Skagensmalerens religiøse dilemma
En nat fik maleren Anna Ancher en drøm, der afslørede hendes livs dilemma – splittelsen mellem hendes tro på Gud og det frie bohemeliv blandt kunstnerne i Skagen. Anna Ancher talte ikke om sin drøm, men malede den ud på lærredet og kaldte den sorg.Til Skagen – sandørkenen mellem de to brusende have – kom med dagvognen onsdag aften den 17. august 1859 en fornem person.
Han indlogerede sig hos gæstgiver Erik Brøndum og hans kone Ane Hedvig.
Ane, der var en belæst kvinde, vidste straks, at den fornemme gæst var Danmarks berømte digter H. C. Andersen.
Af hele sit hjerte ønskede hun at give ham sin allerbedste opvartning. Tjenestepigen blev sendt til Nordstrand for at hente de største rødspætter, mens hun selv begyndte at tilberede vandbakkelser.
Ane var højgravid, og det tog lang tid for hende at tilberede maden. Ventetiden forekom digteren urimelig lang. Træt og pirrelig efter rejsens strabadser surmulede han og overfusede til sidst Madam Brøndum, smækkede med døren og gik sin vej uden at spise.
Ane var knust over sådan at blive skældt ud af den store digter, som hun så op til. Hun trak sig tilbage og gik i seng.
Dagen efter fødte hun sin yngste datter Anna.
Aldrig glemte hun den sorg, digteren havde forvoldt hende ved sin vrede. Den fromme og godhjertede kone sagde senere: Herren, min Gud, så dog min gode vilje, og har belønnet den ved at give det barn, hvis fødsel blev fremskyndet under så sære forhold, talent for kunsten.
Og Anna Brøndum, som senere blev gift med maleren Michael Ancher og fik navnet Anna Ancher, fik virkelig talent for kunsten. Hun blev en berømt maler. Men en blufærdig maler. Hun var sky over for fremmede. Kom der gæster, mens hun sad og malede ved staffeliet, skyndte hun sig at vende billedet om, så ingen kunne se, hvad det var, hun malede. Det var ikke, fordi hun tvivlede på sit talent, eller fordi hun mente, hendes billeder ikke var gode nok. Hun ønskede bare ikke at vise sine billeder frem, før HUN var tilfreds.
At få Anna Ancher til at tale om sig selv var umuligt. Ingen fik lov til at komme ind under hegnet til hendes hjerte. Det eneste sted, hvor man kan aflæse hendes indre liv og få et kendskab til, hvordan hun var som menneske, er i hendes billeder.
Over Anna Anchers kunst er der noget umiddelbart, som varmer ens sind, friheden og poesien lever i hendes penselstrøg og giver hendes værker et tidløst præg.
Hun var en kolorist af Guds nåde. Forstod med farver at fremhæve atmosfære og stemning, og med sin pensel var hun i stand til at vise, hvordan lyset i Skagen sniger sig ind i selv de mindste små sprækker og bitte små vinduer.
Den livsglæde, harmoni og fred, der omfavner én, når man kigger på Anna Anchers billeder, kommer i høj grad fra hende selv. Hun var en omvandrende solstråle. Glad og hvilende i sig selv.
På bordet ligger som sædvanlig den store bog, som betød så meget i familien.
I midten af Anna Anchers karriere omkring 1900 sker der et skift i hendes valg af motiver og farver. Som den eneste af Skagensmalerne begynder hun at skildre det religiøse liv i Skagen.
Indre Mission havde omkring år 1900 solidt fodfæste blandt Skagens fiskerbefolkning især blandt kvinderne. Populært sagt gik mændene på kroen, mens kvinderne tyede til kirken som trøst og støtte i deres ofte hårde og nøjsomme tilværelse. Anna Ancher kendte skagboernes tilværelse, og hun vidste, hvor stor betydning det religiøse havde på deres liv.
