Husk at leve mens du gør det …
For de mange fans af Coelhos romaner må det være godt nyt, at en af dem endelig er blevet filmatiseret og nu også udsendt på dvd med danske undertekster.Det drejer sig om Veronika beslutter sig for at dø, der blev udgivet i 1998 og filmatiseret sidste år.
En af hans fans, den irske sanger Sinead OConnor, der efter sigende og ligesom Coelho bekender sig som katolik, har kaldt den den mest fantastiske bog jeg nogensinde har læst.
Historien om den unge Veronika, der ser ud til at have alt, hvad de fleste drømmer om, og så pludselig forsøger at begå selvmord, er også værd at bruge tid på. Hun reddes i sidste øjeblik og bliver indlagt på en mentalklinik (et psykiatrisk privathospital), hvor hun får at vide, at hun pga. de skader, hun har pådraget sig som følge af selvmordsforsøget, kun har kort tid tilbage at leve i. Det sætter gang i en handling, som får en rimelig overraskende slutning.
Det, historien med den lidt konstruerede handling forsøger at overbevise os om, er, at en klar bevidsthed om, at livet har en afslutning, må få os til at leve, ikke bare på automatpiloten, men rigtigt. Men holder det, hvis der kun er meget kort tid tilbage at leve i? Vil man ikke gå i sort? Eller kan det tænkes, at livsgnisten blusser op? I filmen sker det, da Veronika bliver forelsket. Det er altså kærligheden, der så at sige skaber nyt liv – selvfølgelig!
Filmen, der har sine fine øjeblikke, men ellers som helhed som film betragtet kun hæver sig over det middelmådige, fik mig derfor til at tænke på det kendte Gruk, Huskat:
Husk at elske, mens du tør det.
Husk at leve, mens du gør det.
For det er netop, hvad historien vil have os til at huske!
Niels Jørgen Vase
Veronika beslutter sig for at dø (DVD)
99 min.
Kirkebutik.dk-pris: 165 kr.