. Kristensen.
De to ledelser vil også stå sammen om børnearbejde og diakonale aktiviteter.