Frikirke indviet i Mariager

Mariagerfjord Frikirke indviede bygning til over 15 mio. kr. i lørdags.Lørdag den 10. april blev en ny stor kirkebygning indviet af Mariagerfjord Kommunes borgmester Hans Christian Maarup sammen med FrikirkeNets formand Tonny Jacobsen.

– Vi er ret gode til teenagere, men vi vil også have tilbud til ældre i den nye bygning, lover Henrik Kaas.

Dermed er lang tids forventning opfyldt, fortæller kirkens præst Henrik Kaas:
– Vi vil være et kærlighedsfællesskab, der udruster den enkelte og når alle generationer. Med den ny kirke kan vi realisere dette formål.

Pladsproblemer

Mariagerfjord Frikirke er en pinsekirke og holdt først til på Mariager Højskole, som pinsekirkerne startede tilbage i 1955. Senere flyttede kirken ned i byens centrum i lokaler ovenpå Fakta.
– Salen var ok, men der var ikke plads til det børne-, teenage- og ungdomsarbejde, vi gerne vil have, siger Henrik Kaas. – Lokalerne lå desuden på 1. sal med spindeltrappe, og var derfor ikke særlig velegnet til kørestole og barnevogne, tilføjer han.
Den nye kirke på Gl. Hobrovej er til gengæld rummelig og helt nede på jorden. Kirken har 400 siddepladser og åbne omgivelser med plads til unge at boltre sig på. På indvielsesdagen blev der samlet ind til en multibane.
Den nye kirke koster 15,8 millioner kr. inklusive grund. Det skal kirkens 175 medlemmer betale.
Foruden kirke og højskole har Pinsekirkerne i Danmark også tre efterskoler i Mariager.