Præst vil genoplive Kana

Kana i Israel er i dag domineret af muslimer, og der er kun få kristne tilbage.Mange kender til det bibelske Kana i Galilæa, hvor Jesus ved en bryllupsfest på mirakuløs vis forvandlede vand til vin – men hvordan ser vore dages Kana ud?Det er idag en stor landsby, beliggende lidt nord for Nazaret. Den har 20.000 indbyggere, hvoraf de 16.000 er muslimer og 4000 kristne.
I begyndelsen af det 20. århundrede var byen imidlertid helt kristen, men muslimer begyndte at bebo den, først som handelsfolk, siden som flygtninge under Israels uafhængighedskrig i 1948.

Muslimsk domineret

De tilbageværende kristne drøfter nu, hvad der vil ske, når deres samfund dør helt ud. De spørger sig selv, om lokale muslimer måske vil føre tilsyn med de kristne hellige steder, eller om nogle få kristne gejstlige vil forblive på stedet.
På flere kilometers afstand ses, at Kana er overvældende muslimsk. Flere minareter, nær moskeer, rager godt op over stedets huse.
De kristnes forhold til muslimerne er køligt, men høfligt. Nogle kristne indbyggere siger, at de har et varmt venskab med muslimer, mens andre påstår, at muslimerne ønsker dem udvist af byen. Den gængse opfattelse hos de kristne er, at de er underlegne – men blot talmæssigt.
Den kristne befolkning er romersk-katolsk eller græsk-ortodoks. Der er ikke mange kristne andagtssøgende i de få kirker, der er tilbage.

Pastor Hatoum

Nu er det imidlertid lykkedes en energisk græsk-ortodoks præst ved navn Abu Hatoum at tiltrække 40 andagtssøgende til sin kirke, en fire-dobling af antallet for få år siden. Han har bekendtgjort, at han vil lave en række arrangementer, som han håber vil genoplive den kristne ånd og gøre, at byens unge ikke vil forlade stedet til fordel for de mere velstående byer i nærheden som Haifa og Nazaret, der begge har et stort kristent mindretal.
Blandt pastor Hatoums projekter ved juletid var et 27 meter højt stillads over hans kirke, med blinkende lys. Han mener, at det var det højeste ”juletræ” i Det hellige Land. Det blev vist ved en tv-udsendelse.

Massebryllup i Kana

Til sommer planlægger Hatoum at præsentere et skuespil, der fremviser Jesu mirakler i Kana. Senere vil han arrangere et massebryllup i Kana for at skildre bryllupsmiraklet.
Det bliver imidlertid svært at genoplive Kana økonomisk. Der er ingen lokal industri, og kun få har jobs i skoler, i kommunen, kolonialforretninger og frisørsaloner. Byen forekommer bleg og noget trist og kedelig.
Udvandring og en lav fødselsrate har mindsket den kristne befolkning i Mellemøsten. Israels arabisk-kristne indbyggertal på 123.000 er et af de få i området, hvis antal er forblevet nogenlunde konstant. Det voksede lidt, med 2000, i det forløbne år.

Kristent mindretal

De kristne i Israel udgør en lille del af landets mindretal på 20 procent af befolkningen (på 7.4 millioner). Andre 50.000 kristne lever i Vestbred-området og i Gaza-striben, blandt fire millioner muslimer.
– Jo mere de unge forlader Kana til fordel for de store byer, des større er de tilbageværendes følelse af at være isolerede, siger en af Kanas kristne indbyggere. Vi føler os ikke længere velkomne her.