Dumt – men ærligt
Hvad gør man, når ens samvittighed tvinger en til at gøre noget, som virker dumt?Da jeg for nyligt var i Netto, spottede mine trænede tilbuds-øjne et gult tilbudsskilt på nogle dåser med tartelet-fyld. De var sat ned fra 14 til 8 kroner. Så jeg tog selvtilfreds dåserne med til kassen, hvor kasse-drengen (hvorfor siger man altid kassedamer og flaskedrenge?) tastede en af mine dåser ind til originalpris!
Jeg brokkede mig og fik pengene af den rådvilde fyr, der var presset af den lange kø. Men da jeg forlod butikken – for at fortsætte tilbudsræset i Aldi – opdagede jeg, at han havde givet mig 12 kr. tilbage. Jeg skulle kun have haft 6 kr.
Der var ikke mange tilbud i Aldi. Så min samvittighed fik tid til at plage mig så meget, at jeg til sidst besluttede mig for, at Netto ikke skulle snydes for 6 kr. – slet ikke i disse krisetider.
Så jeg gik tilbage og afleverede 12 kroner (da jeg ikke have vekselspenge) til en meget forbavset kasse-dreng.
Jeg følte mig godt dum på vej ud.
Selv om det nok var lidt fjollet denne gang, så tror jeg det er vigtigt at gøre det rigtige, selvom det føles dumt. Specielt hvis Guds ånd leder dig til det.
Vi ses i Netto.