Et kæmpeskridt for menneskeheden
Asbjørn Asmussen er mediekonsulent i Indre Mission og bor i Fredericia.
Da Neil Armstrong i 1969 satte foden på månen, udbrød han: Dette er et lille skridt for mennesket, men et kæmpespring for menneskeheden.
For første gang havde en menneskefod betrådt en anden planet end jorden, og derfor var dette lille skridt en skelsættende begivenhed.
På samme måde var undfangelsen af Marias barn en helt fantastisk og skelsættende begivenhed om end nyhedsdækningen var knap så massiv. På mange måder var undfangelsen et lille hverdagsunder som så mange andre, et lille skridt for et nyt menneske, men netop denne undfangelse var samtidig et kæmpeskridt for menneskeheden, fordi Gud her for første gang blev menneske.
I modsætning til Apollo 11-missionen, så var der ikke mange, som i første omgang bemærkede, hvad der var sket. Og der var endnu færre, som fattede, hvor stor og afgørende betydning det nye menneskeliv ville få. Men der var to kvinder, som anede, at her var sket noget, som havde en afgørende betydning for Guds plan med verden. At et længe ventet løfte fra Gud var indfriet, og at Gud var trådt ind i verden på en måde, som aldrig før var sket. Og det var Elisabeth, moren til Johannes Døber, og hendes slægtning Maria, som blev mor til Jesus.
Da Maria efter at englen Gabriel har fortalt hende om undfangelsen besøger Elisabeth, bliver hun mødt af en profetisk hilsen, som bekræfter hende i, hvad englen havde sagt til hende: Det barn, du venter, er Guds egen søn. Elisabeth kalder blandt andet Maria for min Herres mor.
Og så er det, at Marias glæde og forundring flyder over, og hun bryder ud i den mægtige lovsang, som siden har fået en særlig plads i den kristne kirkes liturgi.
Marias lovsang tager udgangspunkt i, hvordan Gud vender op og ned på tingene. Hvordan han ophøjer de ringe og svage, mens han ydmyger de store og stærke. Og ligesom Neil Armstrong proklamerer Maria, hvordan det undseelige og simple bliver til noget stort og vigtigt.
Maria mærkede det på egen krop. Hos hende var det ikke blot Guds Ånd, som tog bolig, sådan som han gør det hos enhver, som tror på ham. Nej, inde i Maria voksede Jesus helt fysisk. Og hun vidste, at det ikke var naturligt, at det ikke var frugten af sex med en mand, men derimod helt bogstaveligt frugten af Guds nåde imod hende.
Og for hende blev det et mægtigt vidnesbyrd og en forkyndelse af ikke blot hvad Gud kan, men især hvad han vil og gør. Gud er barmhjertig mod alle, som frygter ham. Han tager sig af alle, som har brug for ham. Uden hensyn til vores status og kvalifikationer.
Gud er en barmhjertig, trofast og kærlig Gud. Ikke kun mod enkelte udvalgte personer, som Maria. Men imod alle. Barnet, Maria ventede, blev ikke kun til frelse for hende, men han blev alle menneskers frelser. Hans undfangelse var et kæmpespring for hele menneskeheden.
For hvor de første skridt på månen kun havde symbol-værdi for langt de fleste mennesker, så var det helt anderledes med Guds første skridt ind i vores verden. At Jesus blev menneske sætter i så høj grad et før og efter, at hele verdens tidsregning i dag har sit udgangspunkt i denne begivenhed. Det er, hvad Marias lovsang dybest set handler om: Nu er intet mere, som det var før. Nu bryder Gudsrigets omvendte logik igennem. Herefter skal alle slægter prise mig salig.
