Ruth fortæller den anden side

Den udskældte leder af Faderhuset, Ruth Evensen, tager nu til genmæle imod den voldsomme kritik, hun har været udsat for. ”Ruth – det ik’ slut.”
Det er titlen på Ruth Evensens nye bog. Umiddelbart, når man får den i hånden, tænker man på, hvordan hun takler tre ting:

Bogens forsidebillede viser politiets rydning af Ungdomshuset – med bz’ernes skilt øverst th.

1) Den stærke kritik som tidligere medlemmer af Faderhuset har udtrykt offentligt.
2) Forholdet til hendes datter, som har udgivet en bog på dansk, som stærkt kritiserer moderen.
3) Hele sagen om Ungdomshuset på Jagtvej.
Bogen, som er på 282 sider, indeholder 46 kapitler, og den er velskrevet og interessant. Man kan ikke underkende, at tingene fremkommer i et noget andet lys end det indtryk, man har fået gennem pressen.

I sagen om datteren Anne Sophie, ”Fi”, eller som hun nu kalder sig: Sophia, får man en troværdig forklaring af skismaet.
Selv da jeg læste Sophias bog: ”Afsløring” sad jeg tilbage med et indtryk af, at Sophia havde større problemer end hendes mor Ruth. Hun var som 20-årig blevet gift med en nordmand i 1997, og de havde fået en datter to år senere, som hun forlod for at flytte til USA og bo hos Edwin Ogenio og hans hustru. Det varede dog ikke længe, før Edwin valgte den cirka 20 år yngre Sophia og dermed vragede sin egen hustru.
I retten i Oslo blev forældreretten givet til den norske far, og Sophia har nu i flere år ikke haft nogen som helst kontakt med sin datter, der nu er 12 år gammel. Det kan jo undre, hvordan en mor så koldt og følelsesløst kan opgive sin egen datter, selv om retten også gav hende tilladelse til at se datteren og i kortere perioder tage hende med til USA.

Når det gælder den kritik, som tidligere medlemmer af Faderhuset er kommet offentligt frem med, så takles den også på en sober måde i bogen. En del medlemmer af menigheden kom fra vanskelige kår og var belastet af deres egen fortid. Nogle af dem kunne ikke indordne sig under det, som de anså som et ”totalitært system”, og da Ruth Evensen overtog ”præsterollen” i Faderhuset efter sin mand Knut, valgte de at forlade menigheden. En gruppe på cirka 25 mennesker.
Men det gik heller ikke stille af. Anføreren af gruppen var Niels Erik Werner, som tilsyneladende ikke skyede nogen midler for at ødelægge forholdene i Faderhuset. Det endte dog brat den 23.12. 2009, da retten i Næstved dømte Niels Erik Werner efter straffelovens § 265 og dermed forbød ham i de næste fem år at krænke, forfølge eller forulempe Ruth og Knut Evensen. Hverken personligt, telefonisk eller lignende form for henvendelse.
Advarslen har en gyldighedstid på fem år og kan straffes med bøde eller fængsel i indtil to år!

Ruth Evensen er bl.a. blevet hængt ud i to bøger og i medierne af sin egen datter. Det svarer hun nu på.

Når det gælder Ungdomshuset på Jagtvej 69, får man også her en beretning, som virker langt mere troværdig, end den som pressen har givet os. Helt legitimt køber Faderhuset Ungdomshuset på Jagtvej 69 af Human A/S, som har været ejere af huset siden år 2000.
I januar ringer Inger Loft, som er formand for Human A/S til Ruth Evensen og inviterer hende til en samtale for at få Ruth Evensen til træde ind i bestyrelsen for Human A/S, hvilket hun afslår på stedet.
Men efter fornyede overvejelser tilbyder fru Loft, at Faderhuset kan købe Ungdomshuset, som de så overtager den 29.09. 2001, til en pris af kr. 2,4 mio. kroner, som er 200.000 under den pris, Human A/S havde givet for det året før. For at de kunne bruge huset, skulle de nuværende brugere have en frist på tre måneder til at rydde og komme ud. Hvis brugeren af Ungdomshuset overtrådte kontrakten med kommunen, skulle det ryddes omgående.
Det skete faktisk, og en del unge blev anholdt, men retten løslod hurtigt dem alle. Politiet ransagede huset og fandt molotovcocktails og brosten liggende i huset. Støj og lugtgener blev også noteret som overtrædelse af kontrakten, men det førte ikke til nogen repressalier over for de unge.
Så Faderhuset måtte pænt vente de tre måneder.
Da de så gik ind i huset den 31. januar 2001, kom der straks efter et tæskehold på cirka 35 unge mennesker, som gennembankede dem med knytnæver, jernstænger og køller for derefter at smide dem ud af huset enten gennem døren eller vinduerne. De fleste fra Faderhuset tilbragte resten af dagen på skadestuen. Det varede 45 minutter for politiet at møde op, og da var voldsmændene for længst borte.
Men der skulle gå yderligere over fem år, hvor Faderhuset måtte betale for el, vand, renovation og ejendomsskatter for huset, uden at de overhovedet kunne tage det i brug. Desuden havde de en masse udgifter til advokater, og i de følgende år var der en del retssager, som både fandt sted i Byretten og Landsretten. Hver gang blev afgørelsen anket, men myndighederne turde tilsyneladende ikke lægge sig ud med bøllerne.
Med til historien hører også, at advokat Foldschak tilbød at købe Ungdomshuset tilbage fra Faderhuset til den nette sum af 13 millioner kroner, men det blev afslået, og det kan man godt rose Faderhuset for. I stedet gjorde de hele Danmark den tjeneste at få huset revet ned, og grunden er nu solgt til Venture Instituttet, som allerede har videresolgt grunden.

Man husker også, at Faderhuset var involveret i protestmarch mod muslimer på Nørrebro. Det kom sig af, at de fik et brev i Griffenfeldsgade, stilet til dem, men angiveligt skrevet til muslimske grupper på Nørrebro. Det mærkelige er, at der tilsyneladende ikke er dukket tilsvarende breve op, som andre har villet publicere.
Ved den anledning involverede Faderhuset sig med Moses Hansen, som af mange anses for kontroversiel. Han gik med sit kors på hjul gennem Nørrebros gader. Processionen udgik hver dag i en periode fra Faderhuset, og et stort opbud af politi beskyttede demonstranterne, og det kostede det offentligt Danmark millioner af kroner.
Pressen var også mødt talrigt op. De fotograferede ikke blot på gaden, men også inde i Faderhusets kirkesal, hvor man så en mærkværdig form for ”tilbedelse eller lovprisning”, som nok skadede Faderhuset så meget, at mange tog afstand fra dem.
I øvrigt er det da mærkeligt, når man står for at nå de kirkefremmede, at man så involverer sig på den måde i samfundsdebatten. Dermed udelukker man sig selv fra det, man virkelig ønsker, nemlig at nå kirkefremmede med evangeliet. Det har nok også været en medvirkende årsag til, at mange har taget afstand fra Faderhuset.
Lad mig slutte med at sige, at vi alle begår fejl, men jeg vil gerne anbefale bogen, som både er oplysende, spændende og velskrevet. Det er bemærkelsesværdigt, at Ruth Evensen, som ikke har nogen egentlig uddannelse, har formået at gennemføre alt det, som bogen omhandler. Jeg husker selv et pragtfuldt modeshow og en koncert i 1987 i den fuldsatte store sal i Odd Fellowpalæet, opbygget over Vivaldis ”De Fire Årstider”.

Forlaget Reform
282 sider
46 kapitler
Pris kr. 299,-