De små forskelle

Ved du, hvad det betyder, når en honduraner trutter med munden og giver et lille kast med hovedet? Eller hvorfor det lyder som om, hovedstaden er fyldt med slanger?De fleste har hørt om præsidentens lille udenlandsferie og de deraf følgende optøjer. Og nogles viden strækker sig til at omfatte bananrepublikkens placering i Mellemamerika.
Men tænk dig om et øjeblik: Hvad ved du egentlig om Honduras?

Det er spørgsmål, vi først har fundet svar på under vores ophold på børnehjemmet Renacer i Honduras.
Vi tog som to unge, uvidende og særdeles blege skandinaver af sted for at redde verden, men indså hurtigt, at vi har meget at lære!
For nej, Tegus, som hovedstaden hedder i folkemunde, er ikke fyldt med slanger – med mindre man bruger denne metafor om mændenes hvislende tunger.
Og trutmunden er ikke en parodi på Angelina Jolie, men et udtryk for, at honduranerne har forstået, at det ikke er pænt at pege fingre af folk, og derfor peger med munden!

Vi må også konkludere, at honduranere er udstyret med et veludviklet blæseorgan, idet de fra barnsben lærer aldrig at bevæge sig hen til folk med beskeder, der kan råbes.
Deres høje stemmeføring er altså ikke et udtryk for en undertrykt aggressivitet, for honduranerne er et helt igennem afslappet og venligt folkefærd.

I flere situationer må vi dog sande, at hjælpsomheden og opmærksomheden nok har sit udspring i vores lange lyse hår og vores aroma af penge.
”Gift dig med mig!” insisterede en halvgammel særling med guldmund, da vi en dag havde et ærinde på immigrationskontoret.
Da vi kom ud igen, opgav han endeligt frieriet og centrerede al sin energi om at praje os en taxa. Vi indså, at hans forelskelse ligeså meget var rettet mod den 10’er, som chaufføren stak ham gennem vinduet, som mod vores påståede skønhed.

Vores egen forelskelse er dog helt igennem rettet mod de herlige børn på børnehjemmet – trods små som store kulturforskelle.
Rebecca Scrøder-Thomsen
og Louise Overby
Udsendt som
voluntører af Impact