Kristen, kirke og klima
Vi skal som kristne ikke lade os rive med af klima-bevægelsernes profetier, der – måske nogle gange uden at vide det – sætter Gud ud af spillet, mener kronikøren. I december var der klima-topmøde i København, og siden da har det ironisk nok været bidende koldt i Danmark. Men stort set alle verdens lande taler om klima og om nedsættelse af CO2-udledningen.
Hans Jørn Østerby
er sangskriver, visesanger, rockmusiker,
tryllekunstner og bugtaler.
Er hele denne klimadebat ikke i god tråd med det, vi kristne tror på og står for?
Vi vil jo sige, at vi har et forvalteransvar, og at vi netop er sat til at passe på Guds skabte jord. Både og. I sandhed både og.
Det hævdes i debatten, at klimaforandringerne på jorden er menneskeskabte, og at det derfor er vores ansvar at gøre noget ved det. Ja man kan høre politikere sige, at det nu er bevist, at forandringerne er menneskeskabte. Men mange klimaforskere siger, at der ikke findes videnskabelig dokumentation for, at klimaforandringerne er menneskeskabte. At der er forandringer i klimaet, det står fast. Temperaturen på jordkloden er steget knapt 1 grad Celsius siden 1880. Det er beviseligt. Det er også beviseligt, at mængden af CO2 i atmosfæren er steget. Men en konklusion er ikke dokumenteret. FNs klimapanel har udtalt, at forandringerne er menneskeskabte. Men det er ikke dokumenteret. Hvordan skulle man i øvrigt også kunne dokumentere det? Vi kan jo ikke forsøgsvis i en kort periode skrue op for udledningen af CO2 og så se, om temperaturen stiger.
Visse videnskabsfolk hævder, at klimaet på jorden er en enormt kompleks størrelse, som en enkelt drivhusgas, her CO2, umuligt alene kan påvirke.
Så de tør godt konkludere:
Mængden af CO2 i atmosfæren kan ikke alene påvirke jordens klima.
At jorden er blevet varmere, kan ikke alene skyldes stigning i CO2 i atmosfæren og kan ikke beviseligt henføres til noget menneskeskabt.
Så allerede her er hele debatten skæv. Men hvad er det så, der gør sig gældende i debatten og bestræbelserne? For det er, som om manges tilgang til emnet er af nærmest religiøs karakter. Den, der begynder at sætte spørgsmålstegn ved konklusionerne mødes af vrede, hån og manglende lydhørhed. Man har besluttet, hvad der skal konkluderes, og hvad der skal gøres. Og ve den, der stiller spørgsmål til det. Også selv om det er den mest kompetente videnskabsmand, der gør det.
Emnet og konsekvenserne ved at gøre noget for klimaet er ikke er så enkle, som de gøres til. Der er én bestemt befolkningsgruppe på jorden, der helt sikkert kommer til at betale prisen for det, man vil gøre, og det er de fattige i verden. Vi rige lande skal nok klare os, for hvis der skal skæres ned på forbrug, så har vi jo unægtelig mest at skære ned af. Hvis mennesker i Afrika havde samme adgang til strøm, som vi har i den vestlige verden, så ville det kunne spare 1 million menneskeliv om året på kontinentet.
Hele den globale bølge af tilsyneladende villighed til at gøre noget for klimaet er en ny bevægelse, hvis lige dog er set mange gange før. Skærer vi helt ind til benet, er den et forsøg på at lave et menneskeskabt paradis på jorden. Det første forsøg blev gjort med bygningen af Babelstårnet. Siden da har mange bevægelser villet skabe paradis på jorden. Men Paradis findes ikke, hvor mennesker skal forsøge at skabe det. Paradis findes kun, hvor Gud er Herre, og vejen til Edens Have kan alene findes i følge med Kristus. Når mennesker vil skabe paradis på jorden, ender det med paradisets modsætning.
