Jesu blod er nok

En lille avisnotits havde overskriften ”En liter blod var nok”. Det drejede sig om en ung kvinde på 25 år, som havde været ude for en trafikulykke og nu lå på hospitalet, men af religiøse grunde nægtede at modtage blod.Gert Grube
Lærer, forfatter
og billedkunstner

Flere læger havde haft lange og indgående samtaler med hende for at ændre hendes holdning, for fik hun ikke blod, ville hun dø af sit blodtab. Kvinden var fuldt ud klar over konsekvenserne af sin holdning, men hun bøjede sig ikke. Lægerne måtte respektere hendes ønske om ikke at modtage blod, og derved blev det. En liter blod kunne ellers have reddet hendes liv, fortalte en overlæge, for hendes tilstand var ikke livstruende, hun manglede blot lidt ekstra blod.
Vi andre kan være rystede over en sådan beretning. Blot én liter blod, og hun ville være reddet. Vi ved jo, at blod er uundværligt, for blodet, der løber i vore årer, bringer forsyninger og renser.
Vi nærmer os påsken, hvor vi skal lytte til budskabet om Jesu blod, der har endnu stærkere egenskaber. Det renser og beskytter den menneskelige sjæl. Her er blod også nødvendig for at overleve. Det eneste, Gud stiller sig tilfreds med, når han ser på sin skabning er den retfærdighedsdragt, som enhver må trække i. Jo, Jesus Kristi blod er nok, for det betyder evigt liv. Nægter man derimod at tro på blodets forsonende kraft, da er der kun fortabelsen tilbage.
Fra andagtsbogen
”Slip glæden løs”
af Gert Grube.