Anna Ancher var den eneste af malerne i kunstnerkolonien, der var født og opvokset i Skagen. Hendes mor og søstre var religiøse. Som barn gik Anna med moderen og søstrene i kirke og i ugens løb til bibellæsning og bønnemøder. Hendes voksne liv – som maler og medlem af kunstnerkolonien stod i kontrast til denne religiøse opvækst. Kunstnerne var overvejende fritænkere og ateister og førte til tider, i hvert fald i skagboernes øjne, en løssluppen boheme-tilværelse.
Ud fra den stemning man oplevede i hendes religiøse billeder, virkede det som om der i Annas væsen var en konflikt mellem hendes religiøse opvækst og hendes liv blandt de frisindede Skagensmalere.
En nat i 1902 drømmer Anna Ancher en drøm, som understregede ovennævnte konflikt. Drømmen fortæller tydeligt om Annas dilemma, splittelsen mellem hendes tro på Gud og bohemelivet blandt kunstnerne i Skagen.
Anna Ancher malede drømmen ud på lærredet. Det var hendes måde at sige tingene på. Ikke et ord om, hvad hun tænkte og følte angående den specielle drøm.
Billedet, som hun kaldte sorg, viser to kvinder. Den ene, som man går ud fra er Anna Ancher, er nøgen og sidder knælende foran et kors. Overfor ligger en anden kvinde på sine knæ og beder til Gud. Denne kvinde er tækkeligt klædt i sort, og man går ud fra, at det er Anna Anchers mor Ane Brøndum.
Kunsthistoriker Anne Grethe Sværke, som har skrevet speciale om Anna Ancher, har sin tolkning af billedet. Anna Ancher, som er svøbt i sit hår, skildres her som den bibelske Maria Magdalene ofte skildres. Billedet er meget atypisk for Anna Ancher, og hun malede ikke på den måde, hverken før eller siden.
Sværke mener, at der uundgåeligt har været en konflikt mellem moderens religiøsitet og Anna Anchers liv blandt de frisindede Skagensmalere.
Der er ikke fundet breve, og der foreligger ikke andet skriftligt, der fortæller, at Anna var en troende ligesom sin mor. Ligesom så meget andet privat i hendes liv forbliver det en hemmelighed.
Kunsthistoriker Elisabeth Fabritius, som er daglig leder af Michael og Anna Anchers hus i Skagen, peger også på, at Anna Anchers eventuelle religiøsitet er noget, man må gætte sig til.
Jeg tror, hun var meget præget af moderens religiøsitet, og at hun var fortrolig med det religiøse, selv om hun ikke selv var praktiserende.
Jeg har svært ved at gøre mig klog på, hvad billedet Sorg udtrykker. Det er faktisk et ret indviklet spørgsmål, hvordan religiøsitet giver sig til kende i billedkunst. Ikke mindst når kunstneren ikke selv ytrer sig. Det er jo svært at vide, hvad der er bevidst og ubevidst, siger hun. Og tilføjer, at hun kan forestille sig, at religiøse mennesker vil tolke religion ind i billeder på en anden måde end ikke-religiøse ville gøre det.
I et par af de bøger, der er skrevet om Anna Ancher, står der, at hun var en flittig kirkegænger. Om hun også har praktiseret sin tro ligesom sin mor, bedt til Gud og læst i sin bibel, kan vi som sagt ikke vide. Tæppet for scenen til hendes privatliv blev aldrig løftet.
Men en ting er sikkert. De kristne værdier, som hendes mor praktiserede, barmhjertighed, hjælpsomhed, omsorg, og støtte til dem, der havde det svært, den arv levede videre i Anna Ancher.
Næstekærlighed var for Anna en naturlig ting. Hendes venner i kunstnerkolonien elskede hende og hyldede hende for hendes kærlige måde at være på over for alle.
Skagens datter, som Anna Ancher blev kaldt, vil jeg vove at påstå, var en ordets gører. Hendes kristne tro kunne kendes på hendes gerninger.
Tekst og fotos Henriette Bjarne Hansen
Kildemateriale: Bogen Anna Ancher af Margrethe Loerges.
Artikel i Kristeligt Dagblad af Bente Clausen 2007.
