Blandt krystalsten og håndlæsere

For nyligt deltog jeg i en alternativ messe sammen med nogle andre fra min kirke. Messen var et rent slaraffenland for spirituelle med håndlæsere, tarokkort-læsere, krystalsten, healere – you name it!
Og dér, midt i alt det okkulte, stod vi og repræsenterede den levende Gud. Vi tilbød gratis forbøn.
I løbet af den weekend, messen varede, fik vi lov til at bede for omkring 200 mennesker! Rigtig mange følte, at Gud rørte dem, fx at en dyb fred fyldte dem, eller de oplevede en konkret varme et sted på kroppen. Enkelte blev også helbredt!
Jeg bad blandt andet for en ung kvinde, som var skeptisk over for alt det med, at en mand skulle være Guds søn, og fordi han var død, kunne man nu få evigt liv… Men vi fik lov til at bede for hende, og hun oplevede tydeligvis Guds berøring, for bagefter havde hun helt ændret holdning og fik noteret navnet på den nærmeste kirke i sin by.
Nogenlunde det samme skete, da vi bad for en midaldrende dame, der også var skeptisk.
”Hvor lang tid skal I bede? 10 minutter…!” Men hun oplevede Guds nærvær, da vi bad for hende, og hun ændrede helt holdning og forsøgte bagefter at overtale sin lige så skeptiske veninde til at også at blive bedt for.
Jeg fik også talt med en ateist, der læste religionsvidenskab og besøgte messen. Han ville ikke bedes for, men vi fik en god snak, og jeg fortalte om folk, jeg kender, som har oplevet Gud og nu er kristne. Jeg tror, det gjorde indtryk.

Jesus sagde, at vi skulle ”gå ud” og ”fortælle” evangeliet til folk. Men ofte har vi forandret det til ”kom og lyt”. Kom ind i vores kirke og til vores kristne arrangementer og lyt til evangeliet. Og så forsøger vi at lave en moderne og smart kirke. Og selvom det også kan være godt, tror jeg, vi skal tilbage til det, Jesus kaldte os til. Nemlig at ”gå ud” og ”fortælle” mennesker om Gud. Møde mennesker dér, hvor de er. Tilbyde at bede for dem og fortælle dem om den Gud, som elsker dem og vil dem.
Det er udfordrende, men det er også vildt spændende! Og det fantastiske er, at Gud går med.