Op gennem historien har konger, kejsere og bevægelser haft det samme som regel uerklærede mål: at skabe det fuldendte sted for mennesker at leve. Men nutiden adskiller sig fra stort set alle andre forsøg, idet vores tids mulighed for global kommunikation gør en global bevægelse mulig. Hele verden kigger med på én gang. Aldrig før har en bevægelse haft de muligheder, som nutiden giver.
Men er det ikke i god kristen ånd? Skal vi ikke netop passe på Guds skabte jord?
Her er det vigtigt at skelne mellem to væsentlige forhold. For det første bor vi på en Guds-skabt jord, som vi mennesker er sat til at forvalte og herske over. Ikke udnytte. Vi skal tage os af jorden med alt, hvad der er på den. Vi har ansvar for dyr og planter, men vi har det største ansvar for de mennesker, der bor på jorden. Mennesket er det største, Gud skabte – skabt i hans billede, kun lidt ringere end ham, som Bibelen siger det. Vi er først og fremmest som kirke og som kristne kaldede til at gå ud i verden og gøre mennesker til Jesu disciple ved at døbe dem og lære dem. Det betyder ikke, at det skal ske på bekostning af skaberværket, naturligvis ikke, men det er ikke sandt, som nogen hævder, at jorden ville have det bedst, hvis mennesket ikke var på den. Jorden er skabt, for at vi mennesker kan leve på den, for vi mennesker er skabt til at leve på jorden. Men sandt er det, at jorden vånder sig og sukker, for den lider. Ikke på grund af klimaet, men på grund af syndefaldet.
Så én ting er den jord, Gud har skabt. Noget andet er den verden, som udfolder sig på den, og i hvilken vi lever. Vi må skelne mellem jorden, Gud har skabt, og så den verden, vi lever i, for den har valgt Djævelen til herre, og den verden går sin undergang i møde. Det er ikke sådan, at der måske er risiko for, at verden går under. Den går under. En dag – kun Gud ved hvornår – trækker Gud en streg i sandet. Verden går under. Dør. Men opstår igen i en ny skikkelse. En ny himmel og en ny jord, taler Bibelen om. Jorden er her nu, og jorden er der i det evige rige i en helt ny og ren skikkelse. Men verden, som vi kender den, er ikke mere. Døden er ikke mere, sorgen er ikke mere, smerten, nøden, alt det, vi sætter os ned og græder over i denne verden, findes ikke mere. Det er Paradis på jorden, men det kommer først den dag, Gud vil det. Hverken før eller siden. Det er ikke sådan, at det en dag pludselig kommer bag på Gud, at verden er gået under. Englene kommer ikke en dag stormende ind til Gud Herren for bestyrtede at bekendtgøre, at nu røg verden altså lidt før beregnet. Gud har den hele vide verden i sin hånd, som vi synger det, og Gud griber ind i sin time.
Så vi skal ikke lade os rive med af bevægelser, der – måske nogle gange uden at vide det – sætter Gud ud af spillet. For hvor han ikke er, er helt sikkert hans modstander. Vi skal med frimodighed løfte vores hoveder, for vi kender en Herre, der ved om tid og time, og som er den eneste, der kan og vil skabe Paradis.
Men kunne klimaforandringerne ikke være et tegn på Jesu snarlige genkomst? Det var en biskop ude at sige, og det fik han drøje hug for. Det siger også en del! Måske er det et tegn. I hvert fald findes mange andre tegn i tiden, som tyder på, at dagen, hvor Jesus kommer tilbage, og hvor Paradiset, det eneste sande Paradis, bryder frem, ikke er langt borte. Men om ikke selve klimaforandringerne er et tegn, så kan meget vel hele den globale bevægelse omkring dem være det. Derfor skal vi som kirke ikke ringe med kirkeklokker for et klimatopmøde. Vi skal vise, at vi har en Herre, som – klimaforandringer eller ej – har fat i enden af rebet.
Vi skal løfte vores hoveder og frimodigt se fremad. Uanset, hvordan verden tér sig, så kender vi Gud, der holder os og jorden i sine hænder.
Og ville det så slutteligt være passende at minde om ordene fra Lukas 21, 25 – 28: Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.
