Elisabeths Hus vil give unge piger selvværd

For 3 år siden oplevede Elisabeth, at Gud udfordrede hende til at gøre en forskel for piger i Danmark. Hun skulle finde et sted med plads til flere. I dag leder hun Elisabeths Hus i Aalborg.Der er ryddet en gangsti til hjørnehuset, der er pudret med sne. Elisabeth Rostved tager imod i det lune køkken. Opslagstavlen viser, at her deler 5 piger tjansen med at lave mad og gøre rent.Elisabeth er 24 år og sygeplejerske. Hun har besluttet at gøre en forskel.
Det begyndte, da hun arbejdede på en efterskole og opdagede, at mange unge piger kæmpede med ret tunge ting. Nogle af dem havde oplevet alt for meget i ung alder.
– De havde brug for hjælp, og at nogen viste dem, at livet kunne være anderledes. At de var noget værd. Ellers kunne man nærmest forudsige, deres liv ville blive en gentagelse af et dårligt mønster, siger hun.
– Piger har brug for at finde ud af, hvem de er, og at de er noget værd. At de kan udrette noget med deres liv og få mod til at gøre det.
– Hvilke problemer havde de piger?
– Mange døjede med mindreværd. De havde det med fra familien og skoletiden. De oplevede, ikke at være gode nok. Nogle havde slet ikke lyst til at leve. De havde en destruktiv adfærd.
Det handlede også om at blive udnyttet. Om dårlige kærester. Det er ikke det, jeg står i nu, men det var sådan, det begyndte.

For 3 år siden skulle Elisabeth flytte fra en lejlighed. Hun oplevede, at Gud udfordrede hende. Hvis hun virkelig ville gøre en forskel for piger i Danmark, så var det nu. Hun skulle finde et sted med plads til flere.
Det var et skridt i tro. Elisabeth brugte meget tid i bøn for projektet. Var bevidst om, hvor nødvendigt det var med Guds hjælp. Hun delte sine tanker med en veninde, som havde tænkt i samme retning. De oplevede at ”høre” fra Gud.
– Hvordan ”hører” du konkret Guds stemme?
– For mig er det tit en indskydelse. Jeg kommer til at tænke på noget, jeg ikke kan slå ud af hovedet. Det kan være en tilskyndelse til at sige noget, gøre noget, måske kontakte én. Det kan være tanker gennem længere tid, som jeg skriver ned. Det kan være gennem andre mennesker, at Gud giver et budskab. Det kan bekræfte noget, han selv har vist mig. En fornemmelse af, at noget er rigtigt. At jeg er, hvor jeg skal være.
Elisabeth henvendte sig til sin kirkes lederskab for at høre, om de ville støtte hende i at oprette discipel-huset. Det ville de. Elisabeth har det overordnede lederskab for huset. Selv står hun til ansvar for Else Marie Hansen, præst i Apostolsk Kirke i Aalborg. Hun karakteriserer Elisabeth med ord som: ”integritet, karakterfast, grundig. Der er sammenhæng mellem ord og handling. Hun har en høj standard”.

For at bo i discipel-huset i bydelen Vejgaard i Aalborg skal man ønske at være en discipel af Jesus (dvs. en lærling, en efterfølger.) De kristne kerne-værdier holdes i hævd. Der er grundlæggende tillid til den enkelte. Nøgleordet er ansvarlighed. I det daglige kan den enkelte få opmuntring og støtte til sit liv.

– Har fællesskabet en pris?
– Jeg ofrer da noget af mit privatliv ved at bo her. Der er nogen, der oplever mig i alle tænkelige situationer. Når jeg er træt og ikke har noget overskud. Jeg bestemmer på den måde ikke altid over min egen tid. Men samtidig er det noget af det mest værdifulde ved fællesskabet. Vi lever med i hinandens liv.
De valg, vi tager, har konsekvenser for andre. Jeg vil være en rollemodel. Jeg vil kunne sige til en anden: Gør ligesom mig. Jeg er bevidst om, at der skal være sammenhæng mellem ord og handling. For ellers er man utroværdig, og det bliver synligt i sådan et fællesskab.

– Fællesskab er det centrale. Men man har ansvar for sit eget liv. Det er ikke sådan, at når man flytter ind her, så har jeg pludselig ansvaret for folks liv. Man har selv ansvar for at udvikle sig og tage imod udfordringer. At arbejde med sig selv. Men jeg kan give et skub og være en hjælp i den proces.
– Guds nærvær har en central plads i vores hjem her. Det betyder noget for den måde, vi behandler hinanden på, at vi bruger tid på at søge Gud sammen. Vi beder sammen. Vi har også et klaver og synger lovsang sammen.

Elisabeth er for nylig blevet sygeplejerske og er i gang med sit første job. Hun arbejder med meget syge mennesker. En del af dem har kræft.
– Det kan man godt føle sig ret lille og uerfaren i forhold til. Midt i sygdom kan det alligevel være rigtig livsbekræftende. Jeg får gode historier fra folks liv. Om hvem de er, og hvad der har gjort dem til det, de er.
– Hvordan påvirker det dig?
– Jeg er kun 24, men man bliver mindet om, at livet er skrøbeligt. At vi skal leve livet hver dag, mens vi har det. Fylde vores dage og liv med noget, som giver mening.
– Hvad betyder din tro for dit arbejde?
– Min tro hjælper mig til at tale med patienter. Spørge ind til deres overvejelser, tro og tvivl. Jeg er bevidst om, at jeg ikke må prædike for dem. Men jeg kan vise omsorg. Også åndelig omsorg. Det er måske ikke så synligt i det daglige arbejde. Jeg beder Gud om, at jeg må være et lys, hvor jeg er. Og at han må sætte et aftryk gennem mig på dem, jeg møder.
– Hvornår blev din tro personlig?
– Da jeg var tolv år, bad jeg på mit værelse Jesus ind i mit hjerte. På efterskole, da jeg var 14-15 år, blev det mere levende. Jeg fik gode kristne venner.
Jeg har sagt: Jesus, jeg vil tjene dig, hvad det end kommer til at koste. Det er jo noget, jeg vælger til igen og igen. Jeg vil leve i Guds plan.

I fritiden er Elisabeth involveret i internationalt teenagearbejde. ”Teen Street” hører under ”Operation Mission”. De samler hver sommer ca. 3.000 teenagere fra hele Europa i Tyskland. Heraf ca. 60 fra Danmark.
Hensigten er, at teenagere får et levende forhold til Jesus, så det afspejles i deres hverdag. Det sker i samarbejde med lokale kirker. Man skaber netværk og fællesskab. De unge skal ikke kun blive lejr-kristne, der bare en uge om året lever som kristne.

Elisabeth drømmer om, at flere griber visionen om at hjælpe unge piger. På sigt drømmer hun dog også om at få sin egen familie.
– Hvordan skal din mand være?
– Han skal være en person med sammenhæng mellem ord og handling. Det handler om karakter. Der skal være retning. Han skal elske Jesus. Have lyst til at leve for andre. Være et forbillede.
– Hvad er vigtigt for dig?
– At stå til ansvar for nogen. Jeg har oplevet, at der er en frihed i også at turde dele de mørke sider. Det er som om, de mister deres kraft, når de bliver bekendt for Gud og mennesker. Jeg oplever, at mine venner alligevel elsker mig og ser det gode i mig. Det gør, at jeg bedre kan vinde over de områder. Og at der ikke er nogen sider, jeg ikke kan beskæftige mig